Lone Skov Al Awssi |
6. maj 2008
Det er svært at se et livslangt og lykkeligt ægteskab mellem en ateist og et Jehovas Vidne for sig, skriver Lone Skov Al Awssi
Spørgsmål:Er det realistisk for to mennesker med to forskellige religioner at leve
sammen, uden at den ene vil prøve at overbevise den anden om sin
trosretning? Jeg er ateist og min kæreste Jehovas Vidne.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om mine følelser for hende.
Hilsen den ikke-troende
Svar:Tak for dit spørgsmål til religion.dk
Jeg lever selv i et blandet ægteskab, idet jeg er katolik og gift med en muslimsk mand fra Irak.
Du skal vide, at alle forhold er forskellige og der gives ingen facitliste.
Nedenstående er skrevet ud fra en betragtning om, at din kæreste virkelig er et døbt Jehovas Vidne og har været det i flere år.
Jehovas Vidner praktiserer deres religion i et dybfølt fællesskab med deres trosfæller. Jeg kan ikke komme i tanke om mange religioner, som fordrer et så stort personligt engagement.
Fællesskabet indbefatter ikke blot de to ugentlige møder i Rigssalen, de indgående studierne af bibelen og bladene fra Vagttårnselskabet og forkyndelsen i "hus til hus" eller "gadearbejdet". Fællesskabet består af venner, bekendte og familie i Jehovas Vidner. De færreste Jehovas Vidner har virkelige venner uden for dette fællesskab.
Hvis din kæreste er døbt og praktiserende Jehovas Vidne, kan hun ikke gifte sig med dig uden at bryde ud af sin religion, idet Vidnerne ikke accepterer blandede ægteskaber. Det kan, hvis hun har sin familie og venner blandt Vidnerne, derfor have store personlige og sociale konsekvenser for hende.
Da du er ateist, er det absolut udelukket, at du bliver et af Jehovas Vidner. Vidnerne har en religiøs praksis, som er dybfølt og derfor meget krævende.
Man siger, at kærlighed overvinder alt, i jeres tilfælde er det dog yderst vanskeligt at se et livslangt og lykkeligt forhold for sig - med mindre at din kæreste er villig til at sige farvel til ikke alene sit religiøse ståsted, men også til sine venner, bekendte og familie blandt Jehovas Vidner.
For din kærestes skyld er I nødt til at tale meget indgående sammen, om de store omkostninger hendes ægteskab med dig vil medføre. I er begge nødt til at se virkeligheden i øjnene og overveje om jeres forhold er baseret på virkelig og vedvarende kærlighed. Man beder ikke et andet menneske om at bryde ud fra alle sociale netværk, medmindre kærligheden er så stor, så overvældende og overbevisende, at man slet ikke kan lade være. Jeres kærlighed skal være livsvigtig for jer begge - der skal ikke være tale om en almindelig forelskelse.
Held og lykke til jer to - det kan godt være, at du opfatter mit svar som lidt barskt, men ærlighed er vigtigt, når man står over for livets store beslutninger.
Mange venlige hilsener fra
Lone Skov Al Awssi
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk