Argumentationen er den, at i og med, at Jeppe Kofod ikke er blevet anmeldt for voldtægt, ja så kan der ikke være sket noget problematisk. Ja ikke nok med det, de samme debattører, der typisk mener, at det var smagsløst, at sladderpressen skrev om Jeppe Kofods manglende brug af kondom, viger i nogle tilfælde end ikke tilbage fra at udbrede sig over hvor vidunderlig en nat pigen helt sikkert havde med Jeppe Kofod, i hvert fald indtil en gruppe DSU’ere blandede sig.

Problemet med denne overstrømmende støtte til Jeppe Kofod, der interessant nok lukker øjnene for hans egen beklagelse af hans forhold til den 15-årige pige, er, at den uden videre tolker pigens tavshed som et udtryk for, at alt var i den bedste orden. Signalet som dermed, bevidst eller ubevidst, bliver sendt til piger og kvinder i dagens Danmark, er, at de godt kan glemme alt om at føle sig krænket, hvis de først en gang har sat ja til en seksuel invitation. Især da hvis de fravælger at anmelde det der foregik. Der findes nemlig øjensynligt kun to muligheder indenfor det seksuelle samværs verden: enten er det voldtægt eller også er det dejligt. Enten er det kriminelt eller også er det godt. Og enten er der tale om tvang eller også er der tale om absolut frihed.

Men som med så meget andet, så er virkeligheden altså noget mere grumset. Hvis jeg havde givet efter og var gået med til at dele værelse og seng med den katolske præst, havde han så begået en kriminel handling? Næppe. Jeg var jo pænt over den seksuelle lavalder og juridisk set stod jeg ikke i et afhængighedsforhold til ham, og han brugte som sagt ikke vold. Havde man kunnet tale om, at jeg helt frivilligt var indgået i situationen? Nej, for jeg var under pres og han havde absolut en autoritet i forhold til mig, da jeg dengang opfattede katolske præster som nogen, som man som udgangspunkt skulle vise respekt og lydighed. Alt i alt vil jeg vove den påstand, at præstens adfærd overfor mig ikke blot var i modstrid med den katolske kirkes regler, men også i sig selv var etisk forkastelig. Han overskred mine grænser, han udnyttede min naivitet og manglende livserfaring, og havde jeg ikke haft kraften til at sige fra kunne han sågar have såret mig dybt. Men kriminel var hans adfærd ikke.

Jeg ved ikke, om pigens erfaringer med Jeppe Kofods ligner mine. Men debatten om Jeppe Kofod-sagen viser, at vi lever i et samfund, hvor fortællinger om seksuel grænseoverskridelse øjensynligt i tiltagende grad er tabubelagte, i hvert fald hvis der er tale om, at det er mænd, der er de handlende og det er kvinder og piger over den seksuelle lavalder, som må lægge krop og sind til. I et samfund, hvor man er neopuritaner, hvis man mener, at pornografi og prostitution ikke er beviset på vores samfunds seksuelle frisind, men i stedet er fænomener, som trænger til at blive underlagt en feministisk kritik, er der ikke plads til at tale om, at sex også kan gøre ondt. At ganske mange kvinder har erfaringer med sexovergreb, sexchikane og med at blive presset til sex er der interessant nok ikke mere plads til at tale om i lutter angst for den såkaldte nypuritanisme.

Feminismen i 1970’erne satte fokus på kvinders ret til at bestemme over deres egen krop og seksualitet. Hermed var forbundet en opfordring til kvinder om at udforske deres krop og lære at elske den med dens seksuelle behov. I denne forbindelse satte man også fokus på det, der bidrager til at kvinder ofte ikke har det godt med deres krop og seksualitet, herunder den negative indflydelse, som sexovergreb, sexchikane og brugen af kvinders kroppe som sexobjekter har på mange kvinder. Man tog afstand fra de tabuer og den undertrykkelse, som en striks kristen inspireret seksualmoral, der var et redskab i mænds undertrykkelse af kvinder, medførte. Men man gjorde også opmærksom på den undertrykkelse, som seksuel vold, seksuel udnyttelse og seksuel udstilling af kvinders kroppe udgør. Men efter at feminisme er blevet til et skældsord, er der desværre øjensynligt ikke længere plads til sidstnævnte kritik. I stedet opfordres kvinder til at droppe ”offerfeminismen”, ”mandehadet” og den seksuelle ”snerpethed”.

Men måske vi i stedet skulle insistere på, at sex også kan have en mørk og undertrykkende side, der ikke er en konsekvens af den seksuelle frigørelse, og da slet ikke en del af den, men faktisk er dens modsætning. Så længe kvinders seksuelle grænser bliver krydset mod deres vilje, så længe har vi ikke nogen reel seksuel frigørelse. Og at erfaringer med seksuel grænseoverskridelse præger alt for mange kvinders liv, er altså et reelt samfundsproblem, som man burde forholde sig til, i stedet for at skrige op om nypuritanisme.

Karen M. Larsen, cand.mag. og gymnasielærer