Kristne indgår faktisk i adskillige bestræbelser på at leve sammen i et multitrossamfund med mange stemmer. For det første er der den etiske bevidsthed om, at vi – for en bæredygtig fremtids skyld med et minimum af modsætningsforhold og et maksimum af tolerance – må arbejde sammen om fælles projekter for almenvellet: projekter såsom støtte til asylansøgere, antiracisme, uddannelse i diversitet, lokale kvartersplaner til sikring af et sikrere socialt og økologisk miljø, fred og retfærdighed, gældseftergivelse og mange andre.

For det andet er der den åndelige inspiration. Kristne over hele verden lærer åndelighed i kontakt med andre traditioner på uendeligt mange måder. Hvad enten det er gennem indoptagelsen af bestemte meditationsformer, ved at lytte til ordlyden af et skriftsted, man ikke var bekendt med, eller simpelthen at blive imponeret af kvaliteten af en andens åbenhed over for det Guddommelige – så opfatter vi, at der findes hemmelige skatte i de åndelige strømme, som har bestået tidens test og inspireret millioner af mennesker i deres åndelige søgen.

For det tredje er der den teologiske opgave med at tolke, hvad diversitet kan betyde for kristen tro. Det er måske den sværeste opgave af dem alle. Men gennem deltagelse i mellemreligiøse samtaler lærer vi, at intet trossamfund har patent på sand religiøs vision. Ved at møde hinanden med tillid kan vi endog genfinde en traditionel sandhed – som alle vore rivaliserende trossamfund deler – nemlig at en fuldtonet religiøs vision aldrig kan fattes fuldt ud af mennesker, der er viklet ind i deres historiske begrænsninger. Det gælder den kristne historie lige så vel som enhver anden.

Hvis vi indser dette, bliver vi sat fri til at hæge om vore religiøse særpræg som en del af et større billede af, hvad religionen reelt højtideligholder. Den endegyldige virkelighed forbliver et mysterium: Mennesker har hver deres afgrænsede perspektiv på virkeligheden. Også dette har været en kristen opfattelse op gennem tiden, skønt det har været skattet mere som en mystisk indsigt end en kirkelig.

Naturligvis findes der stejle postmodernistiske filosoffer og teologer, som ikke vil gå med til, at der findes nogen fælles religiøse sandheder; for dem findes der mellem traditionerne alene uoverskridelige forskelle. Men vi, der har slidt længe i vingården med mellemreligiøse relationer, ved, at fælles grund kan komme til syne: Der er analoge symboler på tværs af religiøse sprog. Der er intuitive indsigter, der får øje på ligheder på tværs af religiøse systemer. Der er et fælles forråd af mystisk visdom. Og der er behov for konkret handlen for retfærdighed, fred og bæredygtighed.

At fejre forskellighed eller at samle i enhed – det er to sider af samme udfordring om at udvikle positive mellemreligiøse relationer for fremtidens skyld. Begge dele er måder til at overvinde mistro mellem trossamfundene. Alligevel er det virkelige problem måske fortsat, at mistro så ofte kan udnyttes til støtte for had og nogle gange vold. Derfor er religionerne nødt til ærligt at se på rødderne til deres historiske modsætningsforhold, hvad enten det sker ved at skabe enhed eller ved at fejre forskellighed.

Eftersom religioner har en indbygget tendens til at forstå sig selv som overlegne i forhold til deres rivaler, ser det ud til, at religionerne nu må afmontere deres selvbestaltede overlegenhed og eksklusivitet. Først da vil vi kunne lytte til hinanden, opbygge sand respekt og danne varige, velfungerende relationer. Der er måske ikke nogen logisk forbindelse imellem at hævde, at ens eget trossamfund sidder inde med en eksklusiv sandhed, og det at mistro den Anden – men der har ikke været mangel på troende, der har handlet, som om det første så afgjort indebar det sidste.

Hvis vi ikke lærer at værdsætte vore forskelle, hvordan skal trossamfund da besvare anklager om, at de er en del af problemet i moderne byer og ikke en del af løsningen? Hvis vi ikke opgiver vor følelse af overlegenhed, hvordan skal vi da lære at genkende den fremmedartede Andens åndelige værdi? Det er den udfordring, vi alle står overfor – også vi kristne.


Ph.d. Alan Race er katolsk sognepræst i St. Philip’s-kirken i Leicester i Storbritannien og dekan for videregående studier ved St. Philips’s Centre. Han har bl.a. udgivet bøgerne ”Christians and Religious Pluralism” (Kristne og religiøs pluralisme) (1983 & 1993) og ”Interfaith Encounter” (Mellemreligiøst møde) (2001). Han er chefredaktør for det internationalt anerkendte tidsskrift ”Interreligious Insight” (Mellemreligiøs indsigt) (www.interreligiousinsight.org). Han har i mange år arbejdet med dialog mellem trosretninger i regi af Kirkernes Verdensråd.

Oversat af Sara Høyrup/www.texthouse.eu