I filmen ”Babettes Gæstebud” digter instruktøren Gabriel Axel lidt videre på Karen Blixens fortælling. Filmen er dog tro mod Blixens egen udgave fra Skæbneanekdoter 1958, og faktisk udvider filmen blot fortællingens indlysende betydningspotentialer. Et eksempel på dette er scenen efter gæstebuddets nadver, hvor gæsterne lytter til en himmelsk fremførelse af en af Kingos aftensalmer (DDS 766). Det sidste vers lader Axel i filmen endog slutte alternativt til Kingos oprindelige tekst sådan: ”Gud, lad dit lys ej blive slukt og nådens dør ej blive lukt”. 

Og dermed rammes fortællingens teologiske betydningspotentiale lige på kornet. For linien beskriver præcist, hvad gæstebuddets gæster erfarer i den høje tid, der her overstråler dem; Guds lys skinner, og nådens dør står pivåben over dem. For alle i fortællingen er netop blevet besejret og velsignet af nåden. Før selvberoende og selvretfærdige asketer og etikere er nu tvunget ud af deres selvkontrollerende og trivaliserede livssyn; fra triviel givethed til grænsesprængende skænkethed.

Småbeduggede og nådesudvalgte tumler derfor aftenens gæster som nyvaskede lam ud i natten på vej hjem, - på himmelsk vis er de gjort til børn på ny og ender i stjernenatten i en herlig kædedans; i en ”salig lanciers”. Fra alle sider lyder og genlyder det i natten som sfærenes musik ”Gud velsigne dig”, fortæller Blixen.

Det er svært ikke at opfange fortællingens kerne som et frisk blik, et frisk syn, måske endog et åbenbaringssyn af kristendommens dybeste anliggender. Og ikke mindst et syn på nadverens mulighed for at vise nådens grænsesprængende betydning; den guddommelige generøsitets almagt. For hvad andet end realisering og påpegning af Guds determinerende relationelle ødselhed er da den kristne nadvers pointe? Bør den kristne nåde kunne forstås i andre, mindre begreber? 

Aftenen i det lille asketiske samfund står netop i denne inklusive og betingelsesløse nådes tegn.  En nåde, der i sin overflodsagtige generøsitet viser sig både uimodståelig og livsforvandlende. En betingelsesløs og almægtig nåde, der netop åbenbarer sig helt og fuldt under fortællingens centrum i måltidet - i nadveren. 
 
Ganske kort fortalt leder Blixen op til dette højdepunkt ved at fortælle, at en fattig og forfulgt fransk kvinde, Babette, har søgt husly i en landsby højt mod nord i en pietistisk, asketisk kreds. Babette er kok, og har været en feteret madkunstner i Paris og har der serveret sine berømmede og sublime måltider for den elite, som har kulturel dannelse nok til at værdsætte hende som geni. Hun påtager sig dog sin skæbne i det fremmede og livsfornægtende uden at kny, og hun lever i mange år i den fattige landsby, der nu blomstrer op ved hendes næsten magiske evner. Hvor Babette er, er der velsignelse.