Sune Nielsen |
9. juni 2008
Før måtte rettroende muslimer gå forgæves til tyrkiske badestrande, hvis de ville holde badeferie uden at gå på kompromis med deres tro, men sådan er det ikke længere
Går man ind på
Sahn Inn Suite Hotel’s hjemmeside - hotellet er belligende i Alanya ved den tyrkiske middelhavskyst - så kunne det ved første øjekast ligne ethvert andet badehotel. Scroller man lidt ned af siden, er der et foto en indbydende svømmepøl omgivet af parasoller og liggestole.
Men tag ikke fejl – dette er ikke en helt almindelig svømmepøl. Kun mænd må bade her. De ferierende kvinder har deres egen svømmepøl isoleret fra mændenes.
Sahn Inn Suite Hotel er et af 27 lignende muslimske hoteller, som er skudt op i Tyrkiet siden 1995, hvor det første,
Caprice Hotel, blevet bygget i Didim ved den ægæiske kyst. De muslimske hoteller er den hurtigst voksende del af tyrkisk turisme i disse år, skriver
The Jamestown Foundation.
Mange af dem er badehoteller, og fælles for dem er, at de er specielt indrettet til rettroende muslimer, så gæsterne kan overholde forskrifter om eksempelvis kvinders påklædning og kvinders og mænds adskillelse.
Adskillelsen gælder naturligvis ikke kun ved svømmepøle, men også forskellige wellnessaktiviteter såsom spabade. Og en kold øl må man kigge længe efter ved svømmepølen, da alkohol er forbudt.
Til gengæld er der andre ting, som ikke normalt ses på et hotel. For eksempel har mange af hotellerne deres egen moske, som de besøgende kan benytte.
Dette står i stærk kontrast til det omgivende tyrkiske badeliv. Tyrkiet har nogle af de mest populære badestrande i hele Europa, og alene i 2007 valfartede 27 millioner udenlandske turister til Tyrkiet, hvoraf langt de fleste var på badeferie. Her kan topløse vestlige kvinder få følge af topløse tyrkiske kvinder i bølgerne. Det er nemlig tilladt at bade topløst ved de fleste tyrkiske strande. Til gengæld er det strengt forbudt at bade nøgen.
Billedet af strandlivet ved en tyrkisk badestrand på en varm sommerdag har hidtil været et af de mest markante billeder på et Tyrkiet, der nærmer sig Vesten. Men side om side med kvinderne i de vante badekostumer, kan man nu se kvinder i særlige muslimske badedragter, der dækker det meste af kroppen bortset fra ansigtet. Det er en trend, som man har kunnet se udvikle sig gennem de sidste par år.
Modetøjsfirmaet
Hasema i Istanbul er hovedleverandør af badedragterne. Du vil sikkert også kunne spotte badedragter fra det australsk ejede firma Ahiida, som du kan finde eksempler på
her. Og det er ikke altid hvilke som helst muslimske kvinder, der går i badedragterne. Nogle af de mere prominente brugere er gift med ledende politikere i regeringspartiet, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP).
Netop forbindelsen til AKP kan være med til at forklare fænomenet med de muslimske badehoteller. Partiet, der definerer sig selv som værende moderat konservativ, har hvervet mange af dets ledende medlemmer og vigtigste støtter fra et nyt konservativt bourgeoisie, som er dukket op i Tyrkiet over de sidste 15 år, et konservativt bourgeoisie, der er stærkt muslimsk funderet. De muslimske hoteller opfylder et behov for ferierende medlemmer af denne klasse.
Overordnet set er hotellerne også et tegn på
et mere synligt islam i Tyrkiet. For eksempel var det for 10 år siden usædvanligt at se en kvinde med muslimsk hovedtørklæde på shoppingtur i fashionable butikker, men det er ikke længere noget særsyn. Billedet af tyrkisk strandliv anno 2008 er ikke længere entydigt et billede på et Tyrkiet, der nærmer sig Vesten. Nu er det blevet et af billederne på et land, der går i to retninger.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk