Kirsten Sarauw |
11. februar 2008
Det er vanskeligt for mange mennesker at fatte, at det sprog, vi møder i Bibelen, er afgørende forskelligt fra det videnskabelige sprog. Kommentar af forfatter Kirsten Sarauw til Kristeligt Dagblads meningsmåling om danskernes forhold til Bibelens mirakelfortællinger
Kristeligt Dagblad har ladet analyseinstituttet Zapera foretage en meningsmåling om danskernes forhold til Bibelens mirakelfortællinger. Flest, nemlig 26%, tror på opstandelsen som et fysisk mirakel, mens kun 16-18-19% tror bogstaveligt på henholdsvis jomfrufødsel, at Jesus gik på vandet eller gjorde vand til vin.
Og hvad kan man så bruge sådan en undersøgelse til? Til ingen verdens ting. Den slags bombastiske og åndløse spørgsmål kan kun få bombastiske svar, som ikke øger nogen form for indsigt. At der altid vil findes mennesker, hvis overtroiske verdensbillede ikke er i kontakt med de fysiske realiteter, kan vel næppe overraske nogen. Men helt på vildspor kommer man, hvis den slags overtro tages som et udtryk for, at nogen er særlig ”stærke i troen”, mens andre (de ca. 75 %) er faldet mere af på den.
Det er åbenbart vanskeligt for mange mennesker at fatte, at den billedverden og det sprog, der møder os i Bibelen, er afgørende forskelligt fra eksempelvis det videnskabelige sprog. Det religiøse sprog er et eksistentielt sprog, der handler om menneskers subjektive, personlige verden, hvor fænomener som kærlighed og had, godhed og ondskab, sandhed og løgn, håb, fortvivlelse, skyld og ansvar sættes på dagsordenen.
Det videnskabelige sprog henviser til en objektiv, upersonlig, fysisk verden, der - som regel- kan tælles, måles og vejes. Begge sprog er nødvendige, hver til sit brug. Fordi det er en usynlig, ofte endda en paradoksal og uudsigelig verden, som er det religiøse sprogs anliggende, taler dette sprog på en særegen måde i symboler, i billeder, i myter og fortællinger, som sommetider - for at få en særlig pointe frem - må gøre brug af allehånde ekstraordinære virkemidler. Nøjagtig det samme kender vi fra den profane litteratur, fra eventyr og legender som beskæftiger sig med de samme eksistentielle spørgsmål. Fantasien er et uundværligt erkendelsesmiddel, når menneskeånden grunder over sig selv og sit evige ophav.
Undfangelsen ved Helligånden og jomfrufødslen henviser således ikke til Jesu overnaturlige herkomst som en biologisk kendsgerning, hvilket må afvises som den rene og skære overtro, men er et forsøg på symbolsk at udtrykke det underfulde, at et menneske, i hvem Gud trådte menneskene nær, var kommet til verden. Det kan så altid diskuteres om dette symbol måske har overlevet sig selv og ikke mere siger nogen noget.
Opstandelsen er heller ikke nogen ”historisk” begivenhed i almindelig forstand, men et trosudsagn, der, som alle trosudsagn, lever af det, den betyder. Den fattes kun i forbindelse med fortællingen om Jesu liv, hans lidelseshistorie og død. Kort: At den kærlighed og sandhed, som var Jesu liv, viste sig at være stærkere end den død, verden beredte ham – og ofte bereder sandheden og kærligheden. Så længe Jesus forkyndes som Guds ord til verden, så længe er opstandelsen en realitet til trøst for alle, der gribes af fortællingen.
Der er mange lag i opstandelsesberetningen at tænke over. Ikke fysisk livsforlængelse, men åndens virkelighed og dens evighedsdimension er det centrale sigtepunkt. Hvis det udelukkende er det naturstridige i mirakelhistorierne og underberetningerne og ikke hvad disse fortællinger betyder, der gøres til hovedsagen, ja så går vi fuldstændig glip af den bibelske billedverdens henvisninger til åndens virkelighed.
Hvad er så ånd? Ja, det kan enhver jo selv grunde over. Spørgeundersøgelser af ovennævnte art kan næppe sætte os på sporet.
Kirsten Sarauw, præst, psykoterapeut og forfatter
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk