Som katolik er det en lettelse, at Jan Guillou ikke tegner et entydigt sort billede af kirken i 1100 tallet, skriver Lone Skov Al Awssi i sin anmeldelse af 'Arn - Tempelridderen'. På billedet hovedpersonen Arn.
- SF-Film.
Lone Skov Al Awssi |
29. januar 2008
’Arn – Tempelridderen’ behandler datidens og nutidens konflikt mellem kristne og muslimer. Selvom emnet behandles for løst, er filmen alligevel en lille oase i den verserende kulturkamp, skriver Lone Skov Al Awssi i sin anmeldelse
Den svenske forfatter Jan Guillous fem bøger om drengen Arn fra Vastra Gotland er i fællesnordisk regi blevet filmatiseret af instruktøren Peter Flinth.
Vi møder først den ubekymrede Arn fra Folkunge slægten på familiens gård Arnæs men får hurtigt et indblik i periodens barske politiske realiteter. Et blodigt opgør mellem Folkunge og Sverker slægterne er i gang, og kampen om kongemagten og Sveriges opdeling præger Arns barndom.
Da den 7-årige Arn falder ned fra et udkigstårn, lover hans gudfrygtige forældre i bøn over den bevidstløse dreng, at han skal gives til Guds arbejde, hvis han overlever. Arn overlever, men forældrene trækker deres løfte til Gud i langdrag, indtil moderen rammes af svinepest og en alvorlig infektion i det sår, hun ved et uheld skar i hånden, selve den dag Arn faldt ned fra tårnet. Hun tolker sine plager som straf fra Gud, fordi hun ikke holdt sit løfte, og dødssyg drager hun til klostret i Varnhem for at aflevere sit barn til cisterciensermunkene.
Munkene vægrede sig ved at tage imod et barn, men accepterede det som udtryk for Guds vilje. De forsøger at redde moderens liv, men hun modsætter sig en nødvendig amputation af hånden og dør i klostret. Den stærke tro på Guds uafvendelige vilje er et gennemgående element i filmen. Troen på Guds magt og indflydelse helt ned i de små eller større dagligdags begivenheder bringer minder om Hans Kirks beskrivelse af de danske, indremissionske miljøer på Vestkysten i romanen "Fiskerne".
Det er med bange anelser, man forestiller sig den frie Arns nye tilværelse på klostret. Frygten gøres til skamme. Arns læremester, den tidligere Tempelridder Broder Guilbert, forstår og læser drengens sind, han oplærer ham ikke blot i de boglige emner men også i datidens kampformer. Scenerne med Arn og Broder Guilbert er i øvrigt nogle af filmens mest rørende.
Den uskyldige Arn møder ondskaben, da han udæskes til kamp af nogle slyngler på bruderov. De tvinger ham til at kæmpe, og han dræber dem begge. Tynget af skyld skrifter han til klostrets Abbed, og da denne næsten rutinemæssigt giver ham absolution, modtager Arn den modstræbende. Han er blevet en frygtløs kriger men finder ingen glæde ved at dræbe. Arn er nu 18 år, og munkene beslutter, at han skal vende hjem til Arnæs.
På gården er fejden mellem Folkunge og Sverker slægterne eskaleret. En nabostrid om jord ender med tvekamp på Tinget, hvor Arn klædt i sin munkekutte tager udfordringen op og dræber for at redde sin far. Arn er en helt, og hans dannelsesskildring er næsten fuldbragt. Dog er han ikke helt en mand endnu, men det bliver han, da den kønne Cecilie Algotsdatter kaster sine blå øjne på ham.
Alt er lykkeligt, indtil Cecilie fortæller sin forsmåede søster, at hun og Arn er elskende og at hun venter hans barn. Syg af jalousi sladrer søsteren til moder Rikissa, abbedisse på Gudhem Kloster.
Cecilie og Arn lyses i band i 20 år, der er tale om den såkaldt lille bandlysning, hvor man udelukkes fra sakramenterne og den er oftest tidsbegrænset, den store bandlysning eller ekskommunikation er evig og er en total udelukkelse af menigheden.
Arn vender tilbage til Varnhem kloster, hvorfra han sendes til Det Hellige Land som Tempelridder. Cecilie bures inde på Gudhem kloster, føder og fratages sin søn. Moder Rikissas sadisme tager næsten livet af hende.
Da Cecilie og Arn er revet fra hinanden efter gensidige løfter om at bede til den Hellige Jomfru om deres genforening, spørger Arn desperat broder Guilbert, hvorfor han skal straffes for at elske, når han fik tilgivelse for at dræbe. Den kloge Guilbert svarer, at det alene er menneskenes intrigante værk og intet har med Guds vilje at gøre.
Når munkene sender Arn til det Hellige Land som Tempelridder, er det for at han kan udføre en bodshandling. Sakramenterne og troens gerninger er bærende elementer for frelsen. Arn er ligesom alle mennesker underlagt arvesynden, og selv om Jesus overvinder synden gennem sit menneskeliv, sin død og opstandelse, er det nødvendigt at overholde sakramenterne og udføre trosgerninger.
Som katolik er det en lettelse, at Jan Guillou ikke falder for fristelsen og tegner et entydigt sort billede af kirken i 1100 tallet. Han skaber en god balance i beskrivelsen og skildrer alligevel kirkens daværende politiske magt, den tunge følelse af synd, skyld og skam og den kollektive revselse af "kødets lyster".
Den første del af filmen er den bedst fungerende. Arns opvækst og dannelsesskildring er spændende og her har filmen dybde. Der er tale om en meget alvorlig film, kun to gange tages der tilløb til en sjov bemærkning, hvilket virker helt forløsende på publikum. Lidt humor kunne godt være flettet ind i manuskriptet. Nu blev det i stedet til den meget "alvorlige Arn "!
Tempelridderen Arn møder vi i det Hellige Land, da han ved et tilfælde kommer den arabiske sultan Salah al-Din (1138-93) til undsætning og redder ham fra en flok røvere. De har stor respekt for hinanden og for hinandens religion og kultur. Saladin fortæller Arn, at et angreb på Jerusalem er nært forestående. Arn planlægger og udfører et bagholdsangreb, Saladin må flygte med sin hær. Jerusalem er reddet for denne gang og Stormesteren for Tempelridderne giver Arn fripas til hjemrejsen mod Sverige og Cecilie. Her forlader vi Arn, fortsættelse følger med baggrund i seriens sidste to bøger.
Når man kender Jan Guillous holdning til nutidens konflikt mellem kristne og muslimer, er det skuffende, at filmen ikke bearbejder det emne dybere. Kampen om Jerusalem fremstilles som nærmest strategisk og beskriver slet ikke det had og den foragt for muslimerne, som dybest set var hovedårsagen til Korstogene. Når Jan Guillou hævder, at vi er på vej mod endnu en storkonflikt med den muslimske verden, er jeg tilbøjelig til at give ham ret, men her svigter filmen forfatterens budskab.
Min familie er blandet kristen/muslimsk, og det er dejligt for en gang skyld at se en film, hvor muslimer ikke notorisk fremstilles som skurke og årsag til al ondskab i verden. Så selv om emnet behandles for løst, er filmen en lille oase i den verserende kulturkamp. Jan Guillou har fået status som venstrefløjens darling, jeg er så borgerlig, at det gør noget – men jeg elsker ham også!
Lone Skov Al Awssi er formand for foreningen Pornofrit Miljø. Har arbejdet politisk i Konservativt Folkeparti som folketingskandidat og kommunalpolitiker. Katolik og gift med en muslimsk mand fra Irak. Læs hendes blog her. Religion.dk har sendt fire anmeldere med forskellige religioner i biografen for at anmelde filmen 'Arn - Tempelridderen'. Dette er den tredje anmeldelse i serien.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk