Mange tak for det dejlige indlæg, som jeg selv synes er ganske fornuftigt, selvom jeg ikke er enige i nogle af antagelserne.
Folkekirken er rigtig nok stadig for låst fast i en vidensbundethed, når det gælder liturgi, og en væven når det gælder trosspørgsmål; men dertil at sige at kirken ikke tiltrækker ildsjæle, sys jeg er for hårdt. Folkekirkens nuværende tilstand skriger på ildsjæle, problemet er bare at ildsjælenes generation, som nok mest kom for traditionen i starten, er på vej ud og føler sig magtesløse overfor manglende igangsætning på et højere plan.
Der er alt for store forskelle, og selvom rummelighed er godt, så gør den løse sammenknytning, at det i alt for høj grad beror på de få ildsjæle i hvert sogn, og hvor mange nu er begyndt at trappe ned. Men mange kirker opretholder modet og aktiviteten, det er desværre bare for usynligt for den almene befolkning, da der er forsvindende lidt almen-PR i stifterne.
Selve præsterne kan jeg ikke sige det store om. Mange er godt nok lidt for dårlige til at give korte og gode svar på troens spørgsmål, men om det er en manglende indlevelse tror jeg ikke, det er, som jeg ser det, en frygt for at skræmme folk væk med kontante svar. Folkekirkerne er desværre derfor gået over i den modsatte grøft, og blæser enhver filosofisk tanke op i komplekitetens navn, at de korte trosstatements, som trosbekendelsen jo er, paradoxalt er sat til side.
Jeg mener ikke at hele Folkekirken er i krise. I adskillelige sogne hen over landet er der godt gang i den levende kristendom; bla. er Grøsbøls gamle nabosogn Christians sogn i Lyngby altid i gang med et-eller-andet dejligt åndeligt og trosfremmende projekt, mens her i Helsingør kan kirkernes tilbud ofte ses som ikke-eksisterne, selvom det jo er en overdrivelse. Masser steder i de store byer og i Jylland har man noget ordenligt i gang, men jeg mener at biskopperne snart må ordenligt på banen med ideer til fremmelse af levende menigheder.
Jeg mener godt nok ikke at kristendommen skal overspiritualiseres, som det ses i frikirkerne, men et mere levende menighedsliv skal så sandelig fremelskes, det er sandt. Jeg mener at der bør være et kristendomstilbud der favner bredt, og det er Folkekirken, og med en ordenlig indsats kan den også blive det!
Folk bliver mere og mere klar over at dåb og bryllupper ikke er det eneste i kirker, men udviklingen er desværre meget langsom, bla. på grund den massive kristendomsmodstand der fandtes for en generation siden.
Selvfølgelig vil det være dejligt med noget mere praktisk teologi til teologerne, men den nuværende uddannelse er altså en meget grundig gennemgang af alle kroge af kristendommen, og jeg vil stadig mene at rigtig mange præster er opgaven værdig.
Min egen præst er vokset enormt med opgaven, og gør faktisk en rigtig god indsats, og det er uanset at bitte teologiske forskelle deler os. Man behøver ikke at være mystikker eller troens klippe for at være præst, men man bliver selvfølgelig nød til at være hyrde og guide for menigheden, som jo ser op til præsten, som derfor må være ekstremt god til at få folk til at tænke over deres egen religiøsiet og kristendommens betydling i vor liv.
Folkekirken skal være grundfæstet på midten i kristendommens troslandskab, klart forankeret på troen på Kristus som Frelser og Centrum, men også for folket, og af folket. Jeg er glad for dem der ønsker mere og søger videre til frikirkerne, men vi har altså en kæmpe kirke der behøver vores krafter - Folkekirken.
Persondata politik og brug af cookies*
Du skal være opmærksom på, at du accepterer vores persondata politik og brug af cookies, når du besøger kristeligt-dagblad.dk og de tilknyttede domæner.
Vi indsamler ikke oplysninger, der ikke er beskrevet i vores persondata politik og vi indsamler aldrig persondata uden at du selv har givet os disse oplysninger, fx ved at registrere dig, købe en vare eller deltage i en undersøgelse.
På alle vore sites benytter vi cookies til at gøre din oplevelse bedre og for at kunne bringe de annoncer, som financierer disse sites.
Du kan i de fleste browsere ændre på indstillingerne for hvilke cookies, der bliver sat på din computer.
* En cookie er en lille stump data, der gemmes i din browser og kan læses af enten systemerne bag vores sites eller en af vores partnere. En cookie er ikke et program, der kører på din maskine og en cookie er ikke en virus eller spyware.
Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Folkekirken har et problem til din ven.
Folkekirken har et problem
Der siges og gøres ting i folkekirken, som ingen rigtig tror på eller forstår den egentlige betydning af. Synspunkt af Leif Asmark Jensen
I forbindelse med en lytterunde, som Stiftssamarbejdet Folkekirke og Religionsmøde og Areopagos foretager specielt blandt folk med forbindelse til østlig religiøsitet, fik min kone og jeg en aften sidste efterår besøg af tre mænd til en samtale om vores syn på folkekirken. Over en middag gav vi vores bud på kirkens problemer. Resultatet af denne lytterunde, som udspandt sig over 12 samtaler, mundede ud i en 40-siders rapport med titlen Tro i tiden. Som en opfølgning er jeg blevet bedt om at skrive lidt mere om mit syn på Folkekirkens situation og den udfordring, som tidens nyåndelighed giver kirken.
Først lidt om mig selv. Den religiøsitet, jeg har fulgt de sidste 25 år, bygger på Indiens Vedaer og Hare Krishna. At jeg ikke er medlem af Folkekirken skyldes altså ikke, at jeg er ateist. Jeg ved, at Gud findes. Jeg er også monoteist, dvs. jeg tror på Gud som en person. Jeg tror, at forholdet mellem Ham og mig er et evigt personligt forhold, hvor Han er stor, og jeg er lille. Jeg tror ikke på en sammensmeltning imellem min og Guds personlighed, som man ellers tit forbinder det med Østens religioner (hvorfor dette ikke er helt berettiget, er ikke stedet at komme ind på her).
Jeg tager på ingen måde afstand fra personen Jesus. Tværtimod anser jeg ham for en ren sjæl, der var sendt fra Guds verden med Guds budskab. Jeg har derfor intet problem med at kalde ham både en frelser og Guds søn for at bruge kirkens terminologi om ham.
Annonce
Jeg har heller intet imod folkekirkens medlemmer. Jeg har gode kristne venner og bekendte. Alle er de sympatiske og behagelige at være sammen med. Hvis jeg således i det følgende kommer til sige ting, der lyder hårde, håber jeg derfor, at de blot bliver forstået som forsøg på konstruktiv kritik.
Først lidt om mig selv. Den religiøsitet, jeg har fulgt de sidste 25 år, bygger på Indiens Vedaer og Hare Krishna. At jeg ikke er medlem af Folkekirken skyldes altså ikke, at jeg er ateist. Jeg ved, at Gud findes. Jeg er også monoteist, dvs. jeg tror på Gud som en person. Jeg tror, at forholdet mellem Ham og mig er et evigt personligt forhold, hvor Han er stor, og jeg er lille. Jeg tror ikke på en sammensmeltning imellem min og Guds personlighed, som man ellers tit forbinder det med Østens religioner (hvorfor dette ikke er helt berettiget, er ikke stedet at komme ind på her).
Jeg tager på ingen måde afstand fra personen Jesus. Tværtimod anser jeg ham for en ren sjæl, der var sendt fra Guds verden med Guds budskab. Jeg har derfor intet problem med at kalde ham både en frelser og Guds søn for at bruge kirkens terminologi om ham.
At folkekirken har et problem med at appellere til mange mennesker har flere grunde. Vores tid er pluralistisk. Folkekirken har mistet sit monopol på Gud. Mange tager sig naturligt den frihed at shoppe lidt her, der og alle vegne uden at binde sig til noget bestemt. Vort samfund er også ret ateistisk, og mange viger bort fra enhver form for religion, specielt institutionel religion. Det kan folkekirken næppe bebrejdes for.
Folkekirkens største problem var for mig manglen på tilfredsstillende forklaringer på eksistentielle spørgsmål. Hvem er jeg? Hvad er denne verden? Hvad er formålet med den? Hvad og hvem er Gud? Hvorfor skulle jeg overhovedet tro, at Gud findes? Hvorfor findes der lidelse? Desværre gav kirken mig aldrig svar på sådanne spørgsmål. Indtil videre har jeg derfor måttet konkludere, at dens teologi ikke rummer dem.
Jeg mener dog, at Jesus gav svarene, men også, at kirken ikke repræsenterer hans lære rent. Et eksempel er reinkarnation. Ifølge det indtryk, jeg har kunnet dannet mig, var reinkarnation en del af Jesu oprindelige lære og blev først opgivet af Romerkirken omkring det 3. eller 4. århundrede. For de store kirkefædre i de første århundreder såsom Clement af Alexandria og Origenes var sjælens udødelighed en del af Jesu lære. Ifølge dem lod Gud sjæle, der ikke blev frelst i dette liv og kom tilbage til Hans evige verden, genføde i en ny skikkelse for at give dem en ny chance for at komme hjem til Ham.
Denne reinkarnationslære, der i øvrigt er identisk med Bhagavad-gitas lære, lyder for mig som en særdeles fornuftig forklaring på bl.a. eksistensen af lidelser i en verden, der er skabt af en almægtig og algod Gud, og er langt mere tilfredsstillende end tågede ideer om kødets opstandelse, fortabelse til evigt helvede eller sjælens udslettelse.
Hvad jeg her vil kalde folkekirkens filosofiske svaghed, kommer mere generelt til udtryk i kirkens generelle opfattelse af, at tro og viden er uforenelige. På mig virker det mest som et forsøg på at skjule en grundlæggende mangel på fyldestgørende forklaringer på eksistentielle spørgsmål. Jeg har meget nemmere ved at tilslutte mig Bhagavad-gitas ide om at se tro og viden som uløseligt forbundne. Virkelig tro er et produkt af viden, omvendt er tro nødvendig for overhovedet at kunne få viden, og bekræftelsen på sand tro er, at den munder ud i sikker viden. Sammenlignet med det lyder folkekirkens teologi om, at Guds eksistens kun kan være genstand for tro og ikke viden, som sort tale.
Jeg mener, at folkekirkens problem kan kortes ned til, at den har svært ved at ’levere’ Gud. Somme tider tænker jeg, at kirken mangler ’mystikere’. Ateister tror ikke på Gud, religiøse mennesker tror på Gud, og så er der mystikerne, der lever med Gud og oplever Hans eksistens lige så direkte og umiddelbart, som vi andre oplever solen, når den skinner på os. Er det manglen på mystikere – levende beviser på Guds eksistens – der har gjort Gud så fjern og teoretisk i Folkekirken?
At folkekirken sammenlignet med andre religioner har et problem med Guds eksistens og nærvær, er sikkert. Selv blandt kirkens præster tvivler mange på, om Gud overhovedet findes, og nogle af dem udtaler offentligt, at de ikke tror på Gud. Evnen til at tvivle er selvfølgelig et intelligent menneskes varemærke, men er man ikke desto mindre ikke kommet videre end tvivlsstadiet i forhold til Guds eksistens, virker det på mig som en selvmodsigelse at være præst. Præsters hovedopgave er at formidle erkendelsen og oplevelsen af Guds eksistens. Med andre ord skal præster være levende mystikere. Er Folkekirkens præster det? Svaret er generelt nej, og det får mig til at stille et generelt spørgsmålstegn ved selve præsternes uddannelse. De har godt nok en høj universitetsuddannelse, men indeholder teologistudiet også træning i, hvordan men direkte erkender og oplever Guds eksistens? Så vidt jeg har forstået, er svaret igen nej. Altså bunder et af folkekirkens problemer i et forkert fokus under præsternes uddannelse.
At præsterne, selv om de ellers er flinke og velmenende mennesker, ofte ikke er, hvad jeg vil kalde Gudsrealiserede, gør, at meget af det, der foregår i kirken, består mere af ydre bevægelser og fagter end af reelt indhold. Der siges og gøres ting, som ingen rigtigt tror på eller forstår den egentlige betydning af. Et eksempel er den kirkelige trosbekendelses dogme om ’kødets opstandelse’. Dette er læren om, at en dag i fremtiden åbner gravene sig, og de døde rejser sig og stiger op til himlen i samme legeme, som de døde i. Hvem tror for alvor på dette? Nogle gør det faktisk, og al respekt for dem. Ikke desto mindre gør de fleste af folkekirkens medlemmer inklusive præsterne det ikke.
Alligevel ser man præster og menighed stå og gentage, ’vi tror på kødets opstandelse’, selv om de ikke tror på det. Udover det tvivlsomme i åbenlyst at lyve Gud op i ansigtet vidner det om en kirke, der er stivnet i mekaniske ritualer og dogmatik, hvor ingen tænker over, hvad de står og siger. En sådan kirke kan måske appellere til dem, for hvem religion blot skal være en varm følelse af gamle traditioner, men kan den tiltrække dem, der seriøst ønsker at forstå livets mening?
Det er fra den sidste kategori, de virkeligt seriøse tilhængere af religion kommer. Giver folkekirkens problem sig udslag i en manglende evne til at appellere til netop denne kategori? Det må det være, for det kan ikke være medlemstallet, Folkekirken er utilfreds med, da den stadig har 80 % af danskerne som medlemmer. Men hvor mange af dem brænder for kirkens budskab og sag og ser kirken som deres virkelige hjem og hjerte, og hvor mange er blot formelle medlemmer, der døbes, konfirmeres og ekspederes i graven, men ellers ikke skænker en tanke, hvad kirken i øvrigt står for? Hvis det faktisk er tilfældet, at kirken ikke længere appellerer til de ægte ildsjæle, men kun lever videre i kraft af tidligere tiders momentum, må det også være sandt, at selv med et officielt medlemsantal, der måles i millioner, har den et alvorligt problem.
Spørgsmålet er nu, hvilke tiltag der er brug for at få folkekirken tilbage som en stærk åndelig faktor, der kan tænde den virkelige religiøse flamme i sine medlemmer. Jeg har ikke noget patentsvar, men initiativet med lytterunder blandt forskellige, ikke-kristne religiøse mennesker virker fornuftig. Ægte tværreligiøs dialog med gensidig respekt, tolerance og forståelse er en ressource, hvor vi alle kan trække på hinandens stærke sider og derigennem styrke den ægte åndelighed, som findes i alle religioner, også i folkekirken.
Leif Asmark Jensen er medlem af Hare Krishna
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk
Læs artiklen bag debatten her: Folkekirken har et problem
Læs artiklen bag debatten her: Folkekirken har et problem
Leif Asmark Jensens artikel om folkekirkens tilstand er interessant læsning. Den danske Hare Krishna-tilhænger sætter fingeren på flere ømme punkter. Som kristen kan jeg faktisk give ham ret i flere af hans iagttagelser.
Alligevel har jeg svært ved at bruge Asmark Jensen som sandhedsvidne i denne sag. Hans betragtningsmåde er simpelthen for stærkt præget af orientalsk spiritualitet, til at jeg personligt kan bruge hans kritik til ret meget.
Asmark Jensens Gudssyn og tro på sjælevandring er naturligvis præget af hans religiøse tilhørsforhold til hinduismen. Og personligt må jeg afvise Asmark Jensens forsøg på at tage Klemens og Origines som gidsler i hans agitation for reinkarnation – kirkefædrene var også mennesker, som tog fejl, og visse former for vranglære justerede kirken naturligvis. Og Origines’ og Klemens’ sjælevandringstro var – så vidt jeg har forstået – inspireret af gammel, hedensk hellenistisk religion og/eller gnostisk hæresi, og man kan derfor ikke automatisk sætte lighedstegn mellem disse og den orientalske/hinduistiske reinkarnationslære.
Jeg forbliver også skeptisk, når Asmark Jensen siger god for Jesus. Han skriver:
”Jeg tager på ingen måde afstand fra personen Jesus. Tværtimod anser jeg ham for en ren sjæl, der var sendt fra Guds verden med Guds budskab. Jeg har derfor intet problem med at kalde ham både en frelser og Guds søn for at bruge kirkens terminologi om ham.”
Hvad er ”Guds verden”? Og er Jesus ”en ren sjæl”? Jesus må da snarere være ”en ren ånd”. Og mere end det, for Jesus er jo også kød og blod. Asmark Jensens syn på Jesus er, så vidt jeg kan se, ikke i fuld overensstemmelse med kristendommen, heller ikke selvom Hare Krishna-tilhængeren gør et forsøg på at bruge ”kirkens terminologi” med ”personen Jesus”, ”Guds søn” og ”frelser”.
Asmark Jensens bekendelse af, hvem Jesus er, svarer ikke til apostlen Peters (Matt 16,16). For Asmark Jensen er Jesus nemlig ikke Kristus. Og han springer behændigt over det, der er en helt central del af den kristne tro, nemlig at Jesus er både Gud og menneske. Asmark Jensen ignorerer sandheden om, at Gud blev kød, at Gud inkarnerede i sin søn, Jesus Kristus.
Asmark Jensen har vist også fået galt fat i den kristne tro på kødets opstandelse. Han skriver om ”den kirkelige trosbekendelses dogme om ’kødets opstandelse’,” at ”Dette er læren om, at en dag i fremtiden åbner gravene sig, og de døde rejser sig og stiger op til himlen i samme legeme, som de døde i.”
Paulus har udlagt troen på kødets opstandelse i 1 Kor 15,35-53. Her sammenligner apostlen opstandelsesprocessen med hvede eller anden sæd, som man sår. ”Det, du sår, får ikke liv, hvis ikke det dør. Og det, du sår, er ikke den plante, der kommer op, men et nøgent korn, enten af hvede eller af en anden slags.” Altså: den jordiske skikkelse forgår, men en ny skyder op. Det er ikke det gamle legeme, men et nyt, der opstår fra de døde. Og man må yderligere konkludere, at troen på kødets opstandelse udelukker diverse doktriner om sjælevandring.
Alligevel har jeg svært ved at bruge Asmark Jensen som sandhedsvidne i denne sag. Hans betragtningsmåde er simpelthen for stærkt præget af orientalsk spiritualitet, til at jeg personligt kan bruge hans kritik til ret meget.
Asmark Jensens Gudssyn og tro på sjælevandring er naturligvis præget af hans religiøse tilhørsforhold til hinduismen. Og personligt må jeg afvise Asmark Jensens forsøg på at tage Klemens og Origines som gidsler i hans agitation for reinkarnation – kirkefædrene var også mennesker, som tog fejl, og visse former for vranglære justerede kirken naturligvis. Og Origines’ og Klemens’ sjælevandringstro var – så vidt jeg har forstået – inspireret af gammel, hedensk hellenistisk religion og/eller gnostisk hæresi, og man kan derfor ikke automatisk sætte lighedstegn mellem disse og den orientalske/hinduistiske reinkarnationslære.
Jeg forbliver også skeptisk, når Asmark Jensen siger god for Jesus. Han skriver:
”Jeg tager på ingen måde afstand fra personen Jesus. Tværtimod anser jeg ham for en ren sjæl, der var sendt fra Guds verden med Guds budskab. Jeg har derfor intet problem med at kalde ham både en frelser og Guds søn for at bruge kirkens terminologi om ham.”
Hvad er ”Guds verden”? Og er Jesus ”en ren sjæl”? Jesus må da snarere være ”en ren ånd”. Og mere end det, for Jesus er jo også kød og blod. Asmark Jensens syn på Jesus er, så vidt jeg kan se, ikke i fuld overensstemmelse med kristendommen, heller ikke selvom Hare Krishna-tilhængeren gør et forsøg på at bruge ”kirkens terminologi” med ”personen Jesus”, ”Guds søn” og ”frelser”.
Asmark Jensens bekendelse af, hvem Jesus er, svarer ikke til apostlen Peters (Matt 16,16). For Asmark Jensen er Jesus nemlig ikke Kristus. Og han springer behændigt over det, der er en helt central del af den kristne tro, nemlig at Jesus er både Gud og menneske. Asmark Jensen ignorerer sandheden om, at Gud blev kød, at Gud inkarnerede i sin søn, Jesus Kristus.
Asmark Jensen har vist også fået galt fat i den kristne tro på kødets opstandelse. Han skriver om ”den kirkelige trosbekendelses dogme om ’kødets opstandelse’,” at ”Dette er læren om, at en dag i fremtiden åbner gravene sig, og de døde rejser sig og stiger op til himlen i samme legeme, som de døde i.”
Paulus har udlagt troen på kødets opstandelse i 1 Kor 15,35-53. Her sammenligner apostlen opstandelsesprocessen med hvede eller anden sæd, som man sår. ”Det, du sår, får ikke liv, hvis ikke det dør. Og det, du sår, er ikke den plante, der kommer op, men et nøgent korn, enten af hvede eller af en anden slags.” Altså: den jordiske skikkelse forgår, men en ny skyder op. Det er ikke det gamle legeme, men et nyt, der opstår fra de døde. Og man må yderligere konkludere, at troen på kødets opstandelse udelukker diverse doktriner om sjælevandring.
Læs artiklen bag debatten her: Folkekirken har et problem
To artikler har ansporet mig til dette indlæg 'Folkekirken har et problem'
http://www.religion.dk/artikel/285844:Synspunkt--Folkekirken-har-et-problem og
'Folkekirken mangler en overlevelsesstrategi' http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/286027:Kirke---tro--Folkekirken-mangler-en-overlevelsesstrategi
Den første er skrevet som et synspunkt af et medlem af Hare Krishna mens den anden artikel er skrevet
som et referat af hvad nogle medlemmer af den danske folkekirke mener. Her i blandt en biskop.
Det slår mig at når jeg læser den anden artikel, så er der gået management speak i den,
Karen Klint:
"– De, der vil folkekirken noget godt, må få fingeren ud og komme i gang.
Det haster med at blande sig i debatten, hvis vi vil bevare folkekirken.
Vi mangler simpelthen at formulere en strategi til overlevelsen, siger hun ihærdigt,
mens hun slår lidt opgivende ud med armene som for at understrege sin pointe i, at det haster."
Biskop Niels Henrik Arendt:
"– Det er et fælles ansvar, hvis kirken skal have en fremtid.
Derfor må vi alle tage fat og hellere i dag end i morgen."
Den eneste der nævner religionsdyrkelse er Lektor i kristendom, Povl Götke:
"– Egentlig er det totalt latterligt at gå så meget op i noget,
men på stadion bliver det en kamp på liv og død på samme måde som med religioner"
Hvis jeg derimod ser på den første artikel af Leif Asmark Jensen, så ser jeg et stærkt udtryk af
aktiv religions dyrkelse, og en aktiv stillings tagen til hvad er det jeg tror på, samt et ønske om at
finde ud af meningen med det hele. Hans kommentarer om at man fornemmer at nogle af folkekirkens præster
ikke helt tror på det de prædiker må jeg desværre sige at jeg deler. Nej, jeg orker ikke at skrve hans
navn, men han er vist gået på pension.
Mit spørgsmål bliver med udgangs punkt i Povl Götke's citat:
Er den danske folke kirke noget som kan anspore dens præster og menighed til kamp på liv og død??
Afledt heraf,
tager folkekirken missionsbefalingen alvorlig og udføre mission blandt f.eks. nydanskere?
tager folkekirken dåbsbefalingen alvorlig og fortæller nygifte at de skal lade deres børn døbe.
tager folkekirken de 10 bud alvorligt? her tænker jeg specielt på at lade fraskilte gifte igen,
Har folkekirken ikke udviklet sig til en filosofi fremfor en religion?
Mvh Fynboen
PS
Min personlige overbevisning får mig hverken til at kigge på frikirker, pinsekirker eller Hare krishna.
Til gengæld overvejer jeg langsomt om jeg skulle blive almindelig kristen. D.v.s. katolsk, katoliker
oversætter katolsk med almindelig :-)
http://www.religion.dk/artikel/285844:Synspunkt--Folkekirken-har-et-problem og
'Folkekirken mangler en overlevelsesstrategi' http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/286027:Kirke---tro--Folkekirken-mangler-en-overlevelsesstrategi
Den første er skrevet som et synspunkt af et medlem af Hare Krishna mens den anden artikel er skrevet
som et referat af hvad nogle medlemmer af den danske folkekirke mener. Her i blandt en biskop.
Det slår mig at når jeg læser den anden artikel, så er der gået management speak i den,
Karen Klint:
"– De, der vil folkekirken noget godt, må få fingeren ud og komme i gang.
Det haster med at blande sig i debatten, hvis vi vil bevare folkekirken.
Vi mangler simpelthen at formulere en strategi til overlevelsen, siger hun ihærdigt,
mens hun slår lidt opgivende ud med armene som for at understrege sin pointe i, at det haster."
Biskop Niels Henrik Arendt:
"– Det er et fælles ansvar, hvis kirken skal have en fremtid.
Derfor må vi alle tage fat og hellere i dag end i morgen."
Den eneste der nævner religionsdyrkelse er Lektor i kristendom, Povl Götke:
"– Egentlig er det totalt latterligt at gå så meget op i noget,
men på stadion bliver det en kamp på liv og død på samme måde som med religioner"
Hvis jeg derimod ser på den første artikel af Leif Asmark Jensen, så ser jeg et stærkt udtryk af
aktiv religions dyrkelse, og en aktiv stillings tagen til hvad er det jeg tror på, samt et ønske om at
finde ud af meningen med det hele. Hans kommentarer om at man fornemmer at nogle af folkekirkens præster
ikke helt tror på det de prædiker må jeg desværre sige at jeg deler. Nej, jeg orker ikke at skrve hans
navn, men han er vist gået på pension.
Mit spørgsmål bliver med udgangs punkt i Povl Götke's citat:
Er den danske folke kirke noget som kan anspore dens præster og menighed til kamp på liv og død??
Afledt heraf,
tager folkekirken missionsbefalingen alvorlig og udføre mission blandt f.eks. nydanskere?
tager folkekirken dåbsbefalingen alvorlig og fortæller nygifte at de skal lade deres børn døbe.
tager folkekirken de 10 bud alvorligt? her tænker jeg specielt på at lade fraskilte gifte igen,
Har folkekirken ikke udviklet sig til en filosofi fremfor en religion?
Mvh Fynboen
PS
Min personlige overbevisning får mig hverken til at kigge på frikirker, pinsekirker eller Hare krishna.
Til gengæld overvejer jeg langsomt om jeg skulle blive almindelig kristen. D.v.s. katolsk, katoliker
oversætter katolsk med almindelig :-)
Læs artiklen bag debatten her: Folkekirken har et problem
Ja, det stå slemt til med det der kaldes for folkekirken.
Det er i mine øjne en fabrik, hvor der udføres;
Dåb, Konfirmation, Bryllup og Begravelse.
Mange medlemmer kunne ikke drømme om at komme andet end i de anledninger, og så lige til jul ! Men hvor bliver de af ved de mindre materielle fester, eks. påsken , der for enhver kristen må være højdepunktet på året.
Nu skal jeg jo heller ikke gøre kirken uret ! der er da også mennesker der keder sig, og derfor går i kirke om søndagen. (mest gamle mennesker)
Det bekymrende er at der ikke er krav om et personligt kristent engagement hos præsterne.
Når man kommer i en kirke hvor der bedes fadervor så hurtigt at INGEN kan følge med, så får man let den fornemmelse, at præsten er ligeglad med hvad der kommer ud af det han gør, og bare vil hjem !
Så længe der er krav om en akedemisk uddannelse, men ikke personlig interesse for kristendom, blandt præster, forbliver kirken på den glidebane den allerede er langt ude på.
Mange mennesker bliver ved med at betale deres kirkeskat, selvom de ikke bruger kirken.
De ved nemlig ikke hvor de så skal gå hen og få udrettet deres "overgangs riter". Det gør eks. mange bange, hvis de tror de ikke kan bliv begravet.
Jeg vil opfordrer alle til at melde sig ud af folkekirken, og ind i de kirker de vil benytte, hvis de vil benytte nogen.
Så skulle i nok se hvordan præsterne skulle få gang i forkyndelsen, og hvis ikke, så kunne de jo finde et andet job, som noget helt andet.
Hvorfor skal præster være så sikre i deres position, hvis de alligevel ikke ønsker at have personligt engagement.
Det er i mine øjne en fabrik, hvor der udføres;
Dåb, Konfirmation, Bryllup og Begravelse.
Mange medlemmer kunne ikke drømme om at komme andet end i de anledninger, og så lige til jul ! Men hvor bliver de af ved de mindre materielle fester, eks. påsken , der for enhver kristen må være højdepunktet på året.
Nu skal jeg jo heller ikke gøre kirken uret ! der er da også mennesker der keder sig, og derfor går i kirke om søndagen. (mest gamle mennesker)
Det bekymrende er at der ikke er krav om et personligt kristent engagement hos præsterne.
Når man kommer i en kirke hvor der bedes fadervor så hurtigt at INGEN kan følge med, så får man let den fornemmelse, at præsten er ligeglad med hvad der kommer ud af det han gør, og bare vil hjem !
Så længe der er krav om en akedemisk uddannelse, men ikke personlig interesse for kristendom, blandt præster, forbliver kirken på den glidebane den allerede er langt ude på.
Mange mennesker bliver ved med at betale deres kirkeskat, selvom de ikke bruger kirken.
De ved nemlig ikke hvor de så skal gå hen og få udrettet deres "overgangs riter". Det gør eks. mange bange, hvis de tror de ikke kan bliv begravet.
Jeg vil opfordrer alle til at melde sig ud af folkekirken, og ind i de kirker de vil benytte, hvis de vil benytte nogen.
Så skulle i nok se hvordan præsterne skulle få gang i forkyndelsen, og hvis ikke, så kunne de jo finde et andet job, som noget helt andet.
Hvorfor skal præster være så sikre i deres position, hvis de alligevel ikke ønsker at have personligt engagement.
Læs artiklen bag debatten her: Folkekirken har et problem
Der er selvfølgelig mange ting som kunne være anderledes i folkekirken, dette understreges også med stor tydelighed i disse kommentarer. Men jeg bliver nødt til at anfægte præmisserne for himmels argumentation og dennes afsluttende opfordring.
At tage noget som man jeg regne med er personlige erfaringer, og gøre dem til en almengyldighed i det man generaliserer, er ifølge mig ikke en måde at diagnoser de sygdomstegn som folkekirken eventuel må have.
Endvidere må det også være i himmels og os andres interesse at prøve at lede kirken hen i en retning, hvorved vi udnytter de mange potentialer folkekirken må have, i stedet for at anfægte kirkegængernes deres bevæggrunde for at komme i kirken, og endvidere også at skærer folkekirkens præster og én kam. Jeg betragter stadig folkekirken som et sted med masser af potentialer og jeg kan kun henvise til CharlesA’s optimistiske og konstruktive indlæg.
Matt 18,6-11
At tage noget som man jeg regne med er personlige erfaringer, og gøre dem til en almengyldighed i det man generaliserer, er ifølge mig ikke en måde at diagnoser de sygdomstegn som folkekirken eventuel må have.
Endvidere må det også være i himmels og os andres interesse at prøve at lede kirken hen i en retning, hvorved vi udnytter de mange potentialer folkekirken må have, i stedet for at anfægte kirkegængernes deres bevæggrunde for at komme i kirken, og endvidere også at skærer folkekirkens præster og én kam. Jeg betragter stadig folkekirken som et sted med masser af potentialer og jeg kan kun henvise til CharlesA’s optimistiske og konstruktive indlæg.
Matt 18,6-11
Læs artiklen bag debatten her: Folkekirken har et problem
Folkekirken har nok problemer, både på de indre linier og i forhold til folkestyret, men den har først overlevet sig selv i det øjeblik, hvor mere end 50% af befolkningen mener, at den har overlevet sig selv, og kræver en grundlovsrevision. Det kaldes demokrati!
Så hvis præsterne og de menige medlemmer af statskirken forstår at holde religion og politik hver for sig, hvilket burde være let, da kirkens egne dogmer kræver en sådan adskillelse, og i øvrigt sige noget der forekommer mere ægte sandt og vedkommende end det som de konkurrerende religioner og sekter samt filosofier hævder, så kan folkekirken meget vel fortsat være en bærende instution for folkestyret, således som den var tænkt i 1849.
Hilsen
Thomas
-------------------
"Do you know what it means to come home at night to a woman who'll give you a little love, a little affection, a little tenderness? It means you're in the wrong house." - George Burns
Så hvis præsterne og de menige medlemmer af statskirken forstår at holde religion og politik hver for sig, hvilket burde være let, da kirkens egne dogmer kræver en sådan adskillelse, og i øvrigt sige noget der forekommer mere ægte sandt og vedkommende end det som de konkurrerende religioner og sekter samt filosofier hævder, så kan folkekirken meget vel fortsat være en bærende instution for folkestyret, således som den var tænkt i 1849.
Hilsen
Thomas
-------------------
"Do you know what it means to come home at night to a woman who'll give you a little love, a little affection, a little tenderness? It means you're in the wrong house." - George Burns
Stillinger
-
Projektmedarbejder søges til Kingo-Samuel sogn
-
Søndbjerg Efterskole søger forstander/forstanderpar...
-
Sogne- og korshærspræst søges til Silkeborg Sogn
-
Udviklingskonsulent søges til KFUM og KFUK i Herning
-
Kordegn søges til Dyssegårdskirken, Gentofte Kommune
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce