Kirsten Kjærulff |
28. januar 2008
I modsætning til Luther er det katolsk tro, at mennesket har en fri vilje og dermed et medansvar for sit liv og et medansvar for sin egen frelse, skriver Kirsten Kjærulff
Spørgsmål: Jeg skriver en opgave om den katolske livsstil i forhold til døden. Og jeg er ikke sikker på hvad den indebærer. Hvilke "regler" skal man leve under for at komme i himlen? Og hvordan kommer skærsilden ind i billedet?
Venlig Hilsen
Gustav Callesen
Svar: Kære Gustav Callesen
Den katolske livsstil i forhold til døden er i princippet ikke anderledes end alle andre kristnes: Enhver, som er døbt til at høre Kristus til, har fået Hans helliggørende nåde i dåbsgave med tilgivelse af vores arvesynd. Vi døbes til ”et nyt liv i Kristus”, dvs. et liv i Kristi efterfølgelse, for Gud vil, at alle mennesker skal frelses.
Forskellen mellem protestantisk og katolsk livsstil dukker op, når man ser på, hvordan den enkelte kristne prøver at følge Kristus efter. Luther mente jo, at mennesket var blevet så totalt skadet i arvesynden, at det var umuligt at leve et helligt liv, ja endda at det var hovmod og udtryk for ”gerningsretfærdighed” at prøve på det. Menneskets vilje er blevet ”trælbundet” af synden, siger han. Mennesket kan kun blive frelst ved Guds nåde alene.
Det sidste er katolikker enige i: Et menneske kan aldrig retfærdiggøre sig selv ved gode gerninger, men kun ved Guds nåde. Men i modsætning til Luther er det katolsk tro, at mennesket har en fri vilje og dermed et medansvar for sit liv og et medansvar for sin egen frelse. Det er Guds vilje, at vi skal prøve efter bedste evne at overholde Hans bud og befalinger.
Jesus siger jo også, at Han ikke er kommet for at nedbryde loven, men for at fuldkomme den. Og Han siger: ”Vær hellige, ligesom jeres himmelske Fader er hellig”. Derfor vil en katolik efter bedste evne gøre sig umage for virkelig at leve efter Guds bud. (Det kan man jo godt kalde ”regler”, som du siger). Det, der tæller i Guds regnskab, om man i det mindste har prøvet at leve, som Guds bud og Jesus har lært os. Se om dommedag i Mattæus 25, 31-46.
Skriftemålet
Men samtidig er man også som katolik klar over, at man alligevel tit kommer til at overtræde Guds bud. Derfor er det en afgørende vigtig ting for katolikker, at de har mulighed for at gå til skrifte og modtage syndernes forladelse. Dette bliver særlig nødvendigt, når døden nærmer sig. Hvis man på dødslejet får mulighed for at skrifte alle sine synder, kan man håbe på, at sjælen er ren nok til at gå direkte ind i Himlens herlighed. Skriftemålet er i den katolske kirke et sakramente, som Jesus indstiftede, da Han gav sine præster fuldmagt til at tilgive synder. (Matt 18,18). Det er derfor til Jesus selv, man bekender sine synder, og det er Jesus selv, der gennem præstens mund tilsiger én syndernes forladelse.
Skærsilden
kommer ind i billedet, hvis man ikke har skriftet sine synder og fået dem tilgivet. Så er man ikke ren nok til at gå ind i Himlen og stå for Guds ansigt. Ordet kommer af ”skær”, der betyder ”ren” og ”rense”). Det latinske ord er ”purgatorium” dvs. ”renselsesstedet”. Det er den mellemtilstand mellem døden og saligheden, som de sjæle befinder sig i, som ikke definitivt har sagt nej til Gud, men dog alligevel har svaghedssynder, de endnu ikke har sonet. Derfor må de renses i skærsilden, fordi ”intet urent kan komme ind i Himlen” (Åb. 21, 27).
Skærsilden skal naturligvis ikke forstås som et bål med flammer, men som et udtryk for Guds hellighed i den opstandne og herliggjorte Kristus.
Denne sidste lutringsmulighed for de frelste efter døden er en passiv lutring. De døde kan 'brænde' efter at komme ind i Himlen, men ikke mere selv medvirke til deres egen renselse og helliggørelse, kun lutres gennem smerte over alt det, der endnu skiller dem fra Gud. Men de helliges samfund, altså de kristne her på jorden, engle og helgener, som allerede er gået ind i Himlens herlighed, kan hjælpe dem: Vi her på jorden i form af personlig bod og forbøn, gode gerninger og frem for alt deltagelse i messen (eukaristien) i forbøn for den døde. Men skærsilden er altså en ”ventesal til Himlen” og derfor et ”nådens sted”.
De syges salvelse er et af Den katolske Kirkes 7 sakramenter. Det blev tidligere kaldt ”Den sidste olie”. Det er det sakramente, som giver den syge og døende del i Kristi Ånds kraft over lidelsen og døden. Sygesalvelsen (som er en salvelse med indviet olie på pande og hænder) forbereder den kristne til opfyldelsen af hans dåbspagt: Den fuldkomne forening med Kristus i Hans død og opstandelse.
Du kan læse om alle disse ting i Den Katolske Kirkes Katekismus, som kan findes gennem links fra Den Katolske Kirkes Hjemmeside:
http://www.katolsk.dk/Her kan man også finde Katolsk Minileksikon (under ”spørgsmål og svar”, derefter venstre kolonne.)
Venlig hilsen
Kirsten Kjærulff, cand.mag.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk