Påsken er livet og døden

De usyrede brød stammer fra ofringen af den første afgrøde som tak for høsten og for at sikre frugtbarhed. For at beskytte mod urenhed måtte den første afgrøde ikke komme i forbindelse med andet, før den blev ofret. Den gamle surdej blev smidt ud, og så fulgte en tid med brød bagt af nyt mel uden surdej, indtil den nye surdej var klar til brug. Jøderne tog disse traditioner med sig efter de blev "Guds udvalgte folk.”
Baggrunden for den jødiske påske beskrives i 2. Mosebog 12, hvor Gud giver jøderne besked på at forberede udvandringen fra deres trældom i Ægypten. I beretningen indgår ofringen af lammet, blodet på dørstolperne til forbigåelse (pesach, passover) af Dødsengelen og bagningen af de usyrede brød.

I vers 14 står der: "Denne Dag skal være eder en Mindedag, og I skal fejre den som en Højtid for Herren, slægt efter slægt; som en evig gyldig ordning skal I fejre den."

Mange omfattende skikke leder op til den jødiske påske, som i øvrigt i modsætning til vores påske fejres på en bestemt dag, nemlig den 14 Nisan efter den jødiske kalender baseret på månens cyklus.
Den kristne påskes baggrund er en række begivenheder beskrevet i Mattæus, Markus, Lukas og Johannes evangelierne. Påskens mysterium, Jesus lidelse, korsfæstelse og opstandelse er selve rygraden i kristendommen. Vi følges med Kristus skridt for skridt fra indtoget i Jerusalem palmesøndag, den sidste nadver skærtorsdag, hans død på korset langfredag til opstandelsen påskemorgen. Påsken har den længste forberedelsestid (fasten) og den længste periode helt frem til pinsen. Den har også den mest omfattende og smukkeste liturgi.

Personligt påvirker påskens kirkelige handlinger mig langt mere end julens. Når biskoppen eller præsten efter messen skærtorsdag vasker udvalgte trosfællers fødder efter Jesu eksempel, når Gloria synges under klokkeringningen og orgelet derefter tier stille frem til påskenat og al udsmykning fjernes fra alteret - ja, selv Hostien tages ud af Tabernaklet, kirkens mest hellige sted, så føles det som om en tyv har været på spil, som om alt det gode er fjernet. Det er en hel håndgribelig stemning af tab og sorg.

Påskenat, hvor påskelyset bæres ind i kirken tændt ved nytændt ild, dåbsvandet der velsignes, og læsningerne med hele frelseshistorien fra skabelse til opstandelse rummer en teologisk dybde uden sidestykke. Det er her min kirkes liturgiske sanselighed står i den allerstørste kontrast til protestantismen, hvor ordet står så fattigt alene.

Påskens symbolik med påskelammets ofring i skikkelse af Jesus, som giver sit liv for vores overlevelse, er den universelle kærlighedserklæring og smukt beskrevet i Grundtvigs langfredags salme. Mit yndlingsvers er dette:

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!

Selv om Jesus ville give sit liv for vores frelse og intet i verden kunne ændre hans beslutning, så bør kristne forsøge at forstå og reflektere over de lidelser han gennemgik for vores skyld.

Så selv om Påskeharen også kommer til vores hus og gemmer æg til min søn, så skal balancen i påsken aldrig få lov til at tippe over til den kommercielle side. For dertil er påsken alt for vigtig.

Påsken er livet og døden, sorgen og glæden.

Lone Skov Al Awssi, katolik