En tulipan ved præcis, hvad den er

Det virker dybt ironisk at skrive en bog, der handler om selvopdagelse, til mennesker, som ønsker at følge en selvopofrende Kristus. Det kunne nemt få dig til at frygte, at jeg rent havde glemt – eller endnu værre: undladt - at tage Jesu paradoksale lære alvorligt: at det er ved at miste os selv, at vi finder os selv (Matt 10,39). Når du læser videre, tror jeg det vil gå op for dig, at ingen af delene er tilfældet.

Skønt begreber som selvopdagelse, identitet og autencitet nemt affærdiges som psykologisk sniksnak, spiller hvert af begreberne en vigtig rolle i den kristne spiritualitets forvandlende rejse. Selv i den netop refererede passage fra Matthæusevangeliet taler Jesus lige så meget om selvopdagelse som om selvopofrelse!

Men der er ingen tvivl om, at den rejse, vi må foretage for at finde vores sande autentiske jeg i Kristus og rodfæste vores identitet i denne virkelighed, adskiller sig væsentligt fra den selvrealisering, som pop-psykologien promoverer.

Kristen spiritualitet har en hel del at gøre med jeg'et, og ikke kun med Gud. Den åndelige rejses mål er forvandlingen af jeg'et. Det kræver kendskab både til sig selv og Gud. Begge dele er nødvendigt, hvis vi skal opdage vores sande identitet som dem, der er "i Kristus" (2 Kor 5,17), fordi jeg'et er dér, hvor vi møder Gud. Begge dele er også nødvendigt, hvis vi skal realisere vores unikke kald.

I hele skabningen er det kun mennesket, som finder identiteten udfordrende. En tulipan véd præcis, hvad den er. Den bliver aldrig fristet af falske måder at være på. Den bliver heller ikke sat over for svære beslutninger i udviklingsprocessen. Sådan er det også med hunde, klipper, træer, stjerner, amøber, elektroner og alle andre ting.