Sømandspræst på næstekærlig mission

- Jeg har altid troet på Gud som barn. Jeg har bedt til Gud, læst i Bibelen og siddet i kirken hver søndag. Men da jeg startede med at læse teologi, begyndte jeg at målrette mig på, hvad der var det væsentlige i Biblen for mig.

- I dag vil jeg betegne mig selv som lutheraner. Jeg står der, hvor KFUM/K’s bymission er, med en åben og folkelig forkyndelse, men også med en åbenhed overfor det sportslige og den medmenneskelige omsorg.

- I Mattæus-evangeliets store domsscene (Matt. 25,31-46) taler Jesus om, hvordan fårene bliver skilt fra bukkende på dommens dag. De frelste er dem, som har hjulpet de fattige, de fremmede, de syge og de fængslede. For som Jesus siger: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mindste brødre, det har I gjort mod mig”.

- Det er nogle meget centrale vers i min opfattelse af Bibelen. Jesus fortæller os, at man tjener Gud ved at gå ud og gøre godt mod sine medmennesker.
Præst på værtshusene
I 1977 startede han som sømandspræst i Antwerpen, hvor han blev i fem år. Her levede han blandt fortabte, hvis man skal tro den indremissionske lære.

- I studietiden – og senere da jeg var præst i Danmark - arbejdede jeg meget med de udstødte: alkoholikere, narkomaner og lignende i Nikolaj-tjenesten under Kirkens Korshær. Det var også det, som tiltalte mig ved at blive sømandspræst i Antwerpen. Her skulle jeg støtte søfolk af den gamle slags, som drak og gik på værtshus.

- Der boede på det tidspunkt omkring 100 søfolk i byen, som søgte hyre på forskellige skibe. Det var en helt anden verden at komme til. De levede det vilde liv, og jeg gik med på værtshusene og fik nogle øl. Det var som en slags husbesøg, hvor jeg lærte dem at kende og var, hvor de var.

- Jeg var på besøg i fængslet eller på hospitalet mindst én gang om ugen, fordi de kom i slagsmål eller begik indbrud, når de ikke havde flere penge. Det var hverdagskost for mig at komme og besøge dem der.

- Vi holdt gudstjenester kl. halv otte søndag aften, for så havde søfolkene mulighed for at være med. Vi hentede dem oppe på skibene, og så gik de med til gudstjeneste. Efterfølgende så de måske en film, ringede hjem og købte nogen souvenirs. Og ofte blev der snakket over en øl.

Tandbørstning som det nye sakramente
Hans Vestergaard Jensen har flere gange måtte træde til ved krisesituationer i udlandet, hvor danskere eller andre har haft akut brug for praktisk såvel som åndelige støtte.

I Hong Kong i begyndelsen af 80erne var der et skib, som kæntrede i en tyfon. En redningsaktion blev sat i gang med helikoptere, og de omkringliggende skibe blev kaldt derud.

- Vi gjorde klar til at modtage de overlevende i en gymnastiksal. Efterhånden som flere og flere ankom, blev stemningen bedre. Der var tredive, der omkom ud af en besætning på knap 200, så det var en fantastisk redningsaktion.

- Vi havde sørget for, at de kunne få mad, tørt tøj på kroppen og ringe hjem. Men kl. to om natten var der en sømand, som sagde, at han ville give en million for at få børstet tænder. Det havde vi ikke tænkt på.

- Jeg fik fat i nogle penge, fandt en 7eleven og købte rigeligt med tandbørster og tandpasta. Derefter stod jeg og delte tandbørster ud til folk, og en engelsk præst puttede tandpasta på. Så kom der en englænder og sagde: ”Sømandskirken har nok indført et nyt sakramente!”.

En uge i Thailand han aldrig glemmer
Sidst han ydede krisehjælp var i Phuket, Thailand, efter tsunamien i julen 2004. Her opholdt han sig i en uge, hvilket stadig kan gøre ham grådkvalt at tale om. 46 danskere omkom i området og ligene hobede sig op.

- Jeg talte med mange, som ikke vidste om deres pårørende var levende eller døde. Det var en frygtelige uvis situation at befinde sig i, og folk var desperate. Jeg kunne ikke hjælpe dem med noget udover at lytte til dem og bede for dem.

- I den situation klynger man sig først til det halmstrå, at man må finde pårørende i live. Det halmstrå bliver så senere til, at man klynger sig til bare at finde dem. Når man beder med dem, skal man passe på med at sige i bønnen: ”Vi ved, at du er en Gud, der bønhører os”, for så stiller man falske forhåbninger. Man skal hellere sige: ”Du er en mægtig Gud, der kan hjælpe os. Men vi ved også uanset hvad der sker, så er vores kære i dine kærlige hænder”.

- Jeg har bedt for, at de ville finde og blive genforenet med deres kære, og det var der også mange af dem, der gjorde. Det var dejligt. Jeg vil dog ikke sige, som en missionsmand måske ville gøre, at det var bønhørelse. Det vil jeg nok sige, men ikke, at dem der så ikke blev bønhørt, at det var fordi, at de var nogle syndere. Det er ellers det, jeg har hørt i min barndom, men sådan opfatter jeg ikke bøn.

- Jeg opfatter bøn, som en måde at være i kontakt med Gud, hvor vi taler med Gud, og han prøver at berolige os, og give os styrke til at møde det, der sker. Om det er noget godt eller skidt, det ved vi ikke.

- Vi kan lære fra Jesu bøn, når han beder i Getsemane (Matt. 26,36-46): ”Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bærer gå mig fordi”. Han beder om dette tre gange, men slutter hver gang af med: ”Dog ikke som jeg vil, men som du vil”. Vi skal jo ikke gå ind og diktere Gud, hvad han skal gøre i vores liv. Vi beder selvfølgelig og bønfalder ham, men det er Gud, som dikterer. Vi lægger vores liv i Guds hånd, og så må han jo tage over.

Vær vred på Gud, han er stærk
Hans Vestergaard Jensen oplever ofte at mennesker i krisesituationer reagerer med vrede og fortvivlelse, og her kan det hjælpe, at have Gud at skælde ud på.

- Jeg kan kun sige til de folk, der forbander Gud, at ”det forstår jeg fuldt ud. Det tror jeg, han vil bære over med, og det er bedre, end du skælder ud på din kone eller dine børn. Skæld endelig Gud ud, for han er stor nok til det”.

- Jeg kan godt selv syntes, at Gud ikke kan være bekendt, når mennesker rammes af ulykke. Jeg oplever nogle beretninger fra folk, hvor jeg tænker – det kan bare ikke passe. Det kan ikke være rigtig, at så meget ondskab skal ramme et lille menneske.

- Senere kommer så spørgsmålet om, hvordan efterladte skal leve videre. Jeg siger: ”Nu skal du leve med den her situation resten af dit liv, og det er det, du skal prøve at agere ud fra. Hvad er fremtiden for dig? Det kan ikke nytte noget, at du fortsætter som et vredt menneske, der ikke kan se noget lyst og godt i tilværelsen. For så forpester du tilværelsen for dig selv og dine pårørende”.

En præst ”stempler ind” hos Gud
Han erkender, at det kan være svært at lytte til menneskers smerte, men her kommer Gud ind med en hjælpende hånd.

- En kollega sagde engang til mig: ”Når man går ind i et hjem, hvor de har det skidt, så er det ligesom arbejderne, der møder på arbejdet og stempler ind med deres stempelkort. Det gør jeg ved, at jeg beder en lille bøn til Gud om, at han må give mig visdom og styrke til at klare det her. Og når jeg går derfra igen, stempler jeg ud og beder Gud om hjælp og siger tak. Så kan jeg ligesom lægge det bag mig”.

- Man kan ikke tage alverdens byrder på sig. Man er nød til at lave en distance til problemerne, ellers går man jo under. Det var så rigtig svært, da jeg var ude en hel uge i Thailand, og jeg måtte også have støtte fra psykologerne udsendt fra Rigshospitalet i Danmark.