De har sikkert undskyldt forbrydelsen, med at det var troen.

Mange forbrydelser er begået i kristendommens navn, men Det dobbelte Kærlighedsbud er ufravigeligt for kristen livsførsel, så kristne kviede sig ved at føre krig og på anden måde slå ihjel, indtil kristendommen blev statsreligion og måtte have soldater til at forsvare sig.
Modsat Islam, hvor selveste profeten førte an i hellig krig fra starten af...

citat:
har sikkert undskyldt



.. nemlig, det kan du selv være sikker på

Bernt.

Hej Karen!

Jeg kunne godt tænke mig en uddybning af din sidste sætning: "Den højrekristne kamp mod abort og prævention har medansvaret for at millioner af menneskeliv går tabt"? Den sætning forstår jeg ikke lige...hm... Du skriver også om den katolske kirkes samarbejde med nazisterne i udleveringen af jøder etc., og det er jo fuldstændigt rigtigt. Men indirekte at kæde det at være kristen, med det at være katolik, med det at være forbryder, det er meget forsimplet.

Enhver muslim er jo heller ikke terrorist, (der er dog en tendens til at mange terrorister anno 2009 hævder at ophøje og kæmpe for Allahs sag) og en hver ungdomshustilhænger kommer vel ikke altid fra højtuddannede familier osv.. Nå, tilbage til det med nazisterne.... Der var faktisk ret mange evangeliske præster som kæmpede en brav kamp mod nazisterne, tænkt blot på Martin Niemûller som blev fængslet for sin tro og sine holdninger af Gestapo, og tænk ikke mindst på hans fantastisk digt "Først kom de for at...". Han lod sig ikke fedte ind i et menneskeskabt og menneskeudtænkt nazistisk dæmonregi med herskerideologi a al "survival at the fittest".

Hitler brugt jo netop den "tros svage kirke / den ikke Niemullerske tro", men yderst magtfulde og magtsyge kirke til at herske over folkesindet - en farlig alliance. Foruden så var Hitler, SS og Gestapo langt mere fedtet ind i nordisk mytologi,(SS folk blev gift efter hedensk traditioner, såvidt jeg er blevet lært) og ind i tanker om græsk og romersk mylogi, stormagtsdrømme og herskersyge.

Jeg synes, det er vigtigt, at man ikke kobler tingene alt for simpelt sammen. Kirken har en trist historie op gennem tiden, men den personlige tro, næstekærlighedstroen, den der kæmper for nogle vigtige værdiprincipper, den er værd at kæmpe for:

Først kom de for at tage kommunisterne men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.

Digt af Martin Niemüller

Mvh. Ruben

Lidt provokerende simpelt vil jeg først svare, at kristendommen som sådan hverken er skyld i forbrydelser eller velgerninger.

Det er nu engang menneskene der begår forbrydelser og udviser omsorg for medmennesket og ikke religioner eller ideologier.

Som etisk autonomt væsen kan den enkelte, mere eller mindre præcist, forudse konsekvenserne af sin handlen og lade denne erkendelse indgå som kausal betingelse for sin handlen. Det er det, der definerer os som personer, og som betyder, at vi ikke er bundet til blindt at følge vore umiddelbare tilskyndelser eller de givne sociale eller religiøse normer; men at vi er i stand til at sætte os ud over disse grænser og spørge om, hvad vi bør gøre - hvad det er rationelt at gøre.

Mit andet simple provokerende svar er, at opfyldelsen af de fordringer den kristne lære rummer i sine grundfordringer - næstekærlighedsbuddet og bjergprædikenen - ikke kan føre til forbrydelser efter nogen som helst rimelig definition af dette begreb. Opfyldelsen kan i det højeste føre til undladelsessynder.

Derfor må "kristendommens forbrydelser" nødvendigvis være udtryk for, at mennesker har misforstået eller omfortolket grundfordringerne og tillige sat sig ud over hvad der rent rationelt fordres af dem som etisk autonome væsener - personer.

Konklusionen må være, at de forbrydelser der tilskrives kristendommen er foretaget af personer, som fejlagtigt mente at de var kristne og kaldte sig kristne. Det skete i direkte modstrid med og på trods af de fordringer kristendommen opstiller og som Jesus Kristus eksemplificerer for alle at se.

Udeladelsessynderne indeholdt i de etiske fordringer kan kort beskrives som en kategorisk forkastelse af at gøre oprør mod nedværdigende og umenneskelig behandling og forfølgelse af en selv eller andre personer i ens omgivelser. Selvforsvar for at bjærge eget, andres eller sine børns liv går imod fordringen om at vende den anden kind til - at tåle alt for troens skyld. Fordringerne giver i det højeste den troende mulighed for en eller anden form for fredelig ikke-voldelig protest. Som den Ghandi udøvede og inspirerede andre til og som inspirerede den sorte amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King, Jr. Begge blev de myrdet hvilket enhver der alvorligt går i Jesu fodspor må være indstillet på og parat til at acceptere.

Lige modsat forholder det sig med islam og en politisk ideologi som nationalsocialismen. Her er de centrale fordringer rettet imod at undertrykke, forfølge og dræbe de medmennesker som teologien eller ideologien definerer som forkerte eller skadelige. En muslim der sætter livet på spil for at redde en jøde er et lige så umuligt paradoks som en nazist der gør det samme.

Og dog findes der enkeltstående eksempler på en sådan næstekærlig adfærd, men de er selvfølgelig heller ikke mere repræsentative for det islam og nazismen står for, end de kristne der førte hellig krig mod muslimerne, forfulgte kættere eller brændte hekse på bålet i Guds navn er for hvad kristendommen står for og fordrer.

Det som er skyld i mange forbrydelser er ikke hverken kristendommen, nazismen eller islam, men at menneskene ikke lever op til deres ansvar qua person, som etisk autonome personer; og opfylder fordringer som ikke kræver blind tro, men som kan udledes med vor rationelle fornuft.

Hilsen

Gator alias Ipso Facto