Danmark: al-Qaedas nye tuttenutte-Satan

Læs også

flexblock

Tema

Synspunkt

flexblock

Seneste billedserier

Religiøse protester aflyser Lady Gaga-koncert i Indonesien

Billedserie: Buddhas fødselsdag fejret med lys, vand og farver

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Barry Rubin | 13. juni 2008

Danmark står imponerende fast i lyset af sin nye status som islamisternes tredjestørste fjende efter USA og Israel. Synspunkt af Barry Rubin

Jeg var tilfældigvis i København under det nylige bilbombeangreb på Danmarks ambassade i Pakistan, som al-Qaeda i dag hævdede at stå bag. Jeg var derfor vidne til en dansk politiker, der så ind i et tv-kamera og erklærede, at danskernes lille land sammen med USA og Israel lod til at stå øverst på terroristernes liste over mål.

Det forbløffende ved den udtalelse er, at han har ret.

Hvordan er denne lillebitte stat med en befolkning, der er mindre end det i forvejen lille Israel, Danmark som er bedst kendt for sine oste og sit smør af høj kvalitet gået hen og blevet den offentlige fjende nummer tre i den muslimske verden?

Hvis Amerika er den Store Satan og Israel den Lille Satan, ser det ud til, at Danmark er tuttenutte-Satan. Den umiddelbare forklaring er naturligvis tegningskontroversen, som i sig selv er en temmelig bizar historie. Tilbage i september 2005 besluttede dagbladet Jyllands-Posten at udvise støtte til ytringsfriheden ved at bringe nogle kritiske tegninger om islam og religionens grundlægger Muhammed. Imidlertid kom den resulterende eksplosion af had (som omfattede ildspåsættelse af danske ambassader og flag) ikke spontant.

Annonce

Mindre velkendt er det faktum, at en gruppe danske indvandrer-imamer sørgede for at fremprovokere protesterne. Til deres pr-pakke tilføjede de i øvrigt tegninger, der ikke var blevet trykt i avisens serie eller andre steder overhovedet. Disse viste sig at være de mest egnede til at vække muslimers vrede. Tegningskontroversen berørte også mange andre lande, men det mest sigende var den danske reaktion. Danmark stod fast – modsat de andre skandinaviske lande, Sverige og Norge, hvor en udenrigsminister pressede fjernelsen af et netsted igennem for ikke at ”fornærme” muslimer.

København har ikke råbt højt, men man har været hårdfør – tydeligvis til stor ærgrelse for firmaer, der har store eksportinteresser i Mellemøsten. For tusind år siden var det vikingerne, der var de helt store internationale terrorister; de plyndrede klostre og afpressede herskere, som måtte betale for at undgå at blive angrebet. I dag er rollerne byttet om, i alt fald i Norge og Sverige. Der lader faktisk til at være en civilisatorisk dødsdrift blandt store dele af Norges intelligentsia og embedsvælde. En repræsentant sagde således, at der ikke fandtes nogen svensk kultur, der var værd at bevare. Ironisk nok har den ekstreme tolerance, som Nordskandinavien med dets så godt som etparti-stater kørt af socialdemokratier har været berømt for, hurtigt givet efter.

For omkring et århundrede siden var Danmark et temmelig fattigt sted. Og ændringen skyldes ikke velfærdsstaten, men en masse hårdt arbejde, foretagsomhed, landboreform og andelsforetagender. Og naturligvis Anden Verdenskrig, hvor danskerne reddede næsten hele deres jødiske befolkning – en bedrift, som intet andet europæisk land kom så meget som i nærheden af. Alligevel er tendenser til nervøsitet og fatalisme ikke helt fraværende i Danmark.

Det er bemærkelsesværdigt, at en danmarkshistorie udsendt for nylig endte i år 2000 – ikke alene, fordi det er en passende dato, men ifølge forfatteren fordi Danmark ikke har nogen fremtid. Men danskerne har langt større selvtillid end som så. Man skynder sig ikke at udøve selvcensur eller at være overdrevent politisk korrekt eller selvtilfredst multikulturel. Alligevel bliver indvandrere behandlet ret godt – selv i sammenligning med lande, der gør en fetich ud af at elske den Anden og hade selvet.

Det er ikke tabu at tale om at begrænse indvandringen, men det skorter ikke på indvandrertørklæder blandt de forbipasserende. Alligevel lader danskerne ikke til at føle, at det, som andre vælger at gøre, skal påvirke hvordan de selv lever. Særligt sigende er det faktum, at Danmark er det eneste sted i Europa med en betydelig moderat muslimsk politisk tilstedeværelse – personificeret i den populære politiker Naser Khader. Khaders forældre var palæstinensere og syrere, han tilbragte sin tidlige barndom i Syrien og er opkaldt efter den yderligtgående nationalist og egyptiske præsident Gamal Abdel Nasser. Trods dette er Khaders loyalitet over for Vestens demokratiske værdier så stor, at en yderligtgående dansk imam har truet med at slå ham ihjel.

Khaders parti Ny Alliance er lille, men spiller en central rolle i koalitionsdannelsen. Et bevis på den danske undtagelse er, at angrebet i Pakistan ikke udløste nogen opfordringer til overgivelse. Selvfølgelig er danskerne ikke begejstrede for deres nye berygtethed, men de lader ikke til at tro, at der er noget at gøre ved det.

Venstrefløjen ønsker at øge hjælpeprogrammerne i lande med muslimsk flertal, og højrefløjen argumenterer imod det. Men ingen går i panik. Hvorfor angreb al-Qaeda den danske ambassade i Lahore?

Det er et rigtig interessant spørgsmål. Det er vigtigt at bemærke, at det har været et dårligt år for al-Qaeda. Gruppens evne til at stable angreb på benene er formindsket, dens opstande i Algeriet og Saudi-Arabien er langt hen ad vejen lukket ned, og den har ikke haft megen succés med at infiltrere Libanon, Jordan og palæstinenserne.

Mest bemærkelsesværdigt har det amerikanske fremstød i Irak udført i fællesskab med sunni-stammer (som godt nok var motiveret af store amerikanske belønninger) fået mange til at vende sig fra al-Qaeda. Så gruppen var nødt til at gøre noget og vise, at den stadig har sine tænder i behold. På listen over målenes sværhedsgrad mangler den danske ambassade nødvendigvis sin amerikanske modparts usårlighed.

En anden faktor er, at al-Qaeda er blevet kritiseret for at dræbe så mange muslimer i Irak, Algeriet og andre steder. Gruppen har brug for et populært mål. Ved at gå efter Danmark siger al-Qaeda, at gruppen kæmper for de mest grundlæggende muslimske interesser og beskytter deres højst elskede leder, Muhammed. Danmark er skræddersyet til rollen som skurk i dette scenarie.

Det betyder ikke, at der vil komme en bølge af angreb på Danmark, og sågar heller ikke, at bombningen i Lahore vil gøre al-Qaeda mere populær; men det er en fornuftig strategi set fra gruppens synsvinkel. Imens klarer Danmark endnu en test. Måske andre lande i Vesten vil lære noget af det.

Barry Rubin er direktør for Global Research in International Affairs (GLORIA) Center og redaktør på Middle East Review of International Affairs (MERIA) Journal. Hans seneste bøger er The Israel-Arab Reader (7. udgave) sammen med Walter Laqueur (udkommet hos Viking-Penguin) og paperback-udgaven af The Truth about Syria (udkommet hos Palgrave-Macmillan)

Læs artiklen på engelsk her

Oversat af Sara Høyrup / texthouse.eu

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk

Del Hold mig opdateret

flexblock

Annoncer

Glow.dk

Nyheder, koncerter, video m.m. - din genvej til kristen musik!

Kig forbi - klik her

Kristen netradio

Lyt til musik og programmer med kristent indhold på Norea WebRadio.

Norea WebRadio

Hvad si’r Udfordringen?