Den Ortodokse Kirke afviser kvindelige præster

Kirsten Stoffregen (Søster Abraham) skriver i et indlæg den 9. juni her på siden, at hun er blevet ”gjort opmærksom på Poul Sebbelovs indlæg om mig.”  Unægtelig en interessant vinkel. For indlægget handlede naturligvis ikke om Stoffregens person, men om hendes misvisende tilkendegivelser om to sager. 

Stoffregen lader som om, hun svarer på min artikel af 17. maj. Men svaret er totalt intetsigende. Den oprindelige artikel havde to emner: Er der belæg for at hævde, at man er særligt ’tværkirkelig’ ved at afvise tilhørsforhold til nogen bestemt kirke? Og er der belæg for at hævde, at det var ”et væsentligt træk” for den tidlige Kirke at ordinere kvinder som præster? Ingen af delene svarer Stoffregen reelt på. Derimod tilskriver hun mig både skumle motiver og rod i tanken. Jeg skal derfor i korthed kommentere hendes påstande.  

Hverken Den Ortodokse Kirke som sådan eller jeg som præst i dén ”tager let på” det økumeniske engagemenet, sådan som Stoffregen skriver. Det er, undskyld mig, rent vrøvl. At være tværkirkeligt indstillet betyder imidlertid ikke, at man, som Stoffregen, lader som om, man ikke tilhører nogen bestemt kirke. Tværtimod! Både i Kirkernes Verdensråd og på lokalt plan møder vi frem som repræsentanter for hver vor kirke.  

Stoffregen spørger, hvor og hvornår hun har påstået at være ”klogere end samtlige Den Ortodokse Kirkes biskopper og lærere”. Jeg benyttede den karakteristik, fordi Stoffregen, i modstrid med Kirkens biskopper, hævder, at kvindelig præsteordination skulle være både ønskelig og historisk dokumenteret. 

Det seneste autoritative svar inden for Den Ortodokse Kirkes rammer på spørgsmålet om kvindelige præster, hidrører fra Det Inter-Ortodokse Teologiske Symposium, som blev afholdt på Rhodos i Grækenland fra den 30. oktober til den 7. november 1988. Symposiet blev indkaldt af Det Økumeniske Patriarkat i Konstantinopel; og med deltagelse fra samtlige ortodokse Kirker drøftede man følgende overordnede formulering: ”Kvindernes plads i Den Ortodokse Kirke og spørgsmålet om ordination af kvinder”. 

Kyriaki Karidoyanes Fitzgerald opsummerer i en artikel fra 2002 symposiets konklusioner angående kvindelig ordination således: ”Det sakramentale præsteskab, som ikonografisk repræsenterer Kristus som legemets Hoved, er skænket Kirken ved Helligåndens nåde ved ordinationens mysterie, hvorved de, som ordineres, gøres til ’Kristi tjenere og forvaltere af Guds hemmeligheder’ (1. Kor. 4,1). Helt fra begyndelsen har Kirkens bevidsthed udelukket kvinder fra at tage del i dette ’særlige præsteskab’ (II, 6,7). 

Symposiets rapport anfører bl.a. følgende punkter til støtte for, at kvinder ikke kan ordineres som præster: 1. Herren selv udvalgte ikke én eneste kvinde blandt de tolv. 2. På trods af, at Gudsmoder fødte Guds Søn som Menneske, udøvede hun ikke det sakramentale præsteskab. 3. Apostlene fulgte Herrens eksempel og ordinerede heller ikke kvinder til det særlige præsteskab. 

Den Ortodokse Kirkes konference i 1988 afviser således udtrykkeligt præsteordination for kvinder. Samtidigt udtrykte samme konference imidlertid ”et stærkt ønske om, at den apostolske orden med kvindelige diakoner må blive genoplivet.” Heri ligger en anerkendelse af, at ordination af kvinder som diakoner var almindeligt brugt i den tidlige Kirke og altså ønskeligt i dag. Måske er de fund af  ”ordinerede kristne kvinders grave”, som Stoffregen henviser til, diakoners og ikke præsters grave. 

Stoffregen hævder endelig, at jeg ”modsiger mig selv” ved at anføre, at visse autoritative ortodokse teologer ikke anser spørgsmålet om kvindelig ordination for endeligt afgjort og udtømt. Jeg har vanskeligt ved at få øje på selvmodsigelsen. For de omtalte teologer (kvinder som mænd i øvrigt) afprøver og gennemtænker de teologiske og historiske argumenters holdbarhed uden kønspolitiske sammensværgelses-teorier. 

De to nævnte problemstillinger kan forenes i en uventet, men indlysende fælles løsning: Hvis nogen finder det afgørende vigtigt med kvindelige præster, så er der jo en del kirker, fx den danske folkekirke, som har masser af dem. Enhver kan, så let som ingenting, melde sig ind i en sådan kirke; men det forudsætter selvfølgelig, at den pågældende vedkender sig et specifikt tilhørsforhold og ikke tror om sig selv, at hun kan svæve i ophøjet majestæt over alle kirkelige vande.  

Stoffregen søger som afslutning på sin tekst at forbinde både mig og Den Ortodokse Kirke med ”løgnagtige udtalelser” om ortodokse kvinder; og til overmål sammenligner hun Kirkens position med et  muslimsk forsvar for flerkoneri, hun engang har overværet. Begge insinuationer siger mere om Stoffregen end om noget andet.

Poul Sebbelov, præst i Den Ortodokse Kirke