”Man ved selv, at man er erkendt, når man ved alting i alle tider og retninger.”
(citat)
Er det sådan lidt lige som hvis man har været på LSD i 60´erne?
Jeg kunne godt tænke mig at få defineret hvad det vil sige at vide alting i alle tider og retninger!
Er det bare det samme som at vide alt om alt???
En slags guddommeliggørelse af mennesket?
Bevares, Dalai Lama er da et menneske med nogle gode budskaber, men han har jo ikke ligefrem opfundet kvantefysikken!
Og som Nicolai Sennels ganske rigtigt selv er inde på, så ved han ikke ret meget om kristendommen, hvilket fremgår ret tydeligt af artiklen. Men lad det nu ligge.
Det interessante, er at buddhismen og kristendommen jo begge er eksponenter for en etik der ligner hinanden meget.
Det grundlæggende synspunkt er jo at man skal gøre ”det gode”, hvilket er essentielt i stort set alle religioner.
Forskellen mellem kristendommen og buddhismen ligger vel meget i måden man opnår frelse på.
I buddhismen er sindet og en slags autohypnotisk meditationsmetode den vej der skal føre til erkendelse at alt i sidste ende er en illusion og at jeget som sådan ikke eksisterer i sig selv.
Og på den måde ved at frigøre os fra det jordlige og materielle kan vi på lang lang sigt(kortere sigt indenfor nogle retninger), se bagom verdens materie og ind i den evige og absolutte tomhed som vi derefter kan vælge at blive en del af og hvile i ingenting til evig tid.
I kristendommen er der lige som i buddhismen noget at se frem til. Her er det grundlæggende aspekt indenfor feks. Den lutherske retning, at man via troen på treenigheden kan blive frelst og via denne tro gøre det gode(rettere sagt via troen på Guds nåde).
Men lige som i buddhismen ligger frelsen udenfor denne verden(det transcendente aspekt).
Sådan kunne man finde mange forskelle og ligheder buddhismen og kristendommen imellem.
Men grundlæggende er det to religioner der vil det samme, nemlig at give mennesket mulighed for
At indtræde i noget der er bedre end denne verden med al dens lidelse og ulykker. Når jeg omtaler buddhismen som religion, er det dog en smagssag om man vil kalde den det. Myterne om Buddha omtaler jo overnaturlige væsener og gudelignende skabninger. Nogen egentlig sammenhængende skabelsesretning findes der vist ikke, men enkelte retninger har skrifter om det skabtes herkomst, og lignende. Og om Nirvana skal opfattes som et sted i fysisk forstand er der også delte meninger om, men de fleste mener at det er en form for transcendent tilstand, som en slags ikke-væren der dog alligevel betegnes som noget begrebsliggjort og således indirekte eksisterende.