Kirsten Auken |
28. januar 2008
Det er ikke uden betydning, om religionerne bliver en del af problemet eller en del af løsningen, når det kommer til at skabe fredelig og frugtbar sameksistens på tværs af kulturer og trosretninger. Synspunkt af Kirsten Auken, Informations- og Europasekretær i Folkekirkens mellemkirkelige Råd
I sidste uge vakte det debat at den syriske stormufti, Ahmad Badr Al-Din Hassoun, var blevet inviteret til at holde tale i Europa-Parlamentet. En stor del af parlamentarikerne, bl.a. nogle af de danske, blev så vrede at de valgte at udeblive fra talen og protestere over besøget. Protesten handlede blandt andet om, at der ikke var plads til debat med stormuftien efter hans tale. Men også om at det var en forkert sammenblanding af religion og politik.
Det var Parlamentets formand, Hans-Gert Pöttering, der havde inviteret stormuftien til at komme, og det forventes at flere religiøse overhoveder og politiske ledere fra lande udenfor EU i de kommende måneder vil få mulighed for at tale til parlamentarikerne.
At religionen spiller en vigtig rolle på den europæiske dagsorden, er nok noget vi som danskere kommer til at vænne os til. Helt siden kommissionsformand Jacques Delors i starten af 90’erne indbød kirker og trossamfund til at drøfte europæiske værdier – give Europa en sjæl som han udtrykte det – har der været en stadigt voksende kontakt mellem europæiske politikere og embedsmænd og repræsentanter for de forskellige trossamfund i Europa, ikke mindst de kristne kirker.
Kontakten mellem EU-systemet og kirker og trossamfund finder for eksempel sted i halvårlige møder, hvor præsidenten for Kommissionen inviterer trossamfundenes repræsentanter til en samtale om forskellige emner. På det seneste møde var også ministerrådet og Europa-Parlamentet repræsenteret.
Ved møderne deltager også repræsentanter for Konferencen for Europæiske Kirker som Den danske Folkekirke og Baptistkirken i Danmark er medlem af. Konferencen for Europæiske Kirker har en afdeling i Bruxelles, som arbejder direkte med forholdet til de europæiske politiske institutioner. De kommer med input til debatten om den nye traktat og om konkrete emner som beskæftigelse, menneskerettigheder, mindretalsbeskyttelse, flygtninge, handel med kvinder og bioetik.
Konferencen for Europæiske Kirker har blandt andet arbejdet for en formulering i forslaget til forfatningstraktat om at Unionen skal opretholde en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med kirker og trossamfund i anerkendelse af deres identitet og specifikke bidrag. Paragraffen kom som artikel 16c med videre over i den Lissabon-traktat som afløste forfatningstraktaten, og som lige nu er til debat i EU. Man kan sige, at denne paragraf formaliserer noget som allerede har fundet sted igennem flere år, samtidig med at den understreger at dialogen skal være åben og gennemsigtig.
Et argument for denne paragraf er, at den sikrer at andre end den katolske kirke kan komme til orde. Den katolske kirke er i forvejen sikret kanaler ind i det politiske system i kraft af Vatikanstatens anerkendelse som stat med alt hvad deraf følger af politisk og diplomatisk repræsentation; i kraft af en figur som paven – der nærmest har antaget karakter af en religiøs ”superstar” med enorm gennemslagskraft; og i kraft af en stærk kristendemokratisk gruppe i Europa-Parlamentet og mange engagerede katolikker på højt placerede embeder i EU. Katolikkerne skal nok få deres stemme hørt – om end ikke nødvendigvis deres forslag gennemført.
For andre kirker er det noget vanskeligere. Protestantiske og ortodokse kirker har ikke den samme verdensomspændende opbygning med et stærkt overhoved som kan få pressens bevågenhed. Men nu får de – vi – altså en lovfæstet adgang til at komme med bidrag til den europæiske politiske proces. Hvordan denne mulighed kan og skal udnyttes er til stadig debat, bl.a. imellem medlemskirkerne i Konferencen for Europæiske Kirker.
Interkulturel Dialog
En anden vigtig grund til at religionen nu slippes mere løs på den politiske scene i Europa – og den konkrete grund til at stormuftien forleden besteg parlamentets talerstol – er at EU har udnævnt 2008 til at være et år med Interkulturel Dialog. Det skete blandt andet på baggrund af erfaringerne med den danske karrikaturkrise i 2005-06.
Dialogen mellem kristendommen og islam spiller en nøglerolle i denne interkulturelle dialog. Og mange muslimer i Europa er engageret i sagen. Få dage før stormuftiens besøg skrev 400 muslimske grupper i Europa under på et Charter for Europæiske muslimer – en slags code-of-conduct, der over 26 punkter beskriver muslimers rettigheder og pligter i de europæiske samfund. Underskrivelsesceremonien fandt sted i Europa-Parlamentet.
I 2008 ønsker EU at styrke den interkulturelle dialog indenfor de enkelte medlemslande og på tværs af landene. Det handler ikke bare om at styrke den gensidige tolerance men om at få mennesker i civilsamfundet til i højere grad at interessere sig for hinanden og gå i samarbejde og samtale i det daglige liv.
Et led i dette er at skabe en samtale mellem repræsentanter fra forskellige kulturer i og uden for Europa. Og her spiller de religiøse repræsentanter en vigtig rolle. For det er ikke uden betydning om religionerne bliver en del af problemet eller en del af løsningen, når det kommer til at skabe fredelig og frugtbar sameksistens på tværs af kulturer og trosretninger. Her er det væsentligt at vi møder hinanden, taler sammen og forhåbentlig får et mere nuanceret billede af hvem ”de andre” er. For vi møder dem under alle omstændigheder i stigende grad i vores hverdag, også her i Danmark.
Derfor kan man selvfølgelig godt vælge at boykotte enhver politisk kontakt med religiøse overhoveder fra andre lande og markere en modstand mod religiøse stemmer i den politiske debat. Det vil dog næppe få religionen til at forsvinde fra det politiske liv i Europa.
En anden vej kunne være at anskue religiøse repræsentanter som fuldgyldige bidragsydere i den åbne demokratiske debat – i erkendelse af, at religion for mange mennesker er en vigtig kilde til deres livssyn, værdier og politiske holdninger. De religiøse synspunkter bør naturligvis indgå på lige fod med alle andre synspunkter og skal kunne gøres til genstand for modsigelse og debat.
Kirsten Auken er Informations- og Europasekretær i Folkekirkens mellemkirkelige Råd.