Selvom der findes forskellige holdninger i Indre Mission, ønsker hovedstrømmen en evangelisk luthersk folkekirke i Danmark, skriver undervisningskonsulent Carsten Korsholm Poulsen
Spørgsmål: Kan det passe, at Indre Mission i højere grad end grundtvigsk orienterede præster ønsker en adskillelse af kirke og stat?
Svar: "Indre Mission" s fulde navn er Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark. Indre Mission (IM) er dermed defineret indenfor det "kirkelige" - og det er i denne sammenhæng klart det folkekirkelige.
Lad det være sagt med det samme: IM er en bred bevægelse. Og hovedbestyrelsen laver sjældent autoritative udtalelser. Så når jeg nu prøver at udtale mig om, hvad IM mener, så er det hvad hovedstrømmen - både i bestyrelse og bagland - synes at mene. Det vil altid være muligt at finde grupper, der har andre synspunkter og bruger deres gode ret til at fremføre dem og arbejde i retning af dem.
Men hovedstrømmen: Der ønskes helt klart en samlet folkekirke, forstået som en evangelisk luthersk kirke, der er den samlende kirke for de lutherske i Danmark. Der er strømninger i dansk kristenliv, der taler for et netværk af frimenigheder eller frikirker i stedet for den store, samlende kirke. Dette er der ikke flertal for i hovedstrømmen indenfor IM (men som sagt er der naturligvis grupper med dette synspunkt).
Spørgsmålet er altså alene: skal denne ene, store samlende kirke være "gift" med staten, eller burde den være fri og lede sig selv?
Både ud fra Luthers syn på stat og kirke og ud fra mere principielle bibelske overvejelser, kan man nå frem til begge standpunkter. Hovedstrømningen er dog helt klart, at man ser den nuværende ordning bevaret.
Men det, der er størst enighed om, er at det afgørende for kirken er, at den ledes ud fra de guidelinies, Bibelen og de lutherske bekendelser giver os. Og skulle man forestille sig, at IM skulle ønske kirken løsrevet fra staten, skulle det være, hvis man fandt at staten dikterede kirken en måde at forkynde og handle på, der var i direkte modstrid med Bibelen og de lutherske bekendelser. Kort sagt: den dag en kirkeminister/et folketing fx påbyder at alle præster skal gøre noget, IM finder er direkte i modstrid med Bibel og bekendelse, vil tanken om en løsrivelse melde sig øjeblikkeligt.
De fleste i IM mener ikke, at vi endnu er nået så langt. En del kan nok frygte, at vi hurtigt kan nå så langt ud. Men det vil fremtiden vise.
Mvh
Carsten (Sprint) Korsholm Poulsen, undervisningskonsulent i IM.