TROENS BOOMERANG

”Der var engang en Gud”. Ifølge Kristeligt Dagblad (22/5-08) skulle det være titlen på en ny bog fra Thorkild Grosbølls hånd. Det bliver sikkert spændende læsning, men efter sigende kommer bogen næppe til at opnå samme stormfulde højder som ”En sten i skoen”, hvis man skal tro Kristeligt Dagblad.

Ingen kan længere lukke munden på Thorkild Grosbøll, og jeg skal da lige love for, at Grosbøll i kroniken ”En alvorlig sag” i Politiken (31/5-08) taler frit fra leveren – så frit, at de mest dømmesyge i Grosbøll-sagen formentlig vil fare i blækhuset igen som små selvretfærdige trolde.

Man kan ikke sige, at Grosbøll taler om troens elendighed, men det snerper derhenad. Det skinner igennem, at Grosbøll nærer en vis sympati for ”tidens ateistiske alvorsmænd”, for ”det er vitterlig forfærdende at se den rolle, religion får lov til at spille samfundsmæssigt og politisk”, skriver Grosbøll, der lader sig friste ”…til at citere Luther fra bondekrigen i 1524: ”Slå dem ned som gale hunde!”.”

Grosbøll kan, som en anden biskop, den kunst at jonglere med ord. Jan Lindhardt gjorde det engang for åben skærm, da han blev konfronteret med en regning for et middagsselskab, som nogen mente, biskoppen selv burde betale. Jan Lindhardt sagde ikke ”rend og hop”. Frisk og frejdig sagde han – efter hukommelsen – hvis der ikke var TV på, ville jeg sige ”rend og hop”. På lignende raffinerede måde får Grosbøll sagt sin uforbeholdne mening ved at skrive: ”Man kunne fristes til at citere Luther….”, og så gør han det.

Jeg tror, at kristendommens trosforstandige skal forberede sig på noget af et ragnarok, det slår alle tidligere medierekorder i den famøse tros-sag. Jeg ser det ikke som noget negativt – tværtimod. Der trænger i høj grad til at blive sat fokus på Gud, selvom Grosbøll mener, ”det er ikke gud, der er interessant, men mennesket”.

I en parentes bemærker Grosbøll: ”I den forbindelse kan det være på sin plads at minde om, at Jesu modstandere havde det glimrende med gud, det var bare hans såkaldte søn, de havde det skidt med, og i dag, hvor gud synes at have fået sig et forbavsende comeback, er situationen nogenlunde den samme – det er i alt fald ikke arven fra Nazaret, der fylder mest”.

Jeg hælder til den anskuelse, at Grosbøll har det fint med Gud. Det er bare billedet af hans såkaldte søn, der griber forstyrrende ind hos Grosbøll og mange andre. Jeg tror gerne Grosbøll så, at arven fra Nazaret fyldte meget mere end tilfældet er, men sådan må det være, når kristendommen har det bedre med Jesus end med Gud. I begyndelsen var Gud, men så kom Jesus og viste arven fra sin Far. Der var engang en Gud som end ikke kristenheden vil have den dag i dag.

Jeg tror Grosbøll har en god sag og opfatter ham som barnet der peger fingre og råber op i Kejserens nye klæder. Pludselig vil alle kunne se, at kirkens forkyndelse er uden Gud. Det vil komme så vidt, at selv Jesus-kristne tilhængere vil kunne se det. Tænkeligt er det dog, at Grosbøll først skal tildeles flere verbale hug, men jeg er sikker på, at troens boomerang næppe rammer ham.



Jytte Ibsen

Kig ind på http://www.troja.religionblog.dk

Kære du !

Bred er den vej som føre til Helvede, og på vejviseren står der Satan og anti krist.

Smal er den sti som føre til Frelse, og på vejviseren står der Gud og Jesus Kristus.

Tro nu ikke på alle biskopper og præster med deres udsagn fordi de er ikke alle nogen engel.

En biskop har på et tidligere tidspunkt i TV udråbt mig til, "at hørend til den ringeste del af befolkningen og jeg var kirkens fjende no 1, som skulle bekempes med alle midler fra kirkens side,"

Gud Skaberen i himmelen har en helt anden mening, som den der er gældene blandt gejstelige.

Jeg har i ca. 16 år været i dialog med Gud Skaberen i himmelen, har både hørt, set og været i dialog med Gud.

Med venlig hilsen Dommeren

Det er fint med en rummelig folkekirke, hvor der er plads til en præst, som ikke tror på Gud eller i alle fald ikke tror på den gængse Gud. Rummeligheden inkluderer dog ikke de kristne, som tror på muligheden af reinkarnation. Det er en begrænsning. Selv opfatter jeg mig som en sand kristen men vil ikke udelukke reinkarnationen. Da vil jo alle verdens hinduer og buddhister være på vildspor. Men man kan jo ikke erklære så mange mennesker som "vantro". Selv ser jeg det således, at der muligvis findes reinkarnation - muligvis ikke. Under alle omstændigheder skal vi leve dette liv, som var det det eneste liv på jorden. Så lad Gud om, om han vil sende vores sjæl ned på jorden flere gange.

Således som kirken med rette kan rumme en Grosbøll, skulle den også kunne rumme andre "åndelige forklaringsmodeller". Som afrunding vil jeg blot nævne, at vi dybest set ikke ved, om Grosbøll er en ren ateist, eller han blot tilstræber en mere gnostisk eller panteistisk gudsopfattelse. Vi ved det ikke, før vil spørger ham.

Anders Jeppesen, Odder.

Grosbøll kaster med sten!

Jytte Ibsen slutter sit udmærkede indlæg om "den nye Grosbøll sag" med disse ord:

"Jeg tror Grosbøll har en god sag og opfatter ham som barnet der peger fingre og råber op i Kejserens nye klæder. Pludselig vil alle kunne se, at kirkens forkyndelse er uden Gud. Det vil komme så vidt, at selv Jesus-kristne tilhængere vil kunne se det. Tænkeligt er det dog, at Grosbøll først skal tildeles flere verbale hug, men jeg er sikker på, at troens boomerang næppe rammer ham."

Grosbøll er blot forud for sin tid. Gud har længe været om ikke på vej ud, så dog sendt lige så langt ud i den absolutte transcendens som islams gud Allah. Det begyndte selvfølgelig for alvor med Luther, der gjorde gudsforholdet personligt og privat. Siden blev vægten lagt på inderligheden og fravalg af al udvendighed. Dermed begyndte troens individualisering og atomisering. Hver mand sin kristendom er den logiske endestation og dermed er begrundelsen for at opretholde en instution som folkekirken undermineret.

Hvis man havde blot en smule nosser, i kirke- og statsministeriet, det vil sige tog folkekirkens bekendelsesgrundlag alvorligt, så ville man selvfølgelig for længst have hevet Grosbøll for den moderne Inkvisition - en læresag ved en provsteret. Ikke for at få straffet den kætterske præst, men for at få sat grænser ved at fastslå, hvordan den Augsburgske Konfession skal fortolkes her et halvt årtusinde senere.

I stedet har Grosbøll i årevis svævet i et limbo mellem Himmel og Helvede, en skærsild under skærpet tilsyn fra biskoppen, så jeg antager, at den nye provokation er et forsøg på endeligt at komme ud af skærsilden og få en læresag ved en provsteret.

Hvad kan man bruge en kirke til som end ikke selv ved hvor den begynder og holder op?

Hilsen

Thomas

---------------------
"Those who promise us paradise on earth never produced anything but a hell." - Karl Popper.

http://www.religion.dk/artikel/285844:Synspunkt--Folkekirken-har-et-problem?rss

citat:
Der siges og gøres ting i folkekirken, som ingen rigtig tror på eller forstår den egentlige betydning af. Synspunkt af Leif Asmark Jensen



Tjah, hvem vil f.eks. kunne sige trosbekendelsen uden gysende tvivl?

Hvad ville der ske, ved at den (trosbekendelsen) blev reduceret til: "Vi/jeg tror, at der er en skabende kraft, som når ud over vores/min. Den hedder 'Gud'. Og Jesus er den, der har fortalt os om den."

Der ville ske det, at det kirkelige fællesskab ville blive tiltrukket af de rigtig mange mennesker, der ligesom jeg ikke kan klare den trosbekendelse, som bruges i dag.

Den ortodoksi, der plager den evangelisk lutherske kirke, er nemlig den, der afholder os fra at deltage.

Vil vi en fri og dog bunden kirke, som udvider og grundlægger en nutid og fremtid for os, da er det nødvendigt, at denne kirke bliver ændret, så mange flere kan give den accept.

SIDSTE MAND LUKKER OG SLUKKER ...

Lone Skov Al Awssi når ud fra sin katolske baggrund frem til, at folkekirken er ramt af en fobi over for sin egen lære og derfor ikke tør sige det famøse ord: INKVISITION. Vi kaldet det godt nok PROVSTERET for ikke at give negative associationer og sætte folket griller i hovedet. Men princippet er den samme, bortset fra at straffene er blevet noget mere humane takket være oplysningstid, humanisme og sækularisering. Kanonisk lov og ret er ikke hvad den har været.

Men en statskirke, som end ikke vil sætte nødvendige grænser og definere hvor den holder op og kætteriet begynder har de facto ophævet sig selv som meningsfuld institution. En sådan kirke har overhovedet ingen fremtid og bør heller ikke have det. Den har reduceret sig selv til endnu et lag velfærdsomklamring, en servicefunktion med ritualer og myter, der for længst har mistet enhver mening og betydning, men som giver et svagt ekko af noget der var engang – noget som blev taget dødsens alvorligt.

Nu er kirken udbrændt, udlevet og inderligt overflødig. Et koldt omslag når døden står for døren, en festlig ramme for officielt at markere de elskendes kødelige forening, et appendix til sociallovgivningen. Det nærmeste kirken kommer det pulserende liv er, når dåbsbarnet vræler i vilden sky i protest mod ændringen af dets vanlige baderitualer. Men festligt og uforglemmeligt er det jo, at se et spædbarn få vand i håret, mens flere hundrede voksne gebærder sig som havde de set et mirakel.

Problemet er ikke Grosbøll. Han er blot symptomet på en kirke, der forsøger at gøre alle tilpas og derfor ender med ikke at gøre nogen tilpas. Måske lige bort set fra de prælater der lever et fedt liv ved at holde skuespillet igang. Jeg foretrækker til enhver tid salig professor Tribinis prædikener for at lokke godtfolk og husarer til. For som denne ærlige ordkunstner udtrykte det: Dette er ikke humbug, det er det rene svindel!

Hvis Grosbølls anfægtelser kan få kirken til at vågne af sin tornerosesøvn, har han nok ydet et lige så stort bidrag til den sande kristendom som den ætsende kritiker Søren Kierkegaard i sin tid gjorde.

Kristendommen må qua sin natur altid forkyndes bag ryggen på de politiske magthavere og dermed være i farlig, men kærlig opposition til de herskende politiske magthavere, uanset om de er demokratisk valgte eller ej. Men kirken valgte i stedet at lade sig korrumpere og solgte sin sjæl og frihed for en femøre. Folkekirken er blevet politisk korrekt, og længere bort fra kristendommen er det nok ikke muligt at komme.

Hilsen

Thomas


----------------
"Det for Christendommen Farligste er — det er min paastand — ikke Kjætterier, Vranglære, ikke Fritænkere, ikke den profane Verdslighed, nei men den Art af Rettroenhed som er: det hjertelige Vrøvl; Middelmaadighed sødt tillavet." - Søren Kierkegaard i Journalen, 1854

Hej Thomas M
Et vældigt godt indlæg. Mvh Anders Jeppesen, Odder