Jesus led ikke af kropsforskrækkelse

Alle vores forsøg i retning af at slippe af med tiden og dens tydelig tegn på vores egen krop er tomme og aldeles forgæves. Det er slag ud i luften – ren indbildning. At døden i kunsten tit er blevet afbilledet som en mand iklædt en kulsort kutte, en le i hånden og - hvis der havde været lyd på - tilmed med en grum, hånlig latter, ja så forstår vi da i hvert fald udmærket latteren. I forhold til døden er alle vores forfængelige sværdslag i bedste fald komiske, i værste regulært tragikomiske.

Det er således heller ikke så mærkeligt, at religionskritikernes svar på, hvorfor mennesker har og bedriver kultur, var: Det har og bedriver vi mennesker, fordi vi med kulturen af alle kræfter ønsker at dække over, at vi skal dø. Kulturen har samme funktion som sminken, rynkecremen og alle antioxidanterne: Den skal skjule og dække over dødens ellers alt for påtrængende virkelighed. Sådan er der også sikkert mange i dag, der vil mene om kristendommen og troen. Sutteklude for mennesker, der ikke er mandfolk nok til at se deres egen død lige lukt i øjnene!

Som vi tydeligt kan se i skærtorsdagens evangelium, led Jesus ikke af kropsforskrækkelse. Det er muligt, han følte ubehag ved at vaske disciplenes fødder. Men så skjulte han det godt. Og der er intet som helst i øvrigt, der tyder på, at Jesus skulle have et særligt forfængeligt forhold til sin egen krop. Navnlig her i de dramatiske Påskedage udsættes Jesu krop jo for navnløse lidelser. Og alt andet lige må det være sådan, at i en tro som kristentroen, hvor vi bekender troen på kødets opstandelse, må kroppen indtage en ikke helt så ubetydelig rolle, som vi ellers i historien har tilkendt den. Kroppen er vigtig.

Som grækerne kunne Jesus ikke bare betragte sin krop som åndens fængsel eller hylster, som man ikke skulle regne for noget. Og at Jesus bestemt regner kroppen for endog særdeles betydningsfuld viser ikke mindst hans blodige angst-sved i Getsemane have. Udsigten til hans legemlige pinsler og død ikke kun anfægter ham, men regulært ængster ham. Han er for at sige det rent ud dødsens angst. Han imødeså ikke sin død med ophøjet, stoisk ro – som en stærk og brav helt, der fortrøstningsfuldt ser frem til sit martyrium og den ære, der i den anledning vil tilkomme ham. For Jesus var der ingen udflugtsmulighed fra sin krop og hans lidelse og død. Han bøjede sig lydigt under sin himmelske Faders vilje.

Akkurat ligesom med nadverindstiftelsen har fodvaskningen samme perspektivrige forjættelse. Først til disciplene, som dengang fik vasket deres sure tæer. Men også for os, der er en menighed af disciple i dag. Vi får ikke vasket vores fødder. Men ved nadverbordet får vi vasket både vores sjæl og krop, så Kristi krop tillige bliver vores krop. Og den skæbne, som undergik Jesu krop fra død og opstandelse, får vores sjæl og krop også lod og del i. Det fællesskab, vi har med Jesus Kristus, er således ikke bare et åndeligt-sjæleligt fællesskab. Det er et kropsligt, sanseligt og mærkbart. Fællesskabet med Gud og mennesker får krop og skikkelse og spærres ikke inde i alene en indvendiggørelse af troen.

Det er ikke nogen tilfældighed, at begge de to sakramenter, vi har i den evangelisk-lutherske kirke, begge er meget sanselige. Man kan føle på dem. Ord er ikke nok! Derfor blev Ordet også kød og blod og antog kødelig, jordisk skikkelse. Akkurat ligesom Jesus Kristus kommer os så tæt på, som overhovedet muligt, når vi ved nadveren indtager hans legeme og blod. Akkurat ligesom Kristus med dåbens vand kærtegner os med et blidt og kærligt kys. Med begge disse sakramenter, dåben og nadveren, ønsker Jesus at drage os ind i favnen på sig, for at vi dér kan finde tro og ro. Ikke ind i et ord- eller meningsfællesskab, men i et sanseligt og legemligt skæbnefællesskab, iværksat og opretholdt af Jesus Kristus selv.

Derfor skal vi ikke vaske Jesu fødder, som Peter ellers ville. Betingelsen for at få fællesskab med Jesus Kristus - at tage del i hans død og sejrrige opstandelse, dét er, at han vasker disciplenes fødder – og dermed forudgriber, hvad han også vil gøre for hver enkelt af os, der i troen på ham kommer til dåb og nadver.

Henrik Bang-Møller, sognepræst i Skagen