Jeg mener stadigvæk, at samtalen drukner i løftede pegefingre.
Pludselig går det op for folk, hvem de har inviteret indenfor.

To ting som kommentar til Jørgen S. Nielsens artikel.

1) Jørgen S. Nielsen skriver: “De, der føler sig truet, frygter ikke alene det lille mindretal af muslimer i Europa –– i mange lande mindre end tre procent af befolkningen –– men også ...” Dette lader ane, at det er nærmest absurd at være bange for et så lille mindretal. Men Jørgen S. Nielsen overser, at der blandt dette mindretal findes folk, der ikke viger tilbage for at bruge terror. Og så bliver vores frygt pludselig yderst velbegrundet.

2) Er det ikke en islamforskers opgave at prøve at vise, hvordan dialogen mellem døve måske kunne afløses af en mere ægte dialog? Det er der meget lidt af i artiklen. Der gøres tilløb til det, men for mig at se kommer Jørgen S. Nielsen ikke længere end til det sædvanlige: Der er ikke noget at være bange for, for muslimer er ikke så slemme, som vi tror.

Jeg arbejder selv for øjeblikket noget med forholdet mellem islam og kristendom i det middelalderlige Spanien. Og noget af det, der har slået mig, er, at begge parter arbejder med den tanke, at der ikke skal være lighed for loven. Men jeg er også blevet klar over, at den tanke ikke lader sig opretholde. Der er kun én statsmagt i et samfund, og kun den har det voldsmonopol, der hører staten til.

Ikke desto mindre tror jeg, at mange muslimer stadig forestiller sig, at deres guddommelige lov, shariaen, overskygger vore sekulære love. Det er måske i første omgang en beroligelse: Når 65% af muslimerne i England ønsker shariaen indført, tror vi, at de dermed mener, at de vil tvinge sharialovgivningen ned over europæerne, fordi vi ikke kan opgive tanken om lighed for loven. Men hvis de opererer med samme tankesæt som i det middelalderlige Spanien, så mener de måske blot, at de for deres muslimske samfunds vedkommende vil have, at sharialovgivningen skal gælde. Vi andre må så følge vore sekulære love.

Men selv om det kunne virke beroligende at sige til sig selv: Nå ja, lad dem bare bruge de love, de finder for godt, når de holder dem indenfor deres egne samfund, så er det fuldstændig uantageligt for os at oprette parallelsamfund med speciallovgivning, eller at tvedele statens voldsmonopol. I lige så høj grad, som vi tildeler det muslimske SAMFUND friheder, fratager vi de muslimske INDIVIDER deres af vor forfatning garanterede frihed.

Dette var et eksempel på, hvordan to forskellige synspunkter støder sammen. Jeg kan ikke komme med anden løsning på dette sammenstød end den, jøderne i England har fundet frem til: De har deres egen jødiske domstol, men den er uden håndhævningskraft; det er frivilligt, om man som jøde vil rette sig efter dens afgørelser eller ej.

Altså: I stedet for en påvisning af kendsgerningen: at dialogen er en samtale mellem døve, kunne man ønske sig en påvisning af, hvorfor det forholder sig sådan.

Ricardt Riis.