Håbet om opstandelsen gør noget ved mennesker

Teorien om en subjektiv vision blev fremsat i midten af 1800 tallet af teologen D. F. Strauss (d. 1874). Strauss mente, at troen på Jesu opstandelsen først var blevet til i Galilæa. Efter påskebegivenhederne i Jerusalem var disciplene vendt tilbage til Galilæa. De var på den ene side blevet overbevist om, at Jesu lidelse og død var en nødvendighed ifølge skrifterne. Men på den anden side har indtrykket af hans endeligt været så voldsom, at de mente stadig at kunne se ham som ”levende”. Visioner af hans pludselige tilsynekomster har skabt troen på, at han var opstået. Selve fortællingerne om den tomme grav er ifølge Strauss derfor opstået som følge af disciplenes visioner.

I den liberale teologi fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet begyndte man i øvrigt at skelne mellem den historiske Jesus, der ikke anså sig selv for Messias – og så den tolkning der blev til blandt de første kristne efter påske, nemlig at påskens begivenheder godtgjorde, at Jesus var Messias.

Den eksistensteologiske tolkning
En såkaldt eksistensteologisk tolkning kom frem i midten af 1900-tallet. Den skyldes først og fremmest Rudolf Bultmann (1884-1976). Bultmanns udtrykker sin opfattelse på denne måde: ”Kristus, den korsfæstede og opstandne, møder os i forkyndelsens ord, ikke anderledes. Netop troen på dette er i sandhed påsketroen”. Bultmann forstår det sådan, at Jesus og hans disciple ventede en ny verden, en ny tidsalder, der skulle afløse den nuværende. Netop Jesu tilsynekomster påskedag er forstået som det endegyldige ”nye”, som er brudt ind i denne verden. Selve budskabet om, at han lever, blev selve opstandelsen, dvs. den nye verdens indbrud i den gamle. Og på grundlag af denne prædiken bliver evangelierne formet. Opstandelsen fortsætter med være en virkelighed i ordet, hvor det modtages i tro.

I tolkningen af Jesu opstandelse ser vi to linier. Den ene linie udgøres af forsøgene på at give en forklaring på, hvorfor troen på Jesu opstandelse er opstået. Det kan være en rent rationalistisk forklaring som hos Reimarus eller det kan være en psykologisk tolkning som hos Strauss. Den anden linie er i første omgang repræsenteret ved Bultmann. Jesu opstandelse kan og skal ifølge Bultmann ikke forklares rationelt. Den er til gengæld et budskab ind i det menneskelige liv.


Det kristne håb
Men er der ikke en tredje vej til forståelsen af påskebudskabet. For den videnskabelige tolkning giver jo egentlig ikke noget svar på spørgsmålet om opstandelsens betydning for mennesker, og den eksistensteologiske tolkning ender i til syvende og sidst i en abstraktion. 

Jesu opstandelse er grundlaget for det kristne håb – og det på trods af at opstandelsen ikke er en beviselig begivenhed. Endvidere er Jesu opstandelse grundlaget for den kristne tro på dødes opstandelse. Det er, hvad Paulus argumenterer for i sit brev til menigheden i Korinth (1. Kor. 15). For Jesu opstandelse er for Paulus at se netop livets sejr over dødens magt. Dernæst skal opstandelsen forstås parallelt med skabelsens under. For ligesom mennesket blev skabt som en enhed af legeme og sjæl, sådan skal mennesket opstå ind i Guds rige som en enhed af sjæl og legeme, altså som person.

Opstandelsen er nyskabelsens evige liv, skriver Paulus. Mennesket er både sig selv og dog noget helt nyt, som ikke kan defineres og forstås i vores kategorier. Det er da også Paulus` argumentation, der ligger bag Den apostolske Trosbekendelses kontante ordlyd: ”Vi tror på kødets opstandelse.” Paulus hævder, at opstandelsen er noget konkret, selvom det ligger helt uden for vore erkendemuligheder. For håbet om opstandelsen fastholder os i opfattelsen af menneskelivets godhed og værdi. Og det er netop dette gode liv, skabt af Gud, der genskabes i opstandelsens under og fører mennesket ind i den tilstand, som Jesus kaldte Guds rige.

For Paulus står det kristne opstandelseshåb i modsætning til det græske menneskesyn, hvor legemet er uden værdi og forgængeligt og kun et fængsel for den evige sjæl. Altså et opgør med en menneskeopfattelse, vi f.eks. møder i den nyreligiøsitet, der har baggrund i hinduisme og buddhisme.

Håbet om opstandelsen fastholder os derimod i et engagement for det nuværende liv. For håb gør jo noget ved mennesker. Håbet er en kraftkilde, der sætter mennesker i gang med leve fremadrettet.
Derfor er det nødvendigt, at den kristne teologi igen tør tale konkret om opstandelsen. I modsat fald overlades vi til sekternes spekulationer og nyreligiøsitetens livsflugt.

I begravelsesritualet hedder det: Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jord skal du igen opstå”. Det betyder, at døden fører mennesket ind i et møde med Skaberen selv. For ”døden er jo kun et blund, som vi fra søvnen kende”, skriver Grundtvig. Og mødet med Skabelsens Gud er så ensbetydende med mødet med den kærlighed og evighed, som Jesus gjorde gældende i sin forkyndelse og sine handlinger.

Tilbage står at konkludere, at det var troen på Jesu opstandelse, der skabte den kristne menighed. Det er, hvad vi historisk kan godtgøre. Den første generation af Kristustroende var således overbevist om, at sådan som Jesus var opstået fra sin grav og dernæst faret til himmels, sådan ville han komme igen for at oprette sit rige. Og det er til dette rige, at mennesker skal opstå. På dette håb står og falder den kristne kirkes eksistens og forkyndelse.

Henning Nørhøj, cand.theol. og forfatter