Tørklædet sætter sindene i kog

For år tilbage var både presse og politikere meget optaget af de hårde stoffer. For at hindre unge mennesker i at gå til bunds i samfundet gennem stofafhængighed blev en række hårde stoffer forbudt. I det sidste års tid har journalister, teologer, ministre og andre politikere fokuseret på de blødere stoffers samfundsskadelige virkninger. Det lille stykke stof, som har sat sindene i kog, er naturligvis muslimske kvinders tørklæde. Dette overflødige stykke stof er et tegn på muslimske kvinders undertrykkelse og uligestilling.

I min barndom var der pæredanske kvinder, som hildede sig i tørklæder, men siden da har de danske skjoldmøer - når det ustabile danske klima ellers tillader det -lagt flere og flere af de undertrykkende stoffer fra sig, og nogle progressive kvinder har løftet sig op fra den bundløse undertrykkelse og er nået helt frem til en topløs frigørelse. Så langt er muslimske kvinder endnu ikke nået. Men målbevidste politikere arbejder – motiveret af deres kærlige omsorg for muslimske kvinder - på sagen.

Efter mange måneders debat af dette alvorlige samfundsspørgsmål lykkedes det dog ikke forkæmperne for kvindernes frigørelse i Dansk Folkeparti - som et første skridt på den lange march mod frihed, lighed og utildækket søsterskab - at få tørklædet forbudt i Folketinget. Et slag var tabt, men kampen fortsætter.

De alvorsmænd og kvinder, som kæmper for at ”afsløre” de muslimske kvinder, har ret. Der er muslimske kvinder med tørklæde, som er undertrykte. Problemet er bare, at der også er tørklædeklædte muslimske kvinder, som ikke er undertrykte. For nogle dage siden kunne man ligefrem læse i en undersøgelse, at myten om, at det muslimske tørklæde er et udtryk for kvindeundertrykkelse, ikke holder stik. Men som Albert Einstein har sagt, så er det sværere at ændre en fordom end at spalte et atom.