Dhamu Chodavarapu |
23. januar 2008
Ud over at være en storslået underholdningsfilm i bedste Hollywood-stil fortæller 'Arn - Tempelridderen' om kampen mellem kristne korsriddere og muslimsk jihad. En kamp, som i 2008 stadig er en uløst konflikt, skriver Dhamu Chodavarapu i sin anmeldelse af filmen
Jeg har ikke læst bøgerne, og jeg har heller ikke fulgt med i den megen foromtale af filmen ’Arn – Tempelridderen’, så jeg satte mig til rette i biografen uden forudfattede meninger af nogen art.
Det er en storslået mega-film med alle ingredienser for en superoplevelse. Der er kærlighed, skønne møer, galante unge mænd, saftige sladderhistorier, en sadistisk abbedisse med sin ugudelige afstraffelse, drabelige kongemord - alt i en harmonisk pærevælling.
Man fortaber sig i filmen, glemmer alt om sine popcorn og bider negle. Velfotograferet svensk natur, næsten 1000 år gamle stridigheder mellem klaner og konger. Den tids dagligliv. Fascinerende at opleve i levende billeder.
Kirken spiller selvfølgelig en stor rolle. Man fornærmer Gud i hver eneste scene, selvom han ikke får noget at sige. Kirken udnytter de stakkels menneskers fortabelse i Guds navn og lader kirkens magthaveres overmagt være ubarmhjertige over for både konge og jævne borgere.
Filmen efterlader én med visse tanker, når man forlader biografen. Skal en film indeholde et budskab eller blot være underholdning? Man kan ikke lade være med at pønse på den evindelige konflikt.
Med et par storslåede "Hollywood" scener fører filmen os til den evige, uløselige konflikt mellem religioner på arnestedet Jerusalem. Kampen mellem kristne korsriddere og muslimsk jihad. Selv nu i 2008 er det stadig en uløst konflikt, hvor alle slag er tabt, men alle forsøger stadig på den ultimative sejr uden at vide, hvad det er.
Vi på disse kanter af verden er heldige og vokset op langt fra den konflikt. Når Dronningen siger "Gud bevare Danmark", så klinger noget fra vores opdragelse med, noget om demokrati, respekt for hinanden og kristendom, som var med til at bevare og opbygge demokratiet. Vi tænker ikke på muslimsk jihad, som om den står lige uden for.
Når man hører Muslimsk "Allah Ho Akbar", lyder en tavs tomhed for os. "Gud er stor", hvem ved ikke det, måske lige bortset fra Gud. Der er ingen forhold til mennesker, bare et koldt gys, der løber lige gennem rygsøjlen.
Derfor opfattes alle de vestlige demokratiseringsbestræbelser som fanebærere for kristendom og demokrati, som en ren meningsløs intethed, der underminerer islam og de religiøst baserede regimer.
I Pakistan skyder man sine politiske modstandere, og andre steder henretter regimer folk efter behag, således at der næppe kan opstå en opposition, som er en fundamental nødvendighed for demokrati. Vores "prostitution for olie" gør, at vi ser med et par blinde øjne efter dem.
Generalsekretær i Den Islamiske Konferenceorganisation, Ekmeleddin Ihsanoglu, siger i et interview med Reuters, at Danmark og Holland skal gøre mere for at dæmme op for den islam-fjendtlige radikalisering af deres samfund.
Sådan en udtalelse viser, at man ikke bruger hjernen, når man tænker. Man kan ikke dæmme op for noget i et frit demokratisk samfund, hvor fri brug af ens hjerne er ganske forventet.
En rigtig god film var det, som jeg håber mange tager sig tid til at se. Jeg kan godt se den en gang til. På vejen hjem kører alle disse scener forbi, så man skal være meget forsigtig i sine tanker.
Dhamu Chodavarapu, hindu
Religion.dk har sendt fire anmeldere med forskellige religioner i biografen for at anmelde filmen 'Arn - Tempelridderen'. Dette er den anden anmeldelse i serien.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk