Hej Nicolai,

Spændende indlæg. Jeg ville være taknemmelig hvis du ville uddybe dit indlæg på følgende punkter:

- Jeg kan følge dit argument så langt, at: I) Gud må være, således som vi definerer begrebet "Gud", en absolut sandhed, II) den kontingente verden er foranderlig som et vilkår ved materiens sammensætning og nedbrydning, og indeholder således ikke en absolut sandhed, og følgeligt slutningen III) Gud kan ikke være begrænset til eksistens i den kontingente verden (ret gerne min parafrase). Når du så siger, at dette perspektiv udelukker en personlig Gud , så må jeg spørge: hvad betyder "personlig"? Hvis personlig forstås som det at have en vilje, som er den måde jeg intuitivt ville forstå begrebet på, så kan jeg ikke følge slutningen (hvis personlig Gud betyder antropomorf Gud, så forstår jeg tydeligt slutningen – men i så fald må de, hvis tro kunne stødes af dit indlæg, være overordentligt få). Når du ydermere siger, at Buddhister søger at ”erkende deres sinds natur” og at de således kan komme ”på den anden side af kommen og gåen, af fødsel og død” – altså overskride grænserne for den kontingente verden, at mennesket således besidder en evne til transcendens (som vel for Buddhister er unikt for mennesket, i forhold til alle andre (kendte) eksistensformer?) så forstår jeg ikke hvordan perspektivet overhovedet kan udelade en guddommelig vilje. Altså, hvis vi så tænker videnskabeligt, tænker årsag og effekt, og konkluderer at verden eksisterer, så må den da også have en årsag (hvordan kan man tage eksistens for givet?), og at en særlig menneskelig virkelighed eksisterer, vores ”sinds natur”, som ikke er af denne verden (altså ikke er forgængelig, kontingent) og således også må have en årsag, en motivkraft, et animerende princip. Eller formuleret som spørgsmål: hvordan kan noget eksistere og indordne sig smukt efter de naturlove naturvidenskaben kan fryde sig over uden en ekstern vilje (hvordan kan kaos selv organisere sig til kosmos?)? Og hvordan kan noget ekstraterrestrisk udvikle sig ud af noget terrestrisk uden en ekstern vilje?

- Opfølgende på ovenstående spørgsmål, vil du ikke uddybe sit Buddhistiske ståsted. Så vidt jeg har forstået er Buddhismen ikke uden forskellige retninger, hvorfor udsagn af typen ”Buddhister tror at…” kan være misvisende. I Udana (del af Pani kanonen, Theravada Buddhismens hellige Skrifter (der har ca. 100mio tilhængere på verdensbasis (ifølge wikipedia)) står der ”There is, O monks, an Unborn, Unoriginated, Uncreated, Unformed. Were there not, O monks, This Unborn, Unoriginated, Uncreated, Unformed, there would be no escape from the world of the born, originated, created, formed.” (Udana VIII,3: kan findes i forskellige udgaver på nettet). I min tolkning bekræfter dette netop, at det kun er gennem ”Gud”, at man kan gøre sig forhåbninger om indsigt i vores ”sinds natur”. (Hvor ”Gud” selvfølgelig blot et begreb som benyttes i den begrænsede menneskelige terminologi for at dække over noget, vi virkelig ikke kan forstå). Hvordan forstår du dette?

Tusind tak, hvis du tager dig tid til at besvare mine spørgsmål. Jeg er ikke så fordybet i Buddhismen, så jeg ville sætte meget pris på dine overvejelser.

Kærlig hilsen,
Jamil

Hej jamil,
jeg havde lidt svært at se hvad for en Nicolai og hvilken artikel du kommenterede. Når jeg derfor fandt en som virkede passe hos Sennels under Spørg om Buddhisme mener jeg at den bør stå ved siden af din.
Med venlig hilsen Jacob

Spørgsmål:

Hvordan kan det være, at man i buddhismen er så overbevist om, at der ikke findes en skabende personlig Gud? Hvor modbevises Guds eksistens?
Venlig Hilsen
Rune

Svar: Hej Rune

Det er selvfølgelig først og fremmest nærliggende at stille modspørgsmålet: "Hvorfor tro på en personlig skabende gud? Hvordan bevises en eventuel guds eksistens?" Eftersom en eventuel guds eksistens efter min opfattelse ikke kan bevises hverken logisk eller videnskabeligt, så ligger bevisbyrden efter min mening hos dem, der tror på, at der faktisk findes en gud.

Men nok om det - her er et buddhistisk bud på, hvorfor der ikke findes en skabende gud.

Vi skal kigge på begrebet "sandhed". Hvis noget skal være "absolut og endegyldigt sandt eksisterende", må det findes overalt og have fandtes altid. Hvis ikke det findes overalt, så har det ydre begrænsninger og må derfor efter logikkens fine love være sammensat indadtil. Alt sammensat er forgængeligt, og noget sammensat kan derfor ikke eksistere for evigt. På samme måde kan noget som er sandt ikke være født eller skabt, fordi alt som er født eller skabt, vil dø, falde fra hinanden el.lign.

Alt, som er personligt, er således begrænset på den ene eller den anden måde, og kan derfor ikke gøre det ud for at være noget absolut sandt - fordi det er forgængeligt. Det er muligt, at der findes væsner, som oplever sig selv som værende guder, som har en personlighed, men de kan ikke være "absolutte" eller "guddommelige" i en eller andens slags "evig" forståelse.

Hvis en sandhed skal være absolut, skal den altså være den samme på alle tider og steder. Det eneste, som man i buddhismen mener kan være absolut er således "rum". Der kan ske alt muligt i rummet, og man kan opleve alt muligt i rummet, men det gør ikke noget ved rummet selv. På den samme måde kan der ske og opleves en masse i vores sind, men det gør ikke noget ved opleveren/sindet selv.

Buddhismen handler således om at erkende sindets natur (som siges at være som rum), for derved at opnå en tilstand, som er på den anden side af kommen og gåen, fødsel og død. Dermed opgives alle egoistiske tendenser, og alle sindets kvaliteter kan dermed komme til sit fulde udtryk til gavn for væsner.

Jeg håber det var svar nok. Ellers er du meget velkommen til at skrive igen. Hvis du er kristen eller tror på en gud, så håber jeg ikke, at jeg er kommet til at sige noget, som kan være stødende: Som sagt, så er det et buddhistisk synspunkt, som man kan tage for gode varer eller ej.

De bedste hilsner

Nicolai Sennels, buddhist