Selv om jeg sagtens kan se Karen M. Larsens pointe med ikke at referere til Gud som værende mand og på den måde indikere det køn som overlegent, så bliver jeg nødt til at reagere kraftigt på forslaget om at fjerne ordet ”far” i vores Guds-retorik. Årsagen er, at vi, for mig at se, i dag i meget høj grad lever i et faderløst samfund, menende at en stor procentdel af os vokser op uden et konsistent faderbillede og at faderrollen i det hele taget, i vores autoritetsforskrækkede land, har været under kraftig beskydning de sidste mange årtier. Men hvad er en far? Er det blot en mandlig forælder eller indeholder rollen specifikke karakteristika? Min påstand er, at en far, som ingen andre, har mulighed for at anerkende og bekræfte dets søn eller datters identitet.

I vores samfund i dag anerkendes denne del af faderrollen meget sjældent; den vise, kærlige og selvopofrende mentorrolle, som man om muligt kunne beskrive rollen som i eksempelvis den patriarkalske, jødiske kultur. I kampen for ligestillingens navn gør vi i stedet meget ofte grin med den traditionelle faderrolle for at promovere moderrollens signifikans.

Men jeg vil gerne kort prøve at påpege de uheldige konsekvenser ved dette, idet jeg oplever, at det at turde relatere til Gud som en far er endnu mere vital for os i dag end nogensinde før, også selv om det oprindelige betydningsindhold af begrebet for mange er gået stort set tabt.

Gennem hele Det gamle Testamente relaterer Gud primært til sit folk som en far (eks. 2. Sam. 7,14). Jesus relaterer til gud-delen i ham ved at referere til Faderen (eks. Joh. 17), hvis velsignelse og anerkendelse, selv han har brug for for at udleve sit formål på Jorden (eks. Mar. 1,11). Enkelte steder beskriver også, hvordan Gud relaterer til os som en moder (Es. 66,13). Eftersom både manden og kvinden er skabt i Guds billede, har metaforerne for hans relation til menneskene ikke med køn at gøre, men derimod med de konnotationer, der er relateret til metaforerne. Gud kan ikke beskrives med et ord, men hans passion for os kan eksempelvis beskrives som den en kærlig, vis og beskyttende far har for sine børn. Det er, i min oplevelse, en rolle mange mennesker savner i dag; en autoritet, der elsker én ubetinget og ønsker at ofre sig selv helt for at give én de bedste muligheder. Jeg tror, vi alle har brug for en fader, der elsker os ubetinget og fortæller os, hvad vores identitet er; nemlig at vi er børn af Jordens skaber, skabt ind i en livgivende relation til ham. Især har vi brug for at opleve Gud som far, i den oprindelige betydning, i det samfund, vi lever i nu, hvor så mange elementer kæmper for at give os en identitet baseret på performance.

Gud relaterer også til os som en ven, som en hyrde, som en lærer og på mange andre måder. Men hvis vi begynder at udrydde den oprindelige faderrolle fra vores retorik omkring Gud, så går vi med på en stor løgn, der vil forhindre mennesker i at modtage og finde ind til den del af Gud, jeg tror, at alle mennesker længes efter. Så mit forslag er, at vi begynder at udforske, hvad det egentlig vil sige at være far, og hvilke konsekvenser det har for vores samfund, at så mange mangler et stærkt faderbillede.

Hej Sara Lorenzen, du har skrevet et spændende og godt indlæg og jeg kan ikke være meget uenig med dig i det du skriver og fremhæver.

Jeg husker og har lige fundet nogle Karl Barth citater hvor han blandt andet ser på "imago Dei" ud fra 1 Mos 1, 27:

Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Citat slut.


Jeg har i den forbindelse fundet følgende udtalelser hos Karl Barth, fra bogen "Karl Barth i krydsforhør":

side 62:
"Jeg mener, imago Dei er forholdet imellem mand og kvinde. Mennesket er skabt i et jeg-du-forhold, som ligner jeg-du-forholdet i Gud selv"

side 68:
"I forholdet mellem mand og kvinde er der en slags vestigium. Gud er ikke ensom. Gud er både Jeg og Du. Den sondring, vi gør mellem Jeg og Du er ikke først en kvalitet hos mennesket, men hos Gud".

Side 82-83:
"Billede" i 1. Mos. 1 betyder, at ligesom hos Gud, der lever, men ikke i isolation (Elohim angiver pluralitet), er der pluralitet i mennesket. Mennesket har pluralitet som Gud, der omfatter flere. At være menneske betyder at leve i samliv: mand og hustru. "Levende Gud" betyder "samliv". Dette samliv består iflg. Efeserbrevet af Kristus og hans Kirke: eikôn. "Billedet" har en dobbelt betydning: Gud lever i samliv med sig selv, dernæst lever Gud i samliv med mennesket, og endelig lever mennesker i samliv indbyrdes. Den midterste betydning er grundlaget for menneskets lighed med Gud: samliv i et forhold, og ud af dette forhold opstår en analogi".

side 84:
"Vi kan ikke forestille os Gud. Hans enhed efter sit væsen betyder ikke, at der ikke findes bevægelse i Ham. Tværtimod! Det nye Testamente siger, at "Gud er kærlighed". I Guds ene væsen er der samliv, så der kan være kærlighed. Citat slut.


Når mennesket filosoferer over Gud gør de blandt andet Gud ensom (alene og noget for sig Selv værende i det høje) og kønsløs, statisk (ikke levende) og ukærlig, altså abstrakt, men dette er fremmed for Bibelens åbenbaringer af Gud.

Der er mange måder at tænke om Gud på der kan være usundt for hjernen (det er min egen erfaring at flere gudsopfattelser er depressionsfremmende og jeg er enig med Freud i at mange gudsopfattelser medfører en svækkelse af vores intelligens), og jeg vil mene at man om føje år kan give et bud på Gudsopfattelser der er direkte usunde at leve med ud fra den ny viden om hjernen.

Vi kender kun Gud i forbindelse med Guds egne åbenbaringshandlinger i forhold til os, her er den helt centrale handling for os kristne Kristus/Kristusbegivenheden. Alle disse åbenbaringsbegivenheder i vores liv, er ofte ulogiske (set ud fra menneskets fornuft der systematisk vil begribe og forstå Gud, få hold på og styr på det med Gud) men de skal for at være åbenbaringsbegivenheder øge vores intelligens, livlighed og kreativitet betragteligt (og bestemt ej heller gør os kønsløse). Dette kriterium, intelligensen der øges betragteligt, ser vi i forbindelse med pinsebegivenhederne og karismaerne, nådegaverne, da det er den ny skabelse, hvor vi i Kristus får Friheden og Ånden fra Gud.

Alt hvad der er fra Gud må nødvendigvis øge vores intelligens, livlighed og kreativitet, da det er Helligåndens nye liv.




Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Velkommen til Sara Lorenzen!

Dit indlæg er noget af det bedste, jeg længe har læst.

Det er jo sandt, at vi kan ikke beskrive Gud med ord.
Det eneste, vi kan og skal beskrive, er hvordan relationen mellem den ubeskrivelige Gud og mennesket er.

Det er netop her, den specifikt kristne - af Jesus indførte - beskrivelse, som er indeholdt i Faderen (Abba) må og skal være umistelig.

Jeg mener, at du rammer denne 'Abba-beskrivelse' fortrinligt i dette: "I vores samfund i dag anerkendes denne del af faderrollen meget sjældent; den vise, kærlige og selvopofrende mentorrolle,"
, medens jeg nok er noget mere skeptisk i forhold til dit forsøg på at udlede denne specifikke faderrolle af GT's beskrivelse af forholdet mellem Gud og Israel.

Der er for mig at se ikke meget selvopofrende fra Guds side i GT's beskrivelse af relationen mellem Gud og menneske(Israel).

Det er netop her Jesu forkyndelse skiller sig ud fra den gængse jødiske. Forholdet mellem Gud og menneske kan nok forstås som forholdet mellem Fader og søn (eller mellem mand og kvinde, som også er ret udbredt i GT).
Faderrollen er imidlertid ikke ret beskrevet gennem den patriarkalske (GT), men gennem 'Abba', som tillader mennesket at finde både sin eksistentielle, men også sin helt personlige identitet.

Det eneste område, hvor den patriarkalske forståelse af relationen mellem Gud og menneske er fastholdt i NT, er i forståelsen af menneskets eksistentielle identitet.
Der findes ingen forståelse heraf uden om Gud.
Netop dette beskriver du eminent her "Jeg tror, vi alle har brug for en fader, der elsker os ubetinget og fortæller os, hvad vores identitet er; nemlig at vi er børn af Jordens skaber, skabt ind i en livgivende relation til ham".


Men i forhold til den enkeltes personlige identitet ophører det patriarkalske i NT's forkyndelse af relationen mellem Gud og menneske, for der gives netop ingen 'lov' for livsførelsen.
Der gives alene det dobbelte kærlighedsbud og den gyldne regel (Matt. 7,12). Det er netop her patriarken bliver til 'Abba'.
Og denne betegnelse er specifik kristen.

Jeg glæder mig til at læse flere indlæg fra din side

Det er sandt at man med GT i hånden kan opstille en teologisk argumentation for at den kristne gud ikke har et køn.

Sagen er bare den at før newagebevægelsen slog igennem i 1970-erne havde kun en enkelt forkølet feminist gjort forsøget.

Når den kristne gud har været opfattet og omtalt som "far og konge" - altså maskulin, igennem de sidste små 2000 år, klinger det hult når kvindelige kristne i dag forsøger sig med en argumentation for at den kristne gud reelt er kønsløs.

Vi kan ikke bare tage små 2000 års teologi, filosofi og tradition - se på den og sige "dette gælder ikke mere".

Det guddommelige ER maskulint i kristendommen. Det er MANDEN der er skabt i guds billede (lige meget hvor ofte man citerer den korte skabelsesberetning)Det er manden der hersker over verden og over kvinden - ikke manden og kvinden der ligeværdigt hersker over verden.

Når kristne feminister hævder at gud ikke har et køn og at det guddommelige i kristendommen fint kan opfattes som feminint, så er det ikke kristendommen man dyrker, men en ny religion, baseret på kristent tankegods og etik.

En religion som har rod i newagebevægelsens centrale forestilling om at man skaber sin egen religion ved at tage det man kan bruge fra en given religion, og smide resten væk.

Kvinder der bekender sig til kristendommen på den måde at de tager den kristne ide om gud som almægtig skaber og kombinerer med de spiselige dele af NT (det vil f.eks. sige at man grundlæggende ignorerer Paulus), dyrker ikke kristendommen, men deres egen personlige newagetro.

Hvordan kan man tage 2000 års kristen teologi, filosofi og tradition og beslutte sig for at kyle det ud til højre for at være i stand til at få sin egen kristne tro til at hænge sammen?!

Kristendommen har undergået mange forandringer og tilpasset sig på mange måder, men en af de centrale ting, der igennem tiden har eksisteret uforandret, er at det guddommelige bliver opfattet som maskulint og gud som "far og konge"

Piller man denne centrale hjørnesten ud af kristendommen, så er man nødt til at overveje om det man står med bagefter, er så forandret at det ikke længere er "kristendom", men noget andet.

Hvis et liberalistisk politisk parti fjerner målet om minimering af den offentlige sektor fra partipolitikken og i stedet går ind for øgede udgifter til det offentlige - ikke bare realpolitisk, men også ideologisk - er det så stadig liberalistisk? Eller et det blevet socialistisk?

Hvis man hælder en halv kop the i en kvart kop kaffe, hvad har man så? Kaffe? The?

Hvis man fjerner ideen om det maskuline guddommelige fra kristendommen, hvad har man så?

Ville buddismen kunne overleve at man tænke reinkarnation ud af buddhistiske teologi? Ville det stadig være buddhisme?

Er kristendommen stadig kristendommen hvis gud er Vor Mor og Dronning? Hvordan kunne gud skabe mennesket i sit billede hvis han(!)var intetkøn? Hvordan er vi mennesker så blevet som vi er?

Hvis gud gav halvdelen af sine attributter til manden og den anden halvdel til kvinden, så har vi faktisk bevæget os fra en kristen til en wiccansk teologi, mine damer og herrer ...

Og før man nu som kristen svarer: "jamen det kan gud for gud er almægtig - derfor er det ikke et paradoks" så tænk lige over hvorfor man så de sidste små 2000 år har opfattet det sådan at gud er maskulin og skabte manden i sit billede og kvinden af manden, til at være hans hjælper og undersåt!

Vil I virkelig hævde at man i 2000 år har misforstået både gud og Jesus, og at alle som har fortolket GT og NT de sidste 2000 har været galt på den?!

Ellers var det måske på tide at acceptere at gud er maskulin og at hvis man ikke kan få sig selv til at tro på det, så er man ikke kristen, lige meget hvor meget man er monoteist og efterlever en kristen etik.

Efter at have læst dit indlæg er det i hvert fald tydeligt at det er mændene der har mest brug for Gud og det kan ikke gå hurtigt nok.

Må Gud Fader i skuret komme dig til undsætning min ven.

Til trods, du har dog skrevet et ganske glimrende indlæg.

Jeg kan godt gå med til at vi skal bevare det maskuline udtryk for Gud, men så skal det maskuline også forstås korrekt, for der er mange mænd der er nogle kællinger som min papsøn plejer at sige. Og Pauls syn på kvinder og mænd skal også forstås korrekt, for også mange kløjs i det her.

Go weekend min søde ven.

Kærligst Hanskrist.

Gud er i alt og gud er alt.
Gud har ikke noget køn -

Jo, gud har alle køn !, for gud er alt !!!

Jeg tror du har ret, for uanset hvilket køn man antager at Gud har, så vil der være nogen som har svært ved at identificere sig med den Almægtige.

Så den næste inkarnation vil nok blive i skiggelse af en kvinde - det vil givetvis forvirre Farisæerne - og guderne skal vide, at der er behov for det som aldrig før

Hilsen

Thomas

citat:
Efter at have læst dit indlæg er det i hvert fald tydeligt at det er mændene der har mest brug for Gud og det kan ikke gå hurtigt nok.

Må Gud Fader i skuret komme dig til undsætning min ven.




Må jeg spørge hvorfor??

Så kan du måske ikke svare på hvorfor Krishna altid bliver afbildet som sin kvindelige modpart Radha?

Eller hvad betyder yin og yang?

Fyda, Hanskrist. Jeg er sikker på at din kone synes at du er en blød og dejlig mand.

Et problem du deler med påfuglen og duen.

Det ser da fjollet ud når handuen render i hælene på hunduen.

Eller når påfuglehannen udspreder sine fjer for at vise hvor fantastisk den er.

Jeg er sikker på at hun smiler i skægget.

Enig! Kvinden er det naturlige og mystiske væsen, der oplever Guds nærvær uden behov for at sætte oplevelsen på logisk/syntaktiske formler, sådan som de dogmatisk tænkende mænd må gøre, for at få bragt Gud ind i deres forståelse.
For manden er kvinden er gåde, mens hun læser ham som en åben bog.

Ægte mystik beror på den tanke, at det ikke alene er mennesket, som har brug for og som behøver Gud, men at også Gud har brug for og behøver mennesket, at de gensidigt søger hinanden og først forløser hinanden i deres gensidige kærlighed. Begge er henvist til hinanden, også Gud til mennesket. Uden mennesket har han intet væsen, på hvilket han kan ødsle sin kærlighed.

Alt dette forstår kvinden umiddelbart, fordi hun er det det naturlige og mystiske væsen, der tør træde Gud nær uden angst.

Hilsen

Thomas