Naimatullah Basharat |
23. juni 2008
Muslimer, som ikke tager afstand fra terrorangrebet på den danske ambassade i Pakistan, er en skamplet på islam. Synspunkt af imam Naimatullah Basharat
Jeg vil på opfordring forsøge at fremsætte nogle af mine tanker på baggrund af bombeangrebet på den danske ambassade i Pakistan.
For at belyse angrebet vil jeg gå lidt tilbage i tiden.
I 1947 blev det britiske Indien delt i to selvstændig stater - Pakistan og Indien. Pakistan blev grundlagt af Muhammad Ali Jinnah, der var en indisk muslimsk politiker. Han tjente som landets første generalguvernør og havde en ideologi om en selvstændig stat for muslimer, men ikke en islamisk stat, hvor en islamisk styreform skulle træde i kraft. I hans verden skulle der være plads til alle uanset race, religion eller nationalitet, og vigtigst af alt skulle stat adskilles fra religion.
Efter grundlæggerens død i efteråret 1948 overtog fundamentalisterne magten og blandede politik og religion sammen i en pærevælling. Så der er både politiske og religiøse aspekter i terrorangrebet den 2. juni i år. Jeg vil her forholde mig til det religiøse aspekt.
En sort skamplet
Terrorangrebet på den danske ambassade er fuldstændig uacceptabelt efter en islamisk målestok. Enhver fornuftig pakistaner og muslim vil tage afstand fra den umenneskelige aktion, hvor flere uskyldige måtte lade livet. Muslimer, der ikke tager afstand fra angrebet, er en sort skamplet på islam og følger ikke profeten Muhammeds lære (Må Guds fred og velsignelse være over ham).
Spørger man om begivenheden er udtryk for en generel religiøs stemning i Pakistan er svaret nej. De fleste pakistanere er fornuftige og gudskelov fredelige, men sandheden er også at der er kommet en stigning i retning af en fundamentalistisk stemning.
Islam bliver misbrugt
Træder vi et skridt tilbage i historien igen, var der indtil 1970´erne næsten fred og harmoni imellem de forskellige islamiske retninger som sunnitter og shiitter i Pakistan. Ord som terrorangreb og selvmordsbombere eksisterede slet ikke.
Men i årerne efter 1973 misbrugte staten og folketinget islams navn for at holde fast i magten, og som konsekvens mistede de den eksisterende fred og harmoni imellem de forskellige retninger.
Og det hjalp heller ikke, da Pakistan tog et stort skridt for at deltage i krig i Afghanistan mod Rusland sammen med Taleban og jihad grupper. Det var rent politiske krige, men islams navn blev igen misbrugt. Nu har fundamentalister efterhånden vænnet sig til at misbruge islams navn. Og fundamentalisterne er en fare for staten, fordi de både har våben og magt.
Ingen straf for blasfemi
Hvorfra kommer hadet til Danmark? De berygtede profettegninger kan godt være årsagen til det, men det er ikke sikkert. Hvis nogle jihad grupper tager ansvar for bombeeksplosionen ved den danske ambassade, så er det ikke en islamisk måde at handle på. Flagbrænding, angreb på ambassader og trusler er uacceptable! Muslimernes reaktion må ikke stride imod Koranens lære. For i Koranen står der:
”Han har allerede åbenbaret for jer i Bogen, at når I hører Allahs tegn blive fornægtet eller bespottet, så skal I ikke sidde sammen med dem, førend de hengiver sig til anden tale end denne. I ville ellers være deres lige.” (Sura 4, Al-Nisa, v. 141)
I et andet vers siger Koranen:
”Når du ser dem, som taler forvrøvlet om Vore tegn, så vend dig bort fra dem, indtil de hengiver sig til anden tale end denne.” (Sura 6:69)
Hvilken smuk holdning til blasfemiens ondskabsfulde ansigt! Islam tillader end ikke, at et menneske tager sagen i egen hånd og begår strafaktioner. Men islam erklærer, at man skal vise sin protest mod blasfemi ved at forlade den forsamling, hvor religiøse værdier bliver hånet og nedværdiget. Der er ingen forslag til modforanstaltninger, ikke engang permanent boykot mod blasfemi. Tværtimod fastslår Koranen med lysende klarhed, at en sådan boykot kun må udstrækkes til den periode, hvor blasfemien bliver begået. Kort sagt, i Koranen er der ikke tale om nogen som helst straf for blasfemi, hvor er det så uretfærdig at slå uskyldige mennesker ihjel!
Ydermere appellerer Koranen til standhaftighed i sådanne og lignende situationer:
"O I som tror, vær standhaftige for Allah(s sag), (idet I er vidner med retfærdighed. Og lad ikke fjendskab til et folk forlede jer til synd, så I ikke handler retfærdigt. Vær retfærdige! det er nærmere ved gudsfrygt. Og frygt Allah, thi Allah er vel vidende om, hvad I gør."Sura Al-Maida:9”
Profeten tilgav selv bespottelse
Profeten Muhammad – Guds fred være med Ham – blev selv forhånet og foragtet. Der findes et eksempel på en sag om blasfemi, der er så grov, at den er nævnt i selve den hellige Koran.
Abdullah bin Ubayy bin Salul, kendt i islams historie som hyklernes leder, forhånede Profeten og sagde de mest nedværdigende ting til ham. Vreden var så stor blandt muslimerne, at Abdullah bin Ubayys egen søn henvendte sig til Profeten med anmodning om med egne hænder at dræbe sin far. Profeten ikke kun nægtede at give tilladelse til at straffe, men tilgav Abdullah bin Ubayy bin Salul, og velsignede ham også da han døde.
I ovenstående eksempel findes Profetens forbillede til enhver muslim. Og en rettroende muslim bør adlyde og praktisere Profetens gode eksempler. Men er det nok for at skabe fred? Kan man skabe fred og bo fredeligt og være gode venner med hinanden selv om man forhåner sine medmenneskers følelser og bespotter dem i ytringsfrihedens navn. Enhver fornuftig person kunne svare på dette spørgsmål og sige "nej," man kan ikke vinde folks hjerter med had og bespottelse. Den muslimske menighed Ahmadiyya bevægelsens motto er netop "kærlighed til alle, had til ingen."
Bespottelse er gift for freden
Hvordan undgår vi lignende episoder i fremtiden? For at besvare dette spørgsmål vil jeg henvise til et afsnit fra Ahmadiyya bevægelsens grundlægger Hazrat Mirza Ghulam Ahmads bog ”Et budskab om fred – 1908". Han skrev således:
”Gammel erfaring og gentagende efterprøvning har vist, at bespottelse og forbandelse af forskellige folks profeter og budbringere er en gift, der ikke alene ender med kroppens ødelæggelse, men også fører til nedbrydelse af sjælen, som ender med at ødelægge fremtiden i denne verden og den næste. En nation kan ikke nyde fred, hvis dens indbyggere er optaget af at angribe og smæde hinandens religiøse ledere; og der kan aldrig herske harmoni mellem folk, hvis det ene - eller begge - til stadighed omtaler det andets profeter eller rishier og avatarer med ondskab og spot.
Hvem bliver ikke ophidset over at høre sin profet eller åndelig leder blive bespottet. Især muslimerne er et sådant folk der - skønt de ikke gør deres Profet til Gud eller Guds søn - betragter den hellige Profet som den ædleste af de udvalgte født af en menneskelig mor. Hvis man vil leve i harmoni med sande muslimer, er det ikke muligt på anden måde, end ved at, når talen falder på vor hellige Profet, da ikke at tale respektløst eller i et groft sprog.
Og vi bespotter aldrig andres profeter. Tværtimod har vi den lære, at de profeter der er kommet til jordens forskellige folkeslag, og som millioner tror på, og som er blevet elsket og æret i en del af verden, og en lang periode er hengået med tro på dem - de er sande, og disse forhold er tilstrækkelig bevis på det; for hvis de ikke var fra Gud, ville troen på dem ikke have nået millioner af menneskers hjerter. Gud giver aldrig sine udvalgte tjeneres ære til andre, og hvis en løgner ønsker at indtage deres plads, vil han snart blive bragt til ruin og ødelæggelse.
Jeg er således overbevist om, at udgangspunktet for at skabe fred i dag er oprigtig næstekærlighed og oprigtig respekt for hinandens overbevisninger. Må Gud hjælpe os til at opnå dette.
Naimatullah Basharat, imam
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk