Peter Béliath |
2. april 2008
I det moderne Vesten anses det ikke for at være særlig maskulint at være kristen, skriver Peter Béliath
”En mand er først en mand, når han har opdaget sin prototype: Gud.” Nogenlunde sådan faldt ordene, da pastor Sunday Adelaja stod på scenen i Roskilde Hallen lørdag den 17. marts i fjor. Arrangementet hed ”1000 Mand for Danmark”, og det var den kristne mandebevægelse 2Men.dk, som stod bag.
En hel dag var sat af til taler, bøn og lovsang – alt sammen med det formål at gøre danske mænd bevidste om deres kristne kald. ”Danmark har brug for mænd, som vil vise vejen. Rejs dig, kære bror, for budskabet du har, det holder!” lød parolen.
Pastor Sunday er ingen hr. Hvem-som-helst. Han er grundlægger af og seniorpastor i Europas største kirke, Embassy of the Blessed Kingdom of God for All Nations i Kiev, Ukraine. Og man kunne straks mærke, at Adelaja er en scenevant herre. Iklædt ulasteligt jakkesæt og spraglet slips gjorde han ved første øjekast et noget glat og amerikansk indtryk. Hans forkyndelse er da også radikal og tidssvarende. Således opfordrede han de omkring 600 mænd, som var mødt op, til at ”Go wild!” Altså til at få vildskaben og dynamikken frem i deres kærlighed til Gud. For, som han sagde, vender mænd ikke deres kærlighed mod Gud, spilder de den på noget andet.
Kun Jesus bør være vor helt Mænd er ærekære. De bryder sig ikke om at blive bragt i situationer, hvor de taber anseelse. Og i det moderne Vesten anses det ikke for at være særlig maskulint at være kristen. Undersøgelser viser, at de fleste mænd mener, at det er feminint at være troende. At tro er jo ensbetydende med at gøre sig afhængig af Gud, og de fleste mænd ønsker at være uafhængige. Det er imidlertid en indstilling, som pastor Sunday gjorde op med.
”Mænd ønsker at have kontrol. Men den sande kontrol kommer først, når man overgiver sig til Gud.” Kristendommen er en religion, der er fyldt med paradokser. For det er ved at miste kontrollen, at en mand får kontrol, understregede pastor Sunday. ”Kun Jesus bør være vor helt. Lad os være cool i Jesu øjne. Skidt med, hvad andre mener eller synes,” skar han igennem.
”Mandens første forpligtelse er at lære Gud at kende,” slog den nigeriansk fødte pastor fast. ”Mænd skal opføre sig, så Gud kommer til syne. For mænd er skabt til at afspejle Gud – at være fulde af kærlighed, at være medfølende, fuld af glæde og lys.”
”En mand er først en mand, når han har opdaget sin prototype: Gud,” lød et af pastor Sundays skarpeste udsagn. For vi er skabt i Guds billede, og mænds natur er Guds natur. Mænd bør ikke udnytte andre mennesker, for Gud har skænket alle mennesker en betydning og en værdi. Og vi får herlighed, når vi afspejler Gud.
Den maskuline magt
Mænd tænker som erobrere, pointerede Sunday Adelaja. Mænd drømmer store drømme, de elsker at gå på eventyr, de kan li’ at have kontrol, og de besidder en resultatorienteret aggression. Mænd vil gerne bekræftes i, at de er seje, og selvtillid er en vigtig ting for en mand. Erobrerens tankegang er noget positivt, noget gudgivet. Men den kan let misbruges – til hor og utroskab, karrieredyrkelse og materialisme. Gud har givet mænd dette erobrersind for at de kan være frugtbare, underlægge sig jorden etc. Gud forventer, at mændene underlægger sig alt liv – til hans formål, ikke til deres eget formål!
Mænd går højt op i at opnå resultater. Nogen gange går de lidt for meget op i resultaterne, og dermed kommer de på afveje; de bliver egocentrerede og ser ikke meningen med at være venlige og hensynsfulde mod andre mennesker. Dette er ikke Guds natur. Guds natur er, at manden skal tjene og give uden at få noget ud af det.
Pastor Sunday kritiserede i den forbindelse Hollywoods macho-ideal. Vi kender alle denne macho-fyr fra film: han er stærk, stolt og muskuløs, han giver ordrer, han græder ikke og viser ingen svaghed. Men han er heller aldrig ydmyg. Og mænd bør være ydmyge, for ydmyghed er styrke. Det er styrke at have moral og at kunne tilgive. Mænd bør kunne være venlige og hensynsfulde ud at tro, at det er svaghed. Og erfaringen viser, at mennesker underordner sig en mand, når han viser et godt eksempel. Styrken ligger i mandens moralske statur, fremhævede Adelaja.
”Manden har fået sin styrke af Gud for at han skal beskytte, ikke for at han skal undertrykke,” betonede pastor Sunday. ”Den maskuline magt er til for godhedens skyld, for at den stærke mand kan løfte og beskytte de svage.”
Peter Béliath er uddannet i litteraturvidenskab. Han er rockskribent og redaktionssekretær på heavy metal-magasinet NRG. Tidligere var han asatroende, nu kristen.
Du kan læse Peter Béliaths blog her, hvor du også kan kommentere hans indlæg.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk