Lisbeth Riisager Henriksen |
27. februar 2008
"To verdener" er en medrivende film, der samtidig er mere end aktuel med sit tema om fanatisk tro
Niels Arden Oplev har begået en flot og sober film om, hvordan det er at være Jehovas Vidne. Han går i filmen "To verdener" tæt på en lukket verden, der er gennemkontrolleret og gennemovervåget vidnerne imellem – man fristes til at kalde det et trospoliti.
Her afregnes kontant med udstødelse fra både vidnefællesskabet og familien for dem, der tillader sig at trodse kravene i stort eller småt med selvstændige tanker og handlinger. Og her lever en religiøs fanatisme og indoktrinering, som bruger psykisk og social vold som afstraffelse for enhver selvstændig tanke og handling udenom Vidnernes dogmer, ligesom den religiøse trussel om Harmagedon – vidnernes før-dommedags-scenarium – bliver et voldsomt virkemiddel.
Filmen er den eneste af sin art, som denne anmelder kender til. Det er helt usædvanligt, at en filminstruktør tager en sekt som Jehovas Vidner op som emne. Og premieretidspunktet falder mere end ualmindeligt godt sammen med den religiøse fanatisme, som vi har set i forbindelse med den anden Muhammed-krise og truslerne om mord på tegneren Kurt Westergaard. Den religiøse fanatisme er dermed et yderst aktuelt tema ind i tiden.
Mellem to verdenerFilmen følger den 17-årige Sara (Rosalinde Mynster) i et forløb mellem to verdener. Først ser man hende som et fuldstændigt overbevist og rettroende Jehovas Vidne, der gør alle de forventede ting. Men af veninden Thea bliver hun overtalt til et uforpligtende diskoteksbesøg. Det ender med, at hun møder den lidt ældre Teis (Johan Philip Asbæk), og at de gensidigt forelsker sig vildt i hinanden.
Det meste af filmen følger så hendes forsøg på at ryste forelskelsen og ham af sig og komme til rette med sin plads som Jehovas Vidne, stærkt presset af faren (Jens Jørn Spottag) og de ældste i den lokale menighed. Men ved mødet med Teis’ vedholdende omsorg for hende og spørgsmål til hendes fanatiske synspunkter tvinges hun til at reflektere over den verden, hun er rundet af.
Hun når til sidst en refleksion over mange af problemstillingerne i Jehovas Vidner og ikke mindst over det helt overordnede groteske forhold; at hun – da hun ligesom sin storebror bliver udstødt fra vidnerne – samtidigt bliver udstødt fra den lille kernefamilie, som med undtagelse af moren (Sarah Boberg) direkte ignorerer og afviser hende grusomt fra den ene dag til den anden.
Sober og nuanceret film
Nu kunne en film med et stof som denne meget nemt være blevet til en unuanceret og firkantet størrelse, der bekræftede alle de rigtige synspunkter og fordømte sektens. Og en sådan film ville der ikke have været noget egentligt interessant ved. Men det er ikke tilfældet her.
Denne film fremstiller netop vidnerne som mennesker på godt og ondt. Debutanten Rosalinde Mynster, som spiller hovedpersonen Sara, gør det simpelthen fremragende. Hun formår at omkranse begge de to verdener, som filmen fremstiller, troværdigt og meget overbevisende med sin rolle.
Hendes udvikling fra rettroende Jehovas Vidne og frem til den afsluttende afvisning både af at ville "angre" sit forhold til Teis og af at kunne tro på Jehova længere, hjælpes godt på vej af Teis, moren og broren. Af Teis, fordi han stiller en række fundamentale spørgsmål til hendes tro samtidig med, at han viser hende sin egen verden; af moren, fordi hun ikke længere tror på Jehovas Vidners lære, men fortsætter som vidne for ikke at miste sin familie; og af broren Jonas, fordi han konfronterer hende med det barske fænomen udstødelse. Broren ender dog med at vælge sekten til igen og "angre" for at kunne lægge tilværelsen som udstødt bag sig.
Filmen er interessant både som en god historie og som dokumentation på, hvad der foregår i en religiøs sekt som Jehovas Vidner. Og ikke mindst er den interessant på grund af sin store evne til at formidle de problemstillinger, der ligger i denne trossammenhæng. Den beskæftiger sig med alt lige fra spørgsmålet om intern overvågning og kontrol, de mange krav om at komme til møder og at missionere, afkaldet på deltagelse i diverse verdslige sammenhænge så som fødselsdage og fester, dogmet om ikke at modtage blodtransfusion, den ringe opfordring til at uddanne sig samt det barske fænomen udstødelse.
Selvransagelse – også for andre troende
Og hvis man så ser en lille smule længere end til selve filmen, er der ikke langt til selvransagelse af egen tro, hvis man f.eks. er kristen.
For nogle af de trosovervejelser og noget af den fanatisme, som beskrives i filmens Jehovas Vidner-sammenhæng, skal man ikke se langt efter for også at kunne finde i en vis form og udstrækning i kristne sammenhænge! Naturligvis ikke overvågning og udstødelse, for i kristendommen står den ubetingede kærlighed til næsten jo som en ultimativ fordring.
Men de rette meninger og troscensuren trives også ganske godt i mange kristne menigheder. Og hvilke kristne forældre overvejer ikke også – og med rette – hvad der er sundt og godt for deres børns trosmæssige udvikling at deltage i, og hvad der ikke er? Med et sådant udvidet perspektiv kan filmen blive et godt udgangspunkt for selvransagelse også for kristne og andre, som ønsker et reflekteret forhold til deres egen tro.
Lisbeth Riisager Henriksen er cand.mag. og arbejder som sekretær og kommunikationsmedarbejder hos Youth For Christ Danmark
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk