Rigtige buddhister beder ikke

Nogle af de templer, der er knyttet til uddannelsesinstitutioner, har et spændende tilbud til ikke-buddhister, kaldet ”Monk Chat”. Her kan man helt gratis få mulighed for at tale om buddhisme (og andre emner) men munke, som har brug for at praktisere deres engelsk.

I Wat Suan Dok templet mødte jeg Phra Sinlapachai. Han var 26 år, og havde været munk i 16 år, de første 6 år som novice. Han kom fra shan-stammen i Myanmar (Burma), og havde valgt at blive munk, fordi det gav ham mulighed for at studere. En anden munk, Phra Thongsook, som jeg talte med i et andet tempel, forklarede, at han var blevet munk, fordi det gjorde hans forældre meget stolte af ham (sandsynligvis bidrager han dermed væsentligt til at forbedre deres karma). Sinlapachai var kommet så langt med sine studier, at han netop havde færdiggjort sin BA på det humanistiske fakultet og regnede med at kunne fortsætte med en MA i buddhisme.

Sinlapachai var god til at forklare buddhismen for mig. Da jeg i starten af samtalen bad ham sammenfatte, hvad buddhisme egentlig var, sagde han, at der i buddhismen i modsætning til andre religioner ikke var nogen gud. Buddhas lære var et menneskes lære. Helt central var læren om aktion og reaktion, karma-læren: som du sår i dette liv, skal du høste i næste liv. Efter døden kan du som Buddha blive frelst fra genfødsler og indgå i nirvana eller du kan ende i helvede. Eller du kan i kommende liv genfødes på et højere stade eller ligefrem synke ned og blive genfødt som et dyr. For det tredje handlede det om at gøre alt godt, undlade alt ondt og at rense sindet.

Jeg spurgte ham, om der i buddhismen var mulighed for at bede om tilgivelse for en stor synd, så man ikke blev straffet i næste liv. For det første, sagde han, beder rigtige buddhister ikke (folke-buddhister gør), fordi der ingen Gud er at bede til, for det andet er karma-loven ubrydelig, og derfor får alle ens handlinger konsekvenser i det eller de kommende liv. Hvad kunne man så gøre? Jo, man kunne rense sindet og fremover undlade at gøre ondt og i stedet gøre godt. Den store onde handling, man havde begået, kunne ikke fjernes. Den ville være som en klump salt i en beholder med vand. Men de gode gerninger ville fortynde beholderens saltblanding, og derved ville man selv kunne påvirke sin skæbne.

Nu havde jeg set hundreder af buddhister i templerne, og ville gerne vide, hvad en ortodoks buddhist havde at sige om tempelkulten Der var tre legitime grunde til for en buddhist at besøge et tempel. For det første viste man derigennem respekt over for Buddha, darma (den buddhistiske lære) og sangha (det buddhistiske fællesskab af munke). For det andet kom buddhister i templet for at meditere og derigennem rense sindet, og endelig for det tredje kom de for at modtage undervisning af munkene om Buddhas lære.

Til sidst spurgte jeg ham, hvilke gode grunde han ville anføre for at overbevise mennesker om at blive buddhister. Til det svarede han, at der ikke var nogen grund til, at ikke-buddhister skulle konvertere til buddhismen. I stedet skulle de bare arbejde på at gøre godt og rense sindet. Jeg vendte tilbage til mit hotelværelse og til bogen om Buddhas lære. Buddhismen er ikke missionerende, eller er den måske alligevel.

I et kapitel om buddhismens historie fortælles det, at kong Ashoka, der gjorde buddhismen til Indiens officielle religion i en kort periode i det 3. årh. f, Kr., sendte missionærer til Egypten, Syrien, Makedonien og til Ceylon, hvorfra buddhismen kort efter kom til Thailand. Og bogen om Buddhas lære er udgivet af ”Society for the Promotion of Buddhism”, så buddhist-missionen fortsætter nok alligevel.


Mogens S. Mogensen er Phd, ekstern lektor og konsulent i interkulturelle og interreligiøse spørgsmål. Du kan læse hans blog her