Bøn er dialog med Gud

”Herre, lær os at bede” siger disciplene til Jesus ( Lukas 11,1). Et vigtigere ønske kan vi næppe have, om vi vil bevare sjælen levende og varm.  Bøn er navlestrengen til Gud. Det er vores åndedræt, og det finder sted dybt inde i hvert menneskes hjerte. Bøn er ikke noget vi konstruerer, men det findes i os fra begyndelsen. Men menneskesjælen er blevet fremmed overfor sin Gud og har mere end nogensinde brug for at genfinde kontakten med sit eget dyb, hvor Gud bor.

Bøn er en dialog med Gud
Vi er fra første færd indbudt til samhørighed og samtale med Gud. Således blev Gud menneske i Kristus og gjorde det klart for os, at hans væsen er dialog, bøn. Hvis bønnen ofte føles utilfredsstillende og tom, er det måske fordi den er blevet en monolog. Når vi selv taler og beder med mange ord, får Gud ikke mulighed for at komme ”til orde”. Vi har svært ved at åbne os for det, den anden vil give. Ægte åbenhed og lydhørhed lader den anden give og tale som han selv vil. Det er overgivelse til Gud, som bl.a. er i bønnen: ”Ske ikke min vilje, men din”.

Gud tager initiativet og begynder al bøn
Gud taler først og vores bøn er altid et svar på hans tiltale. Længe inden vi vender os mod ham, har Gud vendt sig mod os.
En mester samler sine disciple og spørger dem: ” Hvor begynder bønnen?” Den første svarer: ”I nøden -  for når jeg kommer i nød, vender jeg mig helt naturligt til Gud”. Den anden svarer: ”I jubelen – for når jeg er glad og jubler, frigør min sjæl sig fra alle bekymringerne og løfter sig mod Gud”. Den tredje svarer: ”I stilheden –for når alt i mig bliver stille,kan Gud tale til mig”. Den fjerde svarer: ”I barnets pludren – for først når jeg bliver som et barn igen, når jeg ikke skammer mig for at pludre med Gud er han helt stor og jeg helt lille, og så er alt godt”.