Vi har brug for Det Gamle Testamente

I modsætning dertil står den sædvanlige kristne fortolkning, hvor Kains
svar: "Det véd jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?" betragtes som et forsøg på at smyge sig udenom den klare forbrydelse, han har begået. For, hævder kristendommen, der findes en naturlig lov, og den er givet til alle mennesker og gælder i alle folkeslag; det er derfor ikke nødvendigt, at Gud først må åbenbare et forbud mod at slå ihjel, før mennesket kan anklages for ved at have slået ihjel at have gjort noget forkert.

Jesus har i sin lignelse om de betroede talenter hævdet om Gud, at han "høster, hvor han ikke såede, og samler, hvor han ikke spredte" (Matt 25,24 og 26). Derved vender han sig mod den rabbinske forestilling om, at Guds åbenbaring af loven kommer først, først derefter kan der blive tale om en overtrædelse. Sådan spiller klaveret ikke, siger han, Gud kræver noget af dig uden først at have givet nogen åbenbaring af loven. For hvad loven kræver, kan ethvert menneske indse.

Det samme gør han med den gyldne regel: "Derfor: alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem". Hermed henviser han netop til, hvad ethvert menneske kan indse. Og han slår pointen yderligere fast ved at tilføje: "Sådan er loven og profeterne". Det vil altså sige, at rabbinernes måde at udlægge Det Gamle Testamente på er forkert. Du kan ikke mure dig inde bag din retskaffenhed og lovoverholdelse. På den måde at unddrage sig sin næstes krav om nærvær er i sig selv at overtræde loven.

Paulus og de senere kristne har haft deres hyr med loven i Det Gamle Testamente. Jesus kunne kritisere Det Gamle Testamente: "I har hørt, at der er sagt: ”Øje for øje og tand for tand” v39 Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til." (Matt 5,38f). Men Paulus havde vanskeligere ved det. Ja, han synes ligefrem at give rabbinerne ret i påstanden om, der må være en åbenbaret lov, før der kan være tale om at tilregne eller opregne nogen synd. Han skriver i Rom 5,13: "For vel fandtes der synd i verden før loven, men synd kan ikke opregnes, når der ikke er nogen lov; v14 men døden herskede fra Adam til Moses også over dem, der ikke havde syndet ved en lignende overtrædelse som Adam". Dog korrigerer han den rabbinske opfattelse, når han dels siger, at der var synd før loven, og dels gør opmærksom på, at døden herskede også over dem, der ikke havde syndet ved en overtrædelse som Adams. Adam syndede nemlig i 1 Mos 3,8 efter at have fået en befaling i 1 Mos 2,16 om ikke at spise af træet til kundskab om godt og ondt.

Men det må indrømmes, at slægterne efter Jesus og Paulus har haft vanskeligere ved at gennemføre en religionskritik overfor Det Gamle Testamente. Man har overtaget mange ting temmelig ukritisk, og det var ikke godt. På den anden side: at overlade alt det gode ved Det Gamle Testamente til den rabbinske fortolkning, kunne man heller ikke få sig til.

Til slut to eksempler på det gode ved Det Gamle Testamente: Jer 31,33f, hvor der står: "Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. v34 Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd".

Et andet eksempel er Es 11,4: "Han slår voldsmanden med sin munds stok, og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige", hvor den grundkristne tanke nævnes, at det er ordets strukturer, der har magt over mennesker, ikke vold og legemlig straf.

Det var det lange svar i en meget forkortet udgave.

Venlig hilsen

Ricardt Riis, cand.theol.