Den anden indvending, jeg har mod Rønn Hornbechs kronik, går på, at hun forsøger at tage Luther til indtægt for sit synspunkt. Hun skriver: "Luther lærte os at skelne mellem de to regimenter, det verdslige og det kirkelige. Luther forudsatte, at det verdslige regimente holder sig til at sørge for at opretholde ro og orden. Brister den forudsætning, fordi f.eks. det danske Folketing ligesom i diktaturer begynder at lovgive for den enkeltes sindelag, så brister både Luthers og Grundtvigs forudsætninger. For så må den kristne gøre oprør".

For det første: Luther har aldrig lært, at den kristne må gøre oprør. Tværtimod lærer han, at den kristne aldrig må gøre oprør. Hvad hun skriver lige efter, er derfor også forkert: "Men holder magten sig fra at befatte sig med undersåtternes tro og sindelag, og skelner magten altså mellem lov og evangelium og holder sig til loven, så er det en kristen pligt at overholde loven".

Det er altid en kristens pligt at overholde loven, hvad enten øvrigheden befatter sig med undersåtternes tro eller ej, og hvad enten den skelner mellem lov og evangelium eller ej. Der kan aldrig blive tale om, at en kristen skal gøre oprør. Der kan derimod blive tale om, at en kristen skal nægte at adlyde sin fyrste i konkrete sager: hvis fyrsten f. eks. vil påbegynde en angrebskrig eller hvis fyrsten vil forbyde bestemte bøger. Men han må i så fald selv tage skraldet og blive martyr for sin overbevisning. Men organisere et oprør mod fyrsten, aldrig!

For det andet: Vi siger rask væk, at Luther har lært os at skelne mellem lov og evangelium, mellem religion og politik. Men læg mærke til, at Luther begyndte sin skelnen som en rådgivning til sin fyrste om, hvordan han skulle forholde sig til budet om at vende den anden kind til (se her). I det råd, Luther her kommer med, skelner han mellem fyrsten som person og fyrsten som embedsindehaver. Først derefter følger Luthers skelnen mellem de to regimenter, eller mellem religion og politik.

Og netop i spørgsmålet om muslimske tørklæder til dommere er det da Luthers skelnen mellem person og embede, der er relevant. Og bruger vi den skelnen, må naturligvis tørklædet falde.

Men hvorfor gribe til Luther? Vi kan da godt selv tænke. Og hvis vi vil have dommere til at fremstå upartiske, så siger også dette krav, at de må lægge tørklædet. Og det skulle vel ikke være så forfærdeligt?

Ricardt Riis, cand.theol.