For mig at se er det vilkåret for påsken! Dels spænder Palmesøndag til 2. Påskedag over så grænseoverskridende og voldsomme begivenheder, dels er det centrale symbol, hvis man vil indkredse et sådan, nu engang korset! Og korset har som krucifiks eller som tomt kors slet ikke samme appel som et nyfødt drengebarn i en stald med en stor stjerne over.

Der er med andre ord en afstand mellem påskens folkelige og kirkelige udtryk. En nuttet påskekylling har ikke meget at gøre med den korsfæstede Vorherre Jesus. Vi kan med Grundtvig naturligvis kombinere foråret, nyskabelsen, det nye liv, opstandelsen. Vi kan pege på påskeliljens gule bæger og på verdens igenfødelse. Vi kan måske også til nøds forbinde kyllingen i ægget med det nye liv, der vil ud.

Men forvente en folkelig forankring af påsken, det kan vi ikke:
Palmesøndags blanding af forventning, glæde og sagtmodighed. Skærtorsdags selvhengivende kærlighed, grænseoverskridende fællesskab, dybe ensomhed og angst, forræderi og svigt. Langfredags uhyrlige domfældelse, forhånelse, lidelse og død - stedfortrædelsen. Påskemorgens befriende glæde og triumf. 2. Påskedags søgen, usikkerhed og bekræftelse af glæden og sejren. Hele dette guddommelige, mytiske, eksistentielle drama lader sig ikke sammenfatte i enkle folkelige traditioner eller symboler, der kan række fra børnehaven eller stuen derhjemme ind i kirkerummet.

Men når man som 4-5 årig eller konfirmand eller voksen eller gammel kommer til en påskegudstjeneste, uanset hvilken dag det er, kan præsten naturligvis forsøge at anskueliggøre lige netop det aspekt, der er på færde. Og det kan godt være, at et levende æsel kan virke afklarende, hvis det er palmesøndag. Eller en middag ned i kirkens midtergang kan belyse Skærtorsdags fællesskab. Det kan også være, at opstandelsen kan illustreres ved forårsløg som udtryk for det nye liv, der opstår. Er der tale om børnegudstjenester, bliver vi nødt til at folde os ud, alt det vi kan.

Men påskens betydning for os alle, hvad enten det er et barn der kender til at miste og som derfor sørger, eller en ung der kender til svigt, eller en voksen der kæmper med selvbebrejdelsen over at have forrådt en anden – påskens betydning er og bliver, at vi i påskeugen får gennemspillet tilværelsens store spørgsmål i og med, at vi kan spejle vores liv i alt dét, som Vorherre Jesus gennemgik. At der ikke er ét eneste sted i vores liv og død, hvor han ikke selv har været, hverken følelsesmæssigt, eksistentielt eller biologisk. Han er virkelig gået forud for os!

Og Påskemorgen og 2. Påskedag er den guddommelige understregning af, at det hele er virkelighed og stadig gælder. Til nyt liv og nyt håb. Lige som når et blomsterløg folder sig ud til en ny lilje. Eller som den fornemmelse af at det, der tyngede er lagt bag én og der kommer nye kræfter: Til min påskegudstjeneste for børn er det fast tradition, at børnene har en sten med, som de smider ned i en kasse og i stedet for den tunge sten får dét der lille forårsløg. Den slags virker ikke uden for kirken – det er noget, vi kan gøre i kirken i et forlegent, ydmygt forsøg på at virkeliggøre påskens store fortælling og under!

Anne Ehlers, sognepræst