Kim Nyberg |
3. april 2008
Jehovas Vidners tro bliver sat noget på spidsen i filmen ’To Verdener’, skriver tidligere Jehovas Vidne Kim Nyberg
Jeg er et tidligere Jehovas Vidne men ikke udstødt. Jeg har været i biografen for at se filmen "To Verdener" om en kvindes kvaler med kærligheden på den ene side og Jehovas Vidner på den anden. Idet jeg ikke er udstødt, har jeg stadig kontakt til Jehovas Vidner, som regelmæssigt kommer til min dør. Og jeg har intet imod dem, overordnet set.
Jeg må indlede med at sige, at filmen skuffer fælt. Som jeg ser det, er der en lang række af faktuelle fejl i filmen, men der er også nogle guldkorn flettet ind.
Filmen handler om en ung kvinde på 17 år, Sara, som lader sig døbe blandt Jehovas Vidner. Gætter jeg ikke meget forkert, er dåbsbassinet i Vidnernes egen stævnehal på Oslovej i Silkeborg brugt som kulisse. Den ligner i hvert fald fuldstændig. Og lige præcis her starter filmens handling. Sara er en del af en familie bestående af far, mor, to brødre og en lillesøster. Den ældste bror er udstødt, angiveligt fordi han har modsagt menighedens ældste. Efter min opfattelse en noget tynd begrundelse for udstødelse.
Faderen hænger på kanten af en udstødelse, for han har ladet sig friste af en anden kvinde. Men han angrer overfor de ældste, som tilgiver ham. Det gør konen til gengæld ikke, så børnene bliver stillet overfor et valg: Hvilken forælder skal blive boende hos dem? Det ender med at moderen må pakke sine ting.
En veninde fra rigssalen inviterer Sara med på diskotek. Og Sara tager med. Her møder hun en fyr, Teis, som ikke kender noget til Jehovas Vidner. Og han bliver naturligt nok paf overfor alle hendes forbehold og holdninger til livet. Forholdet kommer til at skabe en del forvirring i Saras sind, for skal hun vælge kærligheden eller vælge den fra? De ældste og også Saras egen far mener, at hun skal afslutte forholdet, ellers vil hun blive udstødt. Kærlighed til en person "udenfor" er i virkelighedens verden ikke begrundelse for udstødelse. Så den holder heller ikke.
Hun udstødes da heller ikke på dette grundlag. Forholdet til Teis tager i stedet fart, og det resulterer i, at de ikke kan styre deres lyster under dynen. Det finder hendes familie hurtigt ud af, for Sara har løjet om sit opholdssted. Hun vil i første omgang ikke vedkende sig den rette sammenhæng, så faderen siger direkte til hende at "Gud ser alt". Den kommentar sidder lige i skabet, og det får da også Sara til at erkende sin lille løgn.
Det får naturligvis følger, for hun udstødes for utugt, fordi hun ikke vil angre, hvad hun har gjort (sex udenfor ægteskabet). En begrundelse, der sidder lige hvor den skal. Også blandt virkelige Jehovas Vidner.
Undervejs ser vi scener, der umiskendeligt ligner Jehovas Vidners stævneplads for enden af Oslovej i Silkeborg. Ellers er det i hvert fald en knaldgod efterligning. Men et enkelt billede derfra er fejlplaceret. Jehovas Vidner medbringer ikke banner med håndmalede slogans. Det er klart en om’er. Ellers er scenerne derfra ganske gode og troværdige. Selv reversmærkerne er taget med. Fin detalje.
Menighedens præsiderende (den ledende ældste), spillet af Anders W Bertelsen, binder møderne i rigssalen sammen. Også mere end tilfældet er i virkeligheden.
Jehovas Vidners tro bliver dog sat noget på spidsen i filmen. Det fremgår med al tydelighed, at det ene og alene er Jehovas Vidner, der opnår frelse. Enhver anden vil dø i Harmagedon. Sådan er virkeligheden ikke. Det er korrekt, at Jehovas Vidner opfatter sig som de eneste sande kristne i dag, men de ved også godt, at deres religion er så ung, at der ikke kun er plads til dem. Og hvis filmens påstand var korrekt, har de allerede gjort sig til dommer, hvilket bibelen siger man ikke må. "For med den dom I dømmer, vil I selv blive dømt".
Selv den nærmeste familie slår i filmen hånden af et udstødt familiemedlem. Det er efter min hukommelse heller ikke virkeligheden. Det har været normal kutyme før i tiden, men ikke i de senere år. Blodets bånd kan man ikke løbe fra. Derfor virker det meget stærkt, når filmen på den måde skildrer en praksis, som ikke mere bruges.
Hvis man ligeså skal tro filmen, handler Jehovas Vidners forkyndelse ene og alene om at hverve så mange som muligt. Alt andet træder totalt i baggrunden. Det er heller ikke virkeligheden. Deres primære formål er dels at udbrede budskabet, som Jesus befalede, dels at få folk til selv at interessere sig for budskaberne i Bibelen og selv undersøge om tingene holder. At hverve er derfor ikke noget mål i sig selv.
Saras familie er knastørre som en ørkenstorm. Det samme er den menighed, der er skildret. Der er ikke skyggen af sprudlende liv. Sammen med de nævnte faktuelle fejl og de få pletskud der er i filmen, kan jeg desværre kun give den to ud af seks stjerner.
Det man skal huske her er, at filmen handler om hvordan en kvinde har oplevet en turbulent periode i Jehovas Vidner. Det er altså ikke i den forstand en dokumentar om Jehovas Vidner. Og det skal man lige skille ad inden man sætter sig i biografsædet.
Kim Nyberg
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk