Af en eller anden grund har menneskene behov for at finde noget "håndfast" at knytte sig til, når det drejer sig om religion, som i sin substans handler om at tro på noget "uhåndgribeligt".

Vi har alle lært om jøderne i skolen, og om deres historie. De fik loven og profeterne, som nogle rettede sig udtrykkeligt til. Det var især farisæerne, som helt ud i groteske prøvede at følge loven.

Samtidig lavede de snedige "omveje", så de ikke blev alt for generede af de skrappe bestemmelser - f. eks. om sabbaten.

Der var også hovedbeklædningen. Når man besøger synagogen, og ikke selv har hovedbeklædning, kan man låne en lille klat til at have på hovedet. Jeg har set sådanne, som var på størrelse med en 5-øre ( i gamle dage).

For islam, som også er en lovreligion, gælder sikkert samme udvikling. Fra at kvinder er helt tilhyllede til at de bærer et lille - ofte klædeligt - tørklæde. Alt det bliver symboler, så man har noget at fastholde troen på. Den bliver synlig, men hvordan det er i hovedet, kan være usikkert.

Når det drejer sig om mænds hovedbeklædning - skægget kommer jo af sig selv, og kun hos mænd - har jeg set forskellige udgaver. Noget som ligner en hæklet kalot. Andre har haft en større kasketagtig hue, og der findes flere.

Er brugen af disse - ikke danske - hovedbeklædninger foreskrevet nogle steder, og er det et religiøst eller kulturelt udtryk. Det kunne også være et ønske om at vise, hvad man er.

Venlig hilsen
Søren Hansen

"Er brugen af disse - ikke danske - hovedbeklædninger foreskrevet nogle steder, og er det et religiøst eller kulturelt udtryk. Det kunne også være et ønske om at vise, hvad man er".

- Man ka' vel sige, at de religiøse livssyn i stigende grad fra oplysningstiden og frem til nutiden, er blevet et privat anliggende. Det er i det offentlige, så som skoler, arbejdspladser osv. ikke vigtigt at vide, hvilken religiøs tro nogen måtte knytte sig til. Og vi må vel gå udfra, at religiøse mennesker ikke får identitetskriser, blot fordi de ikke længere kan brodere det offentlige rum med religiøse livssynssymboler, som reklamee for en ældre kulturs virkelighedssyn, hvis samtidsopfattelse alligevel ligger så uendelig fjernt fra den samtid også disse mennesker nu engang må forholde sig til. Men faktisk kan enhver kristen jo stavre rundt på dagder og stræder med lige så mange religiøse symboler på kroppen som de kan bære - rækker det ikke?

En helt anden ting er, at hovedbeklædning kan være et decideret hygiejnisk forhold. Men det ser ikke just ud til, at de mennesker du her omtaler virker ovenud begejstret for fx. at trisse rundt på arbejdspladsen med en reklamekalot for virksomheden.

mvh
Simon

DF kalder tørklædet for noget fra fortiden eller endnu længere tilbage. Religion eller kultur og praktisk adfærd smelter ofte sammen i en bestemt adfærd.

For nogle dage siden var der en sønderjysk museumsinspektør? ,som opdagede, at der på Rømø? eller omegn blev brugt tørklæder af kvinderne i en ikke lang tid tilbage.

Den kalot min barndoms maler brugte var hatte uden skygge - alle malere brugte sådan en som i Matador.

Hovedbeklædningerne er ofte fra begyndelsen udformet til praktisk brug, men et stort tørklæde er ikke altid praktisk, når man skal gøre gymnastik. Men er der ikke råd for det ?

Jeg har besøgt moskéen i Hvidovre. Under vor snak om islam, kom der frem, at de strenge regler en gang imellem kan fraviges, når forholdene ikke tillader at udføre dem.

Hvad gør en muslim nord for polarcirklen, hvor der er en dag og en nat om året?

At piger og drenge er adskilt i skolen er da ikke så gammel en skik. Sådan var det i min skoletid i Brønshøj. Jeg har faktisk også oplevet mænd og kvinder adskilt i hvert sit lærerværelse for kun 50 år siden.

Ikke alting gå så hurtigt, og når det gør det, kan vi blive forvirrede. Derfor hav tålmodighed.

Søren Hansen

Indlægget er slettet. Det må være muligt for dig at lufte dine holdninger på en pænere måde.

Ja, accept er en dejlig fredfyldt tilstand.

Jeg er nu også ligeglad med hvad folk de beklæder sig med, for det har jo ikke noget at gøre med den dybere virkelighed som de rummer, vel?

Det er da befriende ikke at skulle dømme hvordan folk ser ud.

Du skriver: ”Ja, accept er en dejlig fredfyldt tilstand”.
Citat slut.

Svar:

Nej, det er det ikke.

Du skriver:

”Jeg er nu også ligeglad med hvad folk de beklæder sig med, for det har jo ikke noget at gøre med den dybere virkelighed som de rummer, vel?”

Svar:

Jo, ”hvad folk beklæder sig med”, har alt at gøre med, ”den dybere virkelighed som de rummer”.

Du skriver:

”Det er da befriende ikke at skulle dømme hvordan folk ser ud”.

Svar:

Er det?.

Sandheden.

Jo, for mig er accept en fredfyldt tilstand, og den rummer også en erkendelse af, at det ikke er muligt at ændre på andet end ens egen opfattelse og bevidsthed.

Og den dybere virkelighed som alt levende rummer, ja, det er det som kommer fra Kilden til alt liv, så det er smukt når dette kan ses.

Ja, det er befriende ikke at dømme, men egoet synes helt klart ikke om det, for så kan det ikke få bekræftet sin illusoriske "eksistens".

Metin Aydin: "Afslutningsvis vil jeg foreslå en særdeles enkel metode til ikke kun at finde ud af, hvordan det forholder sig med muslimer, men også at få et bedre forhold til dem - og det er at mødes og tale med dem."

Årstiden taget i betragtning, synes der ingen fornuftig grund til ovenstående, da enhver indladende attitude formentlig vil kunne tolkes som en sharia-forbudt flirt, der formentlig vil legitimere voldelige afstraffelser. Og der kan under ingen omstændigheder være grunde til at foranledige muslimske kvinder skamferede, truede eller tævede tilbage i hundekurven, hvis man på nogen måde kan undlade at udsætte dem for dette. Eller sig selv for noget lignende.

Kort sagt: Det bedste hensyn man kan udvise overfor de døgnovervågede kvinder, er at negligere dem fuldkomment, ligesom deres gudslegitimerede straf-bemyndigede vogtere formentlig heller ikke kan være særligt interessante bekendtskaber for civiliserede mennesker.

"DF kalder tørklædet for noget fra fortiden eller endnu længere tilbage. Religion eller kultur og praktisk adfærd smelter ofte sammen i en bestemt adfærd".

- Det er jo dét - vi replicerer naturligvis værdisyn med os videre frem, også forhold vi måske ikke alle længere knytter samme mening til som folk tilbage.

"For nogle dage siden var der en sønderjysk museumsinspektør? ,som opdagede, at der på Rømø? eller omegn blev brugt tørklæder af kvinderne i en ikke lang tid tilbage".

- Tja, på Fanø o.a. steder, ser man vel stadig de ældre kvinder trisse rundt med et tørklæde om hovedet. Jeg ved ikke hvor meget brug der er for det, men tvivler på de ville bryde sig om, at nogen pludselig blandede sig i hvordan de ser ud.

"Den kalot min barndoms maler brugte var hatte uden skygge - alle malere brugte sådan en som i Matador.
Hovedbeklædningerne er ofte fra begyndelsen udformet til praktisk brug, men et stort tørklæde er ikke altid praktisk, når man skal gøre gymnastik. Men er der ikke råd for det".

- Sagen er vel den, at dette specielt for DF'ere drejer sig om at fastholde et fokus på muslimer - eller rettere, på folk der knytter deres levevis til religionen Islam. Egentlig mistede DF formentlig som parti sin eksistensberettigelse hvis der ikke længere her i landet var muslimer at brokke sig over. Det er som om, at nogen (Glistrup m.f.) op gennem 70'erne genoptog den ældgamle tradition, at opfinde et modsætningsforhold at definere sin identitet/nationalitet udfra. Nu sidder DF så i saksen, for anerkender man grundprincipper om individets ret til i frihed at udtrykke politiske/religiøse holdepunkter i det off. rum, uden statslige sanktioner, da opløses grundlaget jo gradvist for den kritik partiet hviler på.

At vi ikke her i landet vil tillade bl.a. religioners undertrykkelse af individet, det er én ting. Men det blir meget vanskeligt at fastholde demokratiske principper, samtidig med at man fratager individet retten til personligt at fravælge friheden til levevis efter moderne idealer. Så fastholder vi individet ret til selvbestemmelse af levevis omkring religiøse såvel som politiske forhold, da kan vi ikke samtidig sanktionere med forbud imod symboler på en levevis vi ikke måtte bryde os om. Dét er set fra mit synspunkt det ambivalente ved DF's politik.

Og for mig at se, er der en væsensforskel mellem menneskets ret til ligefrem at tatovere livssynet på kroppen, og så religiøse instutitioners ret til at plastre det off. rum til med livssynssymboler.
Vi har alle retten til helt at undlade at forholde os til mennesker der ikke måtte opfylde de krav vi stiller til samvær. Vi kan tillade os at ignorere hinanden, give hinanden lidt luft, eller direkte vælge at afvise hverandres politiske/religiøse standpunkter med argumentation til fordel for egne synspunkter. Men da har vi så valgt at kommunikere vore syn, evt. i forventningen om at komme til en form for forståelse. Men der ligger jo ikke nogen steder krav om, at nogen partout skal komme overens i en form for forståelse med hinanden.

Det ér så let, at angribe muslimske kvinder (ja, minoriteter idet hele taget, der valgte en tilbageholdende tavs rolle i det off. rum) med krav om, at disse mennesker bør indrette sig efter idéer om normer. Og nærer disse mennesker så ikke vores passion for at diskutere livssyn og politisk observans, men i praksis fastholder retten til tavshed, da præsenter vi dem så for krav om at rejse væk, eller idet mindste at holde sig væk fra det off. rum. Hva' fanden er dét for et syn - og fra mennesker, der ikke bestiller andet end at agitere for demokratiske principper, der tydeligvis ikke tåler at praktiseres?

Det spiller jo ikke den store rolle om et tørklæde er praktisk, eller om det kan tilskrives en symbolik vi ikke bryder os om. Vi kan jo ikke sådan begynde at sanktionere overfor symbolske værdisyn i nutiden, under henvisning til meningsindhold mennesker tillagde den slags tilbage i fjern fortid. Der er jo sidenhen foretaget et kvantespring omkring menneskets frihed til indretning af levevis. Vi har med fordel kunne veje og måle en historisk fortid, ved de konsekvenser den førte med sig ind i eftertiden. Men har da mig bekendt endnu ikke fastsat et historisk skel juridisk, til justering af levevis for eftertiden?

Kunne da tænkes, at ældre kvinder på fx. Rømø og Fanø ville brokke sig en anelse over, pludselig at skulle moderniseres og vaskes ægte danske, blot fordi en flok mennesker får identitetskriser i mødet med fortidens idealer ved symbolik.

"Hvad gør en muslim nord for polarcirklen, hvor der er en dag og en nat om året?".

- ?

"Ikke alting gå så hurtigt, og når det gør det, kan vi blive forvirrede. Derfor hav tålmodighed".

- Enig. Blir svært at argumentere fornuftigt for sådan at fare sammen, bare fordi Peter fra DF vedblivende råber op om ulven.

mvh
Simon

Men kan kvinder være dommere ifølge islam og dermed dømme over mænd? Det tror jeg ikke, der er måske nogen her der kan fortælle om praksis i de muslimske lande.

Hvis det ikke kan lade sig gøre at være kvindelig dommer i de muslimske lande, så kan man vel med en vis ret sige at de skal "feje foran egen dør" før de kan sige at vi diskriminerer her i Danmark.