Naimatullah Basharat |
12. februar 2008
Ifølge islam vil dommen efter døden blive modtaget i to omgange. Første omgang starter lige efter døden, hvor den døde får en forsmag på Helvede eller Paradis. Den anden omgang vil være den endelige dom på selve dommedagen, skriver imam Naimatullah Basharat
Spørgsmål: Hvordan forestiller islam sig dommedag?
Svar: Dommedag er et vidt begreb i islam. Mange begivenheder, som revolutioner eller katastrofer, henvises til som dommedag (under navnet 'qiyamah' og 'sâ').
Ved et studie af Koranen er dommedagen på den ene side den dag, hvor menneskeheden, som vi kender den, vil uddø og en eventuel ny skabelse af en højere orden vil udvikle sig (det er altså ikke den totale tilintetgørelse af jorden). Denne tid vil komme, når Gud vil, og beskrives som en frygtindgydende begivenhed.
På den anden side har vi dommedagen som den dag, hvor alle hver især vil genoprejses til deres endelige dom. Og det er denne af de to, som er af betydning i islam. Troen på denne dommedag er en af islams 6 trosartikler (Guds enhed, englene, profeterne, bøgerne, dommedag, den guddommelige forudbestemmelse). Enhver person er ansvarlig for sine handlinger og vil blive dømt på baggrund af disse i det kommende liv.
Ifølge islam vil dommen efter døden blive modtaget i to omgange. Første omgang (den mindre dom) vil starte lige efter døden, hvor den døde vil begynde at 'smage' belønningerne eller straffene fra henholdsvis Paradis eller Helvede. Denne periode kaldes 'barzakh'. Den anden omgang vil være den endelige dom på selve dommedagen, som vil komme en tidsperiode senere, hvorefter den enkelte vil blive henvist til Paradis eller Helvede.
For bedre at kunne forstå hvad dommedagen er og hvordan denne vil foregå, er det hensigtsmæssigt at få en idé om, hvilken slags eksistens der er tale om, og hvilken udvikling mennesket vil gennemgå efter sin død.
Der er forskellige synspunkter hos de forskellige islamiske grupper og de muslimske lærde angående formen for liv i det hinsides. Den almindelige forståelse tenderer til at opfatte den anden verden som mere lig den fysiske her på jorden – enten i form af en have fyldt med frugttræer og floder med mælk og honning osv., eller et dyb med ild og bitre frugter med torne osv.
Andre muslimer afviser kategorisk denne naive forståelse af en verden, som Koranen blot beskriver metaforisk. Koranen understreger klart, at eksistensen i det kommende liv vil være så forskellig fra alle andre kendte livsformer her på jorden, at det vil overstige den menneskelige forestilling at få selv det mindste flygtige glimt af virkeligheden i den anden verden. Koranen siger: "Vi vil rejse jer i en form, hvorom I ikke har den mindste viden om." (56:62).
Islams Ahmadiyya-menigheds grundlægger, Ghulam Ahmad(as), har i sin bog, 'Islams lære og filosofi', beskrevet det efter et dybtgående studie med henvisninger til Koranen og Profetens(sa) traditioner (dette er en meget kort udgave uden alle henvisninger - i øvrigt henvises til bogen).
Enhver persons sjæl bliver i dette liv påvirket og 'formet' af de gerninger, som vedkommende udøver - enten til en sund sjæl eller en usund sjæl. Dette vil så have indflydelse på, hvor godt sjælen vil kunne tilpasses det kommende liv. Når man dør, vil sjælen overgå til et mellemstadie (barzakh). I dette stadie vil den udvikle sig og blive mere forfinet til modtagelsen af åndelige værdier og samtidig blive meget mere følsom overfor disse værdier.
Koranen giver udtryk for, at denne mellemliggende periode indtil selve dommedagen vil være meget lang - så lang, at dette liv ved et tilbageblik blot vil føles som mindre end en dag i forhold til. Det kan tidsmæssigt sammenlignes med den evolution, som mennesket har gennemgået for at nå det nuværende stadie. Det er uvist, hvor lang en periode af denne man vil være ved bevidsthed, eller om udviklingen vil forgå i ubevidsthed, som et fosters udvikling foregår (grunden til sammenligninger med den tidligere skabelse er verset i Koranen: "Jeres første skabelse og jeres anden skabelse vil være identiske" (31:29)). I denne periode vil sjælen konstant udvikles, indtil den såkaldte trompet vil lyde på dommens dag på Allahs befaling, og den endelige åndelige skikkelse vil tage form og til fulde åbenbare sine stærke og svage sider.
Her vil ens nye eksistens være i stand til at modtage den endelige dom, hvor alle ens gerninger vil fremstå som en åben bog, og de mangler man måtte have vil komme til udtryk og vil kunne mærkes til fulde. Selv hvis man prøver at lyve, vil ens kropsdele vidne imod en og afsløre sandheden (se dette i forhold til det som er ovenfor forklaret).
Ethvert individ skaber altså sit eget Helvede eller sit eget Paradis og i overensstemmelse med dets egen tilstand vil ethvert Paradis være forskelligt fra andres og ethvert Helvede vil være forskelligt fra andres, selv om de synes at befinde sig i samme tid og rum i ikke-fysiske dimensioner (jf. Profetens(sa) udsagn om, at Paradis og Helvede vil være "samme sted, men I har ikke evner til at forstå deres sameksistens").
Med andre ord, har man formet en sund sjæl og vænnet den til at finde behag i Gud, vil samværet med Ham, i form af de åndelige værdier i det kommende liv, skabe Paradis for en. Men hvis man i dette liv ikke har udviklet en sund sjæl, vil ens usunde sjæl ikke være i stand til at finde behag i de åndelige værdier i det kommende liv, hvilket vil mærkes i ekstrem grad og føles som Helvede.
Her skal det også tilføjes, at ifølge islam vil der komme et tidspunkt, hvor Helvede vil være tomt! Alle Helvedes beboere vil, efterhånden som de har afstået deres straf og er blevet reformeret, overgå til Paradis, hvor man vil være evigt. Men det er et andet emne.
Naimatullah Basharat, imam
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk