Døden
Det ligger i os, at vi foretrækker glæden frem for sorgen. Derfor kan vi samles og fylde kirkerne juleaften, for det er fødselsglæden i Betlehem, vi fejrer. Det lille barn i krybben rører os, og de kendte julesalmer har fulgt os fra barnsben.

Når det derimod er døden og alvoren, tiltrækkes vi ikke i samme grad. Mange har svært ved at deltage i begravelser, for det gør jo noget ved os at samles om en kiste. Det taler sit eget tydelige sprog. Det kan endda gå, når det er et gammelt menneske, vi siger farvel til, men når det gælder jævnaldrene og børn, erfarer vi magtesløsheden og dødens stilhed. En dag gælder det os selv.

Det forunderlige er, at når vi på helt nært hold inddrages i en sådan afmægtig situation, kan vi opleve og erfare en nærhed med hinanden, som slet ikke er der til daglig. Det er alvor, og alt ydre bliver uden betydning. Det gælder noget langt dybere.

Korset
Korset langfredag er påskens centrum. Lidelsen og den dybe alvor rummes i det symbol. Først og fremmes den korsfæstelse, Guds søn frivilligt tog på sig, men også de korsfæstelser, der til alle tider præger denne jord. Korset og lidelsen har mange ansigter.

Påskens kors står plantet midt i al død og forladthed med råbet fra Kristus: ”Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig?”. Dette råb giver genklang ind i hver tidsalder, og mennesker i dag råber, som Kristus gjorde.

Kristus gør hele forskellen
Der er intet sted i himlen eller på jorden, hvor Kristus ikke er nærværende, om noget i al sorg, død og forladthed. Kristendommen springer ikke over smerten, men går ind i den. Der gives ingen nemme forklaringer på, hvorfor livet til tider rummer så meget lidelse og død. Troen lever heller ikke af forklaringer. Dens åndedræt er den Gud, som påskemorgen lod verden mærke opstandelsens grænsesprængende urkraft, som lige siden har været en levende virkelighed. På det grundlag bærer vi vore døde ind i kirken for her at blive holdt fast på det, der lød ved dåben, at vi er ”genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”.

”Hvad skulle jeg gøre, hvis ikke jeg have kirken at bære mit elskede barn ind i, som det sidste jeg kan gøre for hende? Hvordan skulle jeg nogensinde leve videre her, hvis ikke jeg havde Gud at klamre mig til og bede passe på min datter?” lød det fra en mor, der havde mistet sit barn.

Forudsætningen for, at vi har en kirke at samles i både i glæde og sorg, er påskens mysterium med korset og opstandelse som det helt centrale. Det er fundamentet. Uden det var troen tom.

Til eftertanke og opfølgning i påsken:
Læs nedenstående citater og optag det i dig. Lær det gerne udenad og tag budskabet til hjertet ved at sige det igen og igen. Besind dig på, hvad der er dit kors, og bed Gud hjælpe dig med at bære det. Vær dig bevidst, at Guds kraft er grænsesprængende og også gælder dig.

Sæt ord på det, du er taknemmelig for i dit liv, og som måske ingen selvfølge er. Fortæl Gud det.

Måske har du en kær ven eller et familiemedlem, som er død. Tænd et lys for ham/hende i kærlig opmærksomhed og bed Gud tage vare på vedkommende.

Dine tanker og overvejelser kan du tage med dig i kirke én af påskens mange helligdage.

”Kærligheden, hjertegløden
Stærkere var her end døden.
Heller giver du end tager,
Ene derfor dig behager
Korsets død i vores sted” .( salme 192 v. 3 i DDS:” Hil dig, frelser og forsoner ”)

”Jeg er vi på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre” ( Rom. 8,38-39)

”Gud elsker dig, ikke fordi du er god, men fordi Han er det”.

”Gud er den uendelig smukke kilde af Guds medfølende kærlighed, som åbner vore hjerter mod ham og hinanden.”

(citater af: Pater Mizzi , Assisi, der blev begravet d. 5.marts 08, og som viede sit liv til ”the Spirit of Assisi)

Jette Dahl, åndelig vejleder og tidligere sognepræst