I Karen M. Larsens i øvrigt interessante indlæg fremkommer hun med den ofte fremsatte påstand, at kristendommen skulle have ”i en stor del af dens historie bidraget til legitimeringen af et system, som de fleste i dag vil opfatte som undertrykkende og uacceptabelt,”. Javel, med dagens briller på var det feudale system med konge og adel uacceptabelt. Men det gør det da ikke mindre legitimt på daværende tidspunkt. Det er som om der implicit ligger i Karen M. Larsens påstand, at hvis blot kristendommen havde støttet et demokrati i eksempelvis middelalderen, så kunne vi have fået et sådant. Det er altså historieløst. Demokrati forudsætter mange ting, bl.a. at magten er spredt på mange hænder, hvilket altså ikke var tilfældet på daværende tidspunkt. Det bedste almindelige mennesker kunne håbe på, var at magten blev samlet på en hånd, således at der ikke var konstante stridigheder om den, hvilket altid går ud over almindelige mennesker. Det er således ikke embedsindehaveren af autoriteten, som kristendommen nødvendigvis støtter, men det at der eksisterer et sådant embede. Alternativet er død og ødelæggelse for civilbefolkningen.

Denne pointe går igen i nogle af den europæiske litteraturs største skatte. Jeg vil her blot nævne Dante Alighieri og hans Guddommelige Komedie. Dante levede fra 1265 til 1321. I denne periode, som så mange gange før og efter, var Italien hærget af stridigheder om magten. Den ene hær efter den anden har vandret hærgende igennem Norditalien, Den Franske Konge, den Tysk-Romerske Kejser, Longobarder, Hunner, Goter, og mange andre. I syd har Saracenere, Nordmanner, Iberere og utallige andre gjort indtog. Samtidig var Italien splittet på Dantes tid af grusomme stridigheder mellem Guelpher og Ghibelliner, og mellem Sorte Guelpher og Hvide Guelpher. Romerske familier og Italienske slægter tog del i stridighederne. Og selvfølgelig var Paven også indblandet. Alt dette blot for at vise, hvorfor Dante sukkede efter en fast hånd, en centralmagt som kunne kvæle stridighederne og bringe fred til landet, en Pax Romana. For Dante var håbet at den Tysk-Romerske kejser ville komme ned syd for alperne og udfri Italien af sine plager. Han hadede den Franske konge, især for det han havde gjort mod Dantes elskede hjemby Firenze.

Man kunne måske tro, at Dante med sin stærke tro, ville sætte sit håb til Paven, som netop på denne tid gjorde krav på Plenitudo Potestatis, den fulde magt. Det vil sige herredømmet over både det åndelige såvel som det verdslige regimente – lovens to tavler. Men dette modsatte Dante sig på det bestemteste. Man skal ikke smede hyrdestaven og sværdet sammen, som han udtrykker sig. Det vil blot korrumpere begge dele. Dante var i den grad imod Plenitudo Potestatis, at han sørgede for at forberede et særligt pinefuldt sted til den siddende pave, Bonifatius VIII, i det nedre dødsrige.

Så det er ikke rigtigt, at kristne ikke kan kritisere indehaverne af magten på denne tid. Men selve det at der er en magt, og at denne altså ikke kan ønskes væk, eller transformeres med et knips til et fuldt udviklet demokrati, gør at den må samles, så den plagede borger i landet kan få tålelige forhold. Denne realisme ligger i Pauli ord om at man skal respektere autoriteterne. Og det er til denne at Dante sætter sin lid. Nok var forholdene med dagens øjne uretfærdige og goderne skamløst fordelt. Men man er nødt til at se de historiske forhold ud fra deres egen situation. Det andet bliver blot til utidig moraliseren – i bogstaveligste forstand. For få år siden måtte vi ryge indendørs og cykelhjelme var noget cykelryttere brugte. Var det også kristendommens skyld at disse skandaløse forhold stod på i så lang tid? Nå, der blev jeg vist lidt polemisk, men jeg håber pointen er klar.

Kristendommen har ikke en utopi for den samfundsmæssige indretning for denne verden, som skal gennemføres for at Jesu komme kan finde sted. I stedet har den ubønhørlige krav til det enkelte menneske, de to bud som Kristus giver. Og disse gælder naturligvis både for Kong Hans og Jørgen Hattemager.

Kim M. Lind
Menighedsrådsmedlem ved Lyngby Kirke

"Javel, med dagens briller på var det feudale system med konge og adel uacceptabelt. Men det gør det da ikke mindre legitimt på daværende tidspunkt".

- Historien viser jo netop, at selv aristokratiet langsomt fandt ud af det uacceptable ved at legitimere det feudale system - ellers var det spirende demokrati i 1849 aldrig blevet en aktualitet.

"Demokrati forudsætter mange ting, bl.a. at magten er spredt på mange hænder, hvilket altså ikke var tilfældet på daværende tidspunkt. Det bedste almindelige mennesker kunne håbe på, var at magten blev samlet på en hånd, således at der ikke var konstante stridigheder om den, hvilket altid går ud over almindelige mennesker. Det er således ikke embedsindehaveren af autoriteten, som kristendommen nødvendigvis støtter, men det at der eksisterer et sådant embede. Alternativet er død og ødelæggelse for civilbefolkningen".

- Demokrati er en proces, ikke bare en tilstand der afløser centraliseret magt. Kirkefyrster nød op gennem middelalderen og frem rigtig godt af den magt de gennem jus tiltog sig, det var derved kirkens dogmatiske virkeligheds- og natursyn udformede sig. Men der var imidlertid ikke andet end stridigheder rundt om i Europa om den endegyldige magtfordeling mellem kongen og kirken, hvor netop civilbefolkningen led de bitreste tab. Selve oplysningstidens mange tanker var den forudgående procesorientering for en senere indførsel af demokratiet. Sådan én som Kierkegaard, var ikke synderlig begejstret for samtidens idéer og væsen omkring demokratiet som grundidé, mens flere klerikale, der jo via deres magtstilling løbende fik informationer om udviklingen i europæisk politik indså, at man ganske enkelt ikke kom uden om en omlægning og at det var bedre at indrette sig i tide, fremfor at afvente de forestående uroligheder fra bl.a. den franske borgerkrig. Der ville næppe være gået mange år, for også opstand længere nordpå ville manifestere sig.

Kirken affandt sig m.a.o. i århundreder med sindsro til den europæiske civilbefolknings armod, og ikke som du siger, fordi alternativet ville havde været død og ødelæggelse, men fordi en uundgåelig overførsel af beslutningsprocessen om landets ledelse og økonomiske fordelingen fra konge til befolkning, ville tage sig bedre ud hvis den var understøttet af fra oven. Flere klerikale understøttede medkirken som institution en sådan udvikling, men af frygt for alternativet - død og ødelæggelse af aristokratiet og dermed kirkens autoritet, ikke af hensyn til en civilbefolkning, som du her antyder.

Kirken havde i over 500 år, helt op til 1850, haft rige muligheder for at udvise solidaritet overfor mennesket gennem konventioner, men gjorde det ikke. Derimod var den på trods af adskillige tiltag fra italienske læger mere interesseret i at fastholde et paradoksalt menneske- og natursyn, der iden grad blev grundpillen for at hæmoragiske sygdomme frit kunne udbrede sig over det meste af Europa. Embedsstanden var beskyttet af aristokrati og kirke, og udøvede med autoritet vold mod den civilbefolkning den var sat til at beskytte. Og i sidste ende var det heller ikke befolkningens interesser der lå dem dybest på sinde, men deres egne. Det var deres eget skind de var bange for.

"Så det er ikke rigtigt, at kristne ikke kan kritisere indehaverne af magten på denne tid".

- Dante døde i hjemlængsel, ikke i udlængsel, og genså aldrig sin hjemegn. Alene det forhold at leve i forvisning, satte sit præg på ham - kritik havde sin bitre pris, og hadet i ham har indlysende været omfattende. Helvedes inderste kreds symboliseredes skam også komisk ved sin kulde, hvilket fint beskriver de uroligheder der gennem århundreder prægede forholdet mellem byerne. Forøvrigt giver Umberto Eco i "Baudolino" et fint rids af begivenhederne.

"Men selve det at der er en magt, og at denne altså ikke kan ønskes væk, eller transformeres med et knips til et fuldt udviklet demokrati, gør at den må samles, så den plagede borger i landet kan få tålelige forhold".

- Jep, det er en langvarig proces. Men hele konflikten viser grundlæggende noget om en utilfredsstillende økonomisk velstand i toppen, mens dem der grundlagde den, måtte leve i armod - med kirkens velsignelse.

mvh
Simon