Hun troppede op iklædt halskæde med kors, som skulle hjælpe hende til at overvinde det ubehag, hun følte ved at skulle tage tørklæde på. Helt i Pia Kjærsgaards ånd. Og hun følte sig tydeligt selv så meget som offer ved at tilhøre en homoseksuel minoritet, at hun slet ikke formåede at se udover sin egen næse og frembringe med den mindste form for empati eller indlevelse i en anden minoritets problemer, nemlig de muslimske kvinders.

Hun skriver om sin frustration ved at skulle iklædes tørklæde i en butik, hvor der lå en stak blade fra hizb-ut-Tahrir, en frustration vi andre delte. Og beskylder Samilla Qureshi for at have ledt filmholdet hen til sådan en butik. Så vidt jeg ved, var det tilrettelæggeren Lisbeth Dilling, der fandt butikken og ikke Samilla, og Lisbeth havde i øvrigt ret store problemer med at overhovedet at finde en butik, som ville tillade tv-optagelser. Altså en helt unødvendig mistænkeliggørelse af Samilla Qureshi. Men det er Karen Larsens stil, aggressivt at skyde mod alt og alle.

Samilla Qureshi’s og min optræden i medierne, et interview i Politikken og en kronik i Berlingske, hvor vi fortalte om mange unge muslimske kvinders overvejelser omkring tørklædet og om det tørklædeboom, der har været overalt i Europa de seneste år, har stødt og provokeret Karen Larsen. Hun er åbenbart usikker på vores ret til at ytre os offentligt uden at bede om hendes tilladelse. Tillige skal man høre, at vi er ureflekterede omkring tørklædet - ak ja folk fra højrefløjen plejer at kalde mig naiv, hvis jeg ikke ser islam og tørklædet som tidens største trussel. Især generer det hende, at vi kalder de tørklædebærende kvinder for vor tids mest foragtede gruppe. Næ, gæt engang hvem Karen Larsen mener er vor tids mest foragtede gruppe? De homoseksuelle? Rigtigt gættet!

Mit ærinde med denne debat har været, at jeg mener, det er på tide, at danskerne lærer at skelne mellem det forhold, at visse muslimske kvinder i Danmark/Europa frit vælger at bære tørklæde – og så det tørklædepåbud og den undertrykkelse af kvinderne, der finder sted i andre dele af verden. Mange af de unge og yngre tørklædeklædte kvinder i Danmark er veluddannede moderne mennesker, der lever i den samme verden som vi andre og med samme idealer, også hvad angår kvinderoller, selvstændighed og sexliv. Forskellen mellem dem og os etnisk danske kvinder er blot, at de tager nogle af de traditioner med sig, der stammer fra deres families oprindelsesland og til tider definerer frigørelse en smule anderledes end vi. Et tørklæde er faktisk ikke ensbetydende med, at de nødvendigvis efterlever alle mulige muslimske leveregler. De skaber deres egne regler, en blanding af nyt og gammelt, muslimsk og dansk osv.

At der også findes en lang række eksempler på kvinder, der her i landet lever ufrit og under deres families eller mands kontrol er sikkert og vist. Men dem hører vi om hele tiden, det er deres historier, der dækkes massivt i medierne. Dem og deres rettigheder skal vi selvfølgelig kæmpe for. Det er bare de andre, den unge generation, Samillaerne og oprørerne, vi aldrig hører om. Derfor har jeg været med til at give dem stemme. Og derfor opfordrer jeg folk til at se mennesket bag tørklædet og ikke bare sætte automatpiloten på og stemple kvinder med tørklæde som uvidende og undertrykte andenrangsmennesker.

Suzanne Giese, forfatter