Luther var påvirket af egne erfaringer

Men endelig, fordi Luther i høj grad også var påvirket af de erfaringer, han havde gjort. Når han således skal forklare, hvorfor troen er den første gerning, den, der giver alle andre gerninger sit præg, tyr han til den almindelige folkelige erfaringsverden. Han skriver i "Om de gode gerninger"  fra 1520, for det sjette: "Det kan vi se af et Eksempel, som ligger lige for: Hvis en Mand eller Kvinde elsker og tror på hinanden, hvem lærer dem da, hvorledes de skal stille sig, hvad de skal gøre, lade, sige, tie eller tænke? Alene Tilliden lærer dem alt og mere, end Nødvendigheden kræver. For dem er der ingen Forskel paa Gerningerne. De gør de store, lange eller mange lige saa gerne som de smaa korte eller faa, og dertil gør de dem med glade, fredfyldte, trygge Hjerter og som helt frie Mennesker".

Dette, at det hænger sådan sammen i menneskelivet, er noget, han selv har erfaret sig til, vel ikke ud fra sit forhold til sin kone (for han var jo ikke gift på det tidspunkt), men ud fra sit forhold til andre mennesker, forældre, klosterbrødre. Han har så set det bekræftet hos Paulus (og vel også hos Jesus, lad os ikke glemme ham), og har derved turdet sætte ord på sin erfaring.

Og faktisk vil jeg mene, at det er denne erfaring, sammenholdt med udsagnene fra det ny testamente, der giver ham hans søvngængeragtige sikkerhed i hans teologiske bedømmelse. Når han f. eks. heftigt vender sig imod Aristoteles' tanke om, at ligesom en citarspiller bliver en god citarspiller ved ofte at spille citar, således bliver et mennesket et godt menneske ved ofte at gøre gode gerninger (se her), skyldes det nok, at der står sådan og sådan hos Paulus, men det skyldes i lige så høj grad, at han har erfaret, at forholdet til den anden person (Gud eller næsten) ikke genetableres gennem en række gode gerninger, men gennem et ord, som den ene taler og den anden stoler på.

Det andet spørgsmål om forholdene i Tyskland på Luthers tid er et meget komplekst spørgsmål, og der kan nævnes mange ting, der har virket befordrende på de lutherske tanker. Humanismen med Erasmus fra Rotterdam i spidsen har således i høj grad beredt jordbunden for Luthers tanker. De mange misbrug, som faktisk fandt sted i Tyskland, ligeledes; man kan spekulere på, hvad der var primært for Luther i skriftet fra 1520 til den kristne adel, var det en kirkelig reformation eller en tysk frigørelse fra økonomisk trældom under Rom?

Hvad der har undret mig mest, og hvad jeg hidtil ikke har fundet nogen rigtig god forklaring på, er det forhold, at de reformatoriske tanker syntes at udbredes mest i de fremvoksende byer. Følte borgerne sig undertrykt?

Følte de, at Luthers tanker kunne give dem deres selvtillid som borgere og som mennesker tilbage? Jeg véd det ikke, men en kendsgerning er det, at Luthers tanker foer ud over Tyskland som gnister fra den ene by til den anden.

Herhjemme kunne man se det samme: Det var i byerne, at den lutherske prædiken fængede. I Ystad gråbrødrekirke har man i gulvet bevaret en række ligsten, som viser, at det var de rige adelsfamilier fra omegnen, ikke borgerne i byen, der lod sig begrave dèr. Ikke desto mindre var det borgerne, der daglig skulle udsættes for brødrenes tiggeri og dertil høre på en vis selvmodsigende påstand om, at de tiggermunke, der boede i byens bedste bygning, skulle regnes for fattige. Det er vel forståeligt, at Luthers tanker om livet i kald og stand som det rette kristenliv, kunne vinde genklang dèr. Men mærkeligt er det alligevel.

For det var jo ikke blot i byerne, de lutherske tanker slog igennem. Da hertug Christian, den senere danske konge, Christian den Tredje, sammen med Johan Rantzau deltog i rigsdagen i Worms, faldt han pladask for den fattige munk og hans faste optræden; fra da af var han en trofast tilhænger af de lutherske forestillinger, indforskrev Luthers værker, efterhånden som de udkom, og satte sig ind i deres tankeverden.

Også adelen kunne bevæges af hans tanker. Det var kutyme, at søn nummer to, der jo ikke så godt kunne arve godset, gik kirkevejen, hvilket betød, at disse adelssønner måtte leve i cølibat. Det vil ikke sige, at de skulle leve afholdende, for de kunne sagtens få sig en frille at dele seng med, men de kunne ikke få legalt afkom. Den slags mennesker sad rundt omkring på kirkegodset. Luther anbefalede, at de giftede sig på normal vis og på normal vis fik et gods at bestyre. Om ikke andet, kunne vel noget af kirkegodset overgå til dem. Det var i hvert fald, hvad han anbefalede ordensmesteren for den tyske orden i Baltikum, da han bad om råd. Han skulle ændre sin orden med dens mange jordbesiddelser fra at være en munkeorden til at være en normal, arvelig godsejersammenslutning. Og da han af den grund kom i bekneb for en kone (Luther og hans fyrste var jo lidt udenfor det gode selskab, hørte til dem, man "ikke legede med"), tilbød den danske konge, Frederik den Første, ham sin datter. Han var nemlig også udenfor det gode selskab, fordi han havde medvirket til Christian den Andens fordrivelse.

Dertil kommer de mange munke, der var godt trætte af alt munkeriet, især fordi de ikke kunne komme ud af det; hvis de flygtede, blev de med magt ført tilbage til deres kloster, så de på vand og brød kunne sidde og spekulere på den forbrydelse, de havde begået ved at flygte; også de var åbne for en forkyndelse, der sagde, at munkeløfterne var ugyldige i Guds øjne. Og man må også nævne, at her i landet ikke så få præstesønner hørte til Luthers tilhængere; de havde jo på deres krop mærket, hvad det vil sige at være præstebørn: Man blev anset for en horeunge, man var ikke anerkendt, ens mor blev betragtet som en luder, selv om hun havde været trofast både overfor sin mand, den "cølibatære præst", og sine børn.

I det hele taget var det, som om der i de europæiske samfund var opstået en række spændinger, af teologisk, økonomisk, kirkelig og menneskelig art, som ikke kunne finde deres udløsning, før der kom én og fejede alt "gøgemøget" til side med en virkelig stor kost. Og denne ene var Luther.

Og så skal jeg vel også til sidst nævne Luthers egen opfattelse af, hvorfor hans opfattelse bredte sig. Han så sin kamp som sandhedens kamp mod løgnen, som Kristi kamp mod djævelen. Og Kristus kæmper alene med ordet som våben.

Våbenløs, hjælpeløs, magtesløs giver han sig i den andens vold. Sådan gav Luther sig selv i kejserens vold, kun stolende på hans frie lejde. Det lejde overholdt kejseren, måske til Luthers overraskelse, vi véd det ikke. Så Luther blev ikke martyr, selv om han var forberedt på det.

Det var der imidlertid nogle af hans klosterbrødre i Bruxelles, der blev. To augustinermunke blev brændt på bålet dèr den 1. juli 1523, fordi de ikke ville afsværge deres lutherske tro. Luther blev dybt fortvivlet: "Det skulle jo have været mig!", men fattede sig og skrev et sendebrev til lutheranerne i Nederlandene (se her).

Brevet slutter med en salme eller en vise om begivenheden. Heri hedder det blandt andet:

For bålets aske bliver ved,
gi'r støv i alle lande.
Al verdens vand, dens jord og grav
kan ej dets glød udvande.
Dem, som vor fjende ved sit mord
har tvunget til at tie,
dem tvinges han til hvert et sted
at lade glad udsige
Guds pris med tunger døde.

At man brænder kættere bliver til skade for dem, der brænder dem, for som døde priser de Gud langt mere end de kunne som levende. Og det tvinges fjenden, djævelen til at finde sig i. Ja, Luther er sikker på, at netop i kraft af den begivenhed vil sandheden bryde helt igennem. Han slutter:

Lad dem blot lyve vidt og bredt
om vore kække drenge,
vi, derimod, vil takke Gud,
Hans ord gror frem i enge.
Se, sommeren står straks for dør,
for vint'ren er nu ude.
De sarte blomster skyder frem.
Han, som det lod bebude,
Han vil det nok fuldende.
Amen.

Venlig hilsen

Ricardt Riis, cand.theol.