Hej Richard Riis

Jeg er uenig i din påstand om, at Luther ikke kendte til en lovens 3. brug. Selvom han ikke brugte udtrykket mener jeg, at den sag, som senere i den lutherske konkordieformels artikel 6, fandtes hos Luther, ligesom den findes i den lutherske Grundbekendelses, Den Augsburgske Bekendelses artikel 20, hvor der bl.a. tales om de ti bud som vejledere i, hvilke gerninger, der behager Gud.

Af Luther selv kan nævnes f.eks. hustavlerne i Lille Katekismus, som netop lærer den kristne, hvordan han skal leve sit kristneliv. Vist giver loven ikke kraften eller viljen til at lyde Guds bud. Det er alene evangeliet om Kristi tilregnede retfærdighed. Men når den troende drevet af Helligånden og Kristus, som ved troen bor i den troendes hjerte, ønsker at tjene Gud og sin næste, informerer loven om, hvilke gerninger, han da skal gøre.

Netop sådan beskrives lovens tredje brug i konkordieformlen.

Denne lovens tredje brug er knyttet sammen med en fortsat anden brug, så vi igen og igen ser vores utilstrækkelighed og igen må høre evangeliet.

Jeg mener for så vidt godt, at Luther kan sættes på en formel - konkordieformlen ;-).

Mvh. Magnus Sørensen

Kære Magnus Sørensen!

Tak for din sidste bemærkning og tak for den humor, der ligger gemt i den!

Hvis vi kan enes om, at vi med vore mange formler kun mådeligt kan udsondre misforståelserne, så kan vi nå langt i retning af enighed.

Man havde et rigtigt anliggende, da man udarbejdede konkordieformlen: Man ville fastholde de nytestamentlige formaningers betydning. Blot vil jeg mene, at man lod sig lokke ind i en forkert sprogbrug, så man blev altfor “juridisk” i sin argumentation.

Det er også det, jeg har imod talen om lovens tredie brug: Man risikerer at få evangeliets egentlige anliggende gjort til moral, og for at undgå det må man så lave diverse tilføjelser, f. eks. den, du (og konkordieformlen?) laver, om, at loven stadig skal virke i sin anden brug.

Jeg er enig med dig, hvis dit anliggende er at fastholde det ny testamentes formaninger. Og jeg er også enig med dig, hvis du vender dig imod den dialektiske teologis Luther-tolkning og samme teologis nytestamentetolkning. Men jeg tror ikke, det er fra konkordieformlen eller andre formler, (f. eks. den om lovens tredie brug) man skal hente fornyelse.

Jeg har selv prøvet at gøre op med den dialektiske teologis Luther-tolkning i en afhandling, som jeg har kaldt “Luther var ikke lutheraner”, eftersom min væsentligste nyopdagelse går ud på, at Luther ikke tolker bjergprædikenen, som den dialektiske teologi gør det. (se http://www.martinluther.dk/sp01.html). Hvis vi f. eks. tolker Jesu ord om at vende den anden kind til (Matt 5,39) som en skærpelse af loven, der skal få os til at se, at vi er syndere og af den grund henfly til Guds nåde og bygge på den alene, så gør vi grin med Jesus: Han mener det ikke alvorligt, når han siger, at vi skal vende den anden kind til; det er ikke noget, vi tænkes at rette os efter i det pulveriserende dagligliv, det er bare noget, der skal få os til at se, at vi er syndere, for vi vil jo aldrig vende den anden kind til.

Men omvendt: Hvis vi tolker ordet om at vende den anden kind til som en lov, vi som kristne både kan og skal overholde, så risikerer vi at frembringe nogle forkuede, krampagtige mennesker, der slet ikke tør være sig selv.

Ordet skal, så vidt jeg kan se, tolkes ud fra 1 Kor 6,1-8. Her er Paulus i færd med at irettesætte nogle kristne i Korinth. De er blevet uvenner om ét eller andet, og de har ladet deres uenighed pådømme af den hedenske dommer. Det er dog for galt, siger Paulus, skulle I kristne ikke selv kunne fungére som dommere? Men det sjove er, at han midt i det hele bryder al tanke om dom og domsafgørelser af og griber til en helt anden tankegang. “Broder fører sag mod broder”, skriver han, og det er vist det, der får ham ind på et andet spor. For brødre er jo netop hinandens brødre, og er de blevet uvenner, eller er forholdet mellem dem gået i stykker, så bliver de egentlig ikke venner igen, eller forholdet mellem dem bliver egentlig ikke genoprettet blot ved, at der afsiges en dom. Det bliver de kun, når de igen kommer til at stole på hinanden. Og hvordan kan det ske?

Ja, det kan ske derved, at de opgiver deres retskrav, eller altså derved, at de “vender den anden kind til”. Det kan ske, hvis ønsket om igen at blive ven med den anden er stærkere end ønsket om at få ret. Det kan ske, hvis den ene finder sig i at lide uret, og den anden stoler på denne handlings ægthed. Og det er jo præcis, hvad Paulus skriver: “Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret?”

Men det vil sige, at nu er focus ændret. Nu drejer etikken i “kindsordet” sig ikke længere om, at den enkelte får forandret sit inderste, så han bliver i stand til at undlade at slå igen, nej, det drejer sig om det fælles projekt: at få forholdet genetableret.

Jeg vil mene, at man, hvis man således ændrer synsvinkel fra det individuelle til det, der har med forhold mellem mennesker at gøre, får de nytestamentlige formaninger til at “falde på plads”. Og er det lykkedes én at finde meningen med de nytestamentlige formaninger, så kan man opdage den samme tankegang hos Luther, specielt i hans prædikener, selv om jeg må indrømme, at disse anderledes tankegange uafladeligt blandes op med andre tankegange, hvilket gør det hele ret indviklet.

Og det vil sige, at så slipper vi ud af den dialektiske teologis fangarme, der kun vil se f. eks. “kindsordet”, som en skærpelse af loven, der skal få os til at henfly til Guds nåde, og vi bliver heller ikke nødsaget til at forstå det som “lovens tredie brug”, der vil afbilde for os én eller anden selvundertrykkelse, vi skal prøve at gennemføre.

Venlig hilsen

Ricardt Riis