Der har historisk været en sammenhæng imellem de to: Den antireligiøse tænkning ville afskaffe religion og kom rent faktisk til at afskaffe religiøse. Ligesom den antijødiske tænkning ville afskaffe jødedommen og endte med at afskaffe jøder.

Nu er ikke alle antireligiøse ude på at afskaffe religiøse mennesker. Men afskaffelse af religion og afskaffelse af religiøse har ikke altid været til at skille ad, særligt når pøbelen har taget tanken til sig. Derfor er det ikke godt nyt, når der igen tales om at få en ende på det religiøse i f.eks. End of Faith af Sam Harris.

”Religionskritik” er en alt for pæn betegnelse til den nye antireligiøse mode, der betragter religion som en sygdom. Det er et alt for civiliseret udtryk til amerikanske bøller som Glen Slade, der mener, at problemet er de moderate troende, fordi de giver ekstremisterne en base at operere fra.

Kunne man forestille sig, at man ikke sondrede mellem en kunst-hader og en kunst-kritiker? Mellem opera-hadere og opera-kritikere? Litteratur-hadere og litteratur-kritikere?

Takket være denne sproglige fattigdom sluser vi snart sagt enhver pøbelagtig aggressivitet ind under ”religionskritik”. På engelsk har man udtrykket ”religion bashing”. På dansk har vi kun... religionskritik.

Tiden har brug for en seriøs religionskritik, der præcist udpeger de religiøse barbarer, som hærger verden i Guds navn. Ikke for en antireligiøs mode, der dæmoniserer al religion og dermed alle religiøse. Det er trods alt 4 milliarder mennesker, vi taler om.