Artiklen er en del af en slags “beroligelsesprojekt”. Og det kan måske være meget godt, hvis man kun ville prøve at slå koldt vand i blodet. Men alligevel!

Se bare på overskriften: “Sekularister bør ikke frygte tørklædet”! Jeg bryder mig i al almindelighed ikke om at få at vide, hvad jeg skal være bange for og hvad ikke. Det vil jeg gerne selv have lov at bestemme. Men ok, hensigten er vel god nok. Vi skal ikke skabe større skel i befolkningen end nødvendigt.

Men hvorfor prøver man så ikke at vende sætningen om: “Tørklædebærende kvinder skal ikke være bange for at smide tørklædet, hvor der er gode sekulære grunde til det”? De, der insisterer på at ville skille sig ud fra os andre, f. eks. ved at bære tørklæde, er vel i lige så høj grad som vi, der skal affinde os med tørklædet, skyld i, at der skabes skel. Den tanke synes dog ingen at have fået.

Og det er måske også at forvirre diskussionen lidt, når man sådan bringer en artikel fra 25. februar 2008. Det, vi diskuterer herhjemme nu, er jo ikke tørklæder i almindelighed, men tænkte tørklæder på dommeres hoveder. Går det an i vort sekulære samfund?

Eller, kan man spørge: Opstiller det sekulære samfund selv ingen grænser? Det mener jeg, det gør. Og grænsen går ved de signaler, en dommer udsender med partiemblemer, religiøs hovedbeklædning eller lignende.

Ricardt Riis.

Religion er et meget vidt begreb. Den version af islam, der aktuelt buldrer frem med æresmord, tørklæder, Koran-skoler, krav om sharia og dødsstraf til frafaldne muslimer o.s.v., har ikke meget til fælles med dansk Folkekirketro eller med jødedom. At vedblive med at tvære det hele sammen i en stor religionsgryde bringer ikke debatten videre. Øjensynligt har mange debattører svært ved at se en politisk kamp, der hele tiden breder sig. De har en eller anden modvilje, når det gælder at bruge ordet "fjende" om salafister, islamister og andre fanatikere, der står fast på alle de aggressive og barbariske påbud i Koranen og hadith. Hvorfor er så få villige til at sætte hælen ned og konfrontere en bevægelse, der er i gang med at erobre "de vantros" lande? Der bliver jo proklameret højt og lavt hver dag? Måske er det allerede glemt, at Tyrkiets regeringsleder Erdogan ærligt meddelte, at "demokratiet er som en bus, man står af, når den er kommet til endestationen!" Manden er islamist og ønsker på langt sigt at afskaffe demokratiet, folkesuveræniteten og folkeretten. Hvorfor er det så svært for demokrater - ikke mindst kristne - at erkende, at islamismen er lidenskabelig og energisk fjende, som ikke lader sig berolige?

Hej Richardt..

Du skriver:

Men hvorfor prøver man så ikke at vende sætningen om: “Tørklædebærende kvinder skal ikke være bange for at smide tørklædet, hvor der er gode sekulære grunde til det”? De, der insisterer på at ville skille sig ud fra os andre, f. eks. ved at bære tørklæde, er vel i lige så høj grad som vi, der skal affinde os med tørklædet, skyld i, at der skabes skel. Den tanke synes dog ingen at have fået.


Det er vel ikke kun i forhold til tørklædet at man signalerer en forskel.. Det sker vel på mange måder hos andre grupper, bl.a. jøder der går med kippah, punkere der har temmeligt kreative frisurer og så videre.. Normalt opfatter vi ikke dette som et problem, så hvorfor gør vi det når det kommer til muslimske kvinders lyst til at bære tørklæde? Nu tænker jeg generelt og ikke i forhold til officielle embeder..

Mvh

Kære b’H!
“Nu tænker jeg generelt og ikke i forhold til officielle embeder”, skriver du. Jamen, min argumentation gik på de officielle embeder, jvfr bemærkningen: “hvor der er gode sekulære grunde til det”. Så lad os holde os til at diskutere det. Jeg kan også meget dårligt forestille mig, at jøder med kippah’er, punkere med udartede frisurer, osv vil være kandidater til et dommerembede.
Venlig hilsen
Ricardt Riis.

Hej Richardt:o)

Bare kald mig Borad;o).. B''H står for Baruch haShem, priset være Herren..

“Nu tænker jeg generelt og ikke i forhold til officielle embeder”, skriver du. Jamen, min argumentation gik på de officielle embeder, jvfr bemærkningen: “hvor der er gode sekulære grunde til det”.


Det havde jeg ikke lige gennemskuet:o).. Alt afhængigt af hvem du spørger, så kan "hvor der er gode sekulære grunde til det" gå lige fra i det hele taget til, som du selv er inde på, i offentlige erhverv..

Personligt er jeg ligeglad med om folk bærer tørklæder eller andet i offentlige jobs, så længe de ikke skal fremstå neutrale (som man jo så kan argumentere for at alle offentlige ansatte skal).. Jeg er selv af den holdning at dommere ikke bør skilte med religiøst tilhørsforhold.. Som Henrik Ilskov-Jensen også har redegjort for andetsteds, hvordan ville en eksempelvis palæstinensisk araber føle ved at blive dømt af en jøde der bærer kippah..

Men ud over det, så har jeg ikke det store problem.. Og det kan lyde til at du er af samme holdning, så der er vel ikke så meget at diskutere mellem os to så:o)

Mvh

Hej Richard Riis.
Du tager fejl.

Man må tale om 2 niveauer indenfor integration. Der er integrationen i det demokratiske politiske systems form - denne form indebærer at man deltager som aktivt politisk medlem, og via et diaologisk parlementarisk system, finder frem til kompromisser som vi alle kan acceptere. På dette punkt kan man kræve, at nye danske medborgere deltager, og vender sig til, at sådan må systemet nødvendigvis være, hvis man altså forudsætter et samfun med frihed og lighed for individerne.

Det andet niveau er på det mere lokalkulturelle. Det er en misforståelse af dimensioner, at man tror, at man kan kræve at folk lægger deres kulturarv bag sig. Man kan ikke kræve af en indianer, at han skal smide hans fjerpragt, og begynde at spise flæskesteg, før vi accepterer ham som medborger.

Dansk folkeparti har blandt andet gjort sig til talsmænd for denne holdning, hvor de egentlig ikke vil byde nye medborgere velkommen, før de spiser flæskesteg osv. Det er hvor tids misforståelse, at man kan kræve det af folk - og det er vel en form kvasi-fascisme.

Til Borad!
Ja, vi er vist nogenlunde enige. Dèr, hvor jeg ser problemet – men dèr det til gengæld også – er i dommersædet. Hvad der ellers kan lade sig gøre, må erfaringen afgøre. Som jeg skrev på min blog om Dommere med Tørklæde, så kan man da godt lade muslimske konduktører i DSB bære tørklæde, men viser det sig, at de af den grund ikke kan optræde som konduktører, fordi de ikke har autoritet til det, så må man lave denne tilladelse om.

Forøvrigt var jeg da enig med Odense byråd, da de i sin tid bestemte, at en kvinde, der var iført burka, ikke kunne være dagplejemor. Men det var altså også burka.

Til Marc Andersen!

Noget af det, jeg har imod den artikel, vi kommenterer, er, at den nu, hvor vi her i landet diskuterer tørklæder på dommere, tager en hel masse andre ting op. Det forvirrer. Det samme gør du med dine bemærkninger om integration i to niveauer. Du kan måske have ret i noget af det, du siger, selv om du for mig at se undervurdérer vanskelighederne ved at integrere muslimer, men det, der var min pointe, var, at netop, når det er dommere, vi taler om, må vel også muslimer kunne forstå, at disses påklædning skal være neutral i religiøs henseende, og at vi derfor burde sige til vore muslimske medborgere, at de ikke behøver være bange for at smide tørklædet, når der er en god, sekulær begrundelse for det.

Venlig hilsen

Ricardt Riis.

Jeg beklager at mit nuancerede budskab forvirrer, men jeg er bange for at sagen altså er kompleks.
Man kunne evt. stille spørgsmålet om en person for retten, har ret til at føle at denne får en fair rettergang. Som sådan ændrer det emotionelle resultat hos den dømte ikke på dommen - og hvis vi endeligt forestillede os, at en dommer f.eks. havde shariaforkærlighed, så ville det alligevel ikke ændre på dommens udfald, tørklæde eller ej.
Jeg mener ikke at tro og proffesionalisme er to modstridende ting. En dommer kan udemærket varetage et erhverv, uanset religion.

Kære Marc Andersen!

Sagen er kompleks, siger du. Ja, såmænd. Men du gør den nu ikke mindre kompleks, når du spørger, om en anklaget har ret til at føle, at han får en fair rettergang.

Det er mig ikke klart, hvordan man kan have RET til at føle noget. Mine følelser har jeg, og jeg spørger ikke et øjeblik, om jeg har RET til at have dem.

Derimod kan man stille det spørgsmål, om en anklaget MED RETTE vil kunne klage over unfair rettergang. Og det vil han efter min mening kunne, hvis der i retten fra dommeren signaleres noget andet end upartiskhed og neutralitet.

I Jyllands-Posten for den 20-5 kan man læse et indlæg af Lars Weiss, hvori han fortæller, at en kvindelig muslimsk dommer i Sarajevo ikke kunne drømme om at tage tørklæde på i retten.

Og tidligere var der i samme blad (tror jeg nok) en beretning fra en lægdommer, der for år tilbage fik påbud af den juridiske dommer om at fjerne sin partinål fra reverset.

Det sidste: at man ikke som dommer udsender forkerte signaler, var en selvfølge, indtil muslimerne kom. Hvorfor er det så ikke en selvfølge mere?

Det første viser, at hvad sharia kræver, er forskelligt fra sted til sted. Det er også forskelligt fra tid til tid. Nu er vi inde i en muslimsk vækkelsesperiode, hvor muslimer kappes om at være mest muslimsk. Dagplejemoderen fra Odense, der forøvrigt var af dansk afstamning, var ikke tilfreds med at gå med tørklæde, men ville være endnu mere muslimsk og tog derfor burka på. Og Asmaa Abdol Hamid, der for år tilbage så udmærket kunne give hånd til både mænd og kvinder, fandt ud af, at det måtte være mere muslimsk at nægte at give hånd til mænd. Hvilket hun så tog til sig som sit kendemærke.

Skal vi ikke-muslimer så stå model til det?

Ja, selvfølgelig skal vi det. Ikke fordi vi vil være åh så søde ved muslimerne, heller ikke fordi vi ønsker at bøje af overfor alle krav af hensyn til integrationen, men fordi vi egentlig ikke går synderligt op i, hvordan andre mennesker klæder sig på. Og vi skal stå model til det, også selv om vi godt kan se, at det i mange tilfælde blot er udtryk for et tilfældigt lune hos den enkelte muslim, eller er udtryk for et gruppepres fra det muslimske samfund.

Men netop når vi ser tørklædet som udtryk for et tilfældigt lune, enten hos den enkelte muslim eller hos det muslimske samfund, tør vi vel også mere frimodigt sætte grænser. For også vi har jo vore overbevisninger, og også vore overbevisninger kan jo give sig synlige udslag. Og når det kommer til spørgsmålet om tørklæde til dommere, synes jeg, vi skal sige, at dèr sætter vi grænsen.

Ja, jeg vil oven i købet mene, at vi godt kan vende det døve øre til, når muslimerne kommer med deres indvendinger: at det er udemokratisk, at de føler sig upåklædte uden tørklæde, at det hører med til religionsfriheden at kunne bære tørklæde i alle situationer, at der er tale om et religiøst påbud, som de mener stammer fra Gud selv, og som de derfor er nødt til at rette sig efter, osv. Det skal altsammen tages med et gran salt. Historien viser det, geografien viser det.

Men ellers: tørklæde overalt, hvor det kan lade sig gøre, og tørklæde sålænge muslimerne gider.

Venlig hilsen
Ricardt Riis.

Kære Richard Riis

Du skriver at en person, MED RETTE kunne klage over en unfair rettergang. Der mener jeg, at du tager fejl. Vores retssystem garanterer en fair rettergang, uafhængigt af om dommeren bærer tørklæde eller ej, og uafhængigt af om den dømte føler sig fair behandler eller ej. Du sender Sorteper videre når du siger at en person MED RETTE kunne klage, for i virkeligheden bunder det i, at du selv sidder med en emotionel forestilling om at det er forkert - det er IKKE retsligt begrundet.

Mvh
Marc Andersen