Magnus Nørgaard Sørensen |
22. februar 2008
At fordømme islam er ikke et udtryk for had til muslimer. Snarere er det udtryk for bekymring for deres og alle andres frelse. Blogindlæg af Pastor Magnus Nørgaard Sørensen
For nylig var der en diskussion om Den Augsburgske Bekendelses fordømmelse af muhammedanerne. Nogen mente, at disse fordømmelser kunne føre til religionstvang eller religiøs krig. Men bekendelsesskrifterne skelner selv mellem det verdslige regimente, som skal styres med sværdets magt, og det åndelige, hvor det alene er ordets sværd, der skal bruges (Den Augsburgske Bekendelses artikel 28). I modsætning til islam kender sand evangelisk-luthersk kristendom ikke til religionstvang. Kun Helligånden kan ved ordet skabe troen i menneskers hjerter.
Fordømmelserne er advarsler til muslimer og andre, som fornægter Jesus Kristus som sandt Gud og menneske og verdens frelser. Johannes 1. brev 2,23: Enhver, som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen. At fordømme Islam er altså ikke et udtryk for had til muslimer. Snarere er det udtryk for bekymring for deres og alle andres frelse.
Fælles for islam og andre, der fornægter evangeliet om, at Guds søn Jesus Kristus har båret verdens synder er, at de tror, at de kan frelse sig selv. Islam og andre lovreligioner bygger på den fejlopfattelse, at Gud ser igennem fingrene med mindre synder, hvis man gør sit bedste. Men da vi skylder Gud lydighed, kan vores lydighed på et punkt ikke betale for vores ulydighed på andre punkter. Gud er en hellig Gud og kræver fuldkommen lydighed – ikke blot i det ydre men også i hjerte, sind og tanker. Og det kan intet menneske præstere. Ethvert forsøg på at frelse sig selv er altså dømt til at mislykkes.
Den eneste mulighed for at blive frelst er, hvis Gud griber ind. Det er, hvad kristendommen forkynder, at Gud har gjort. Her har Gud ikke blot givet instruktioner om, hvordan man frelser sig selv, som i alle andre religioner. Kristendommen forkynder i stedet, at Gud selv er blevet menneske for at tage straffen for vores ulydighed og opfylde sit eget krav om lydighed som vores stedfortræder. Enhver som hører og stoler på det det, skal frelses. Derfor skal det evangelium også forkyndes for muslimer, så de kan slippe for den evige fortabelse.
Magnus Nørgaard Sørensen er cand.theol. og Pastor i
Augustanakirken. Du kan læse hans blog
her