Tolle kalder denne mulighed for "Nuet" – den tidløse tilstand, som altid er der, og som er befriet for fortid og fremtid og derfor også befriet fra betingetheden.

Det kan lyde temmelig filosofisk. Men som du selv ved fra din læsning, er Tolle yderst praktisk og relevant – og det er sikkert derfor, at han har fået så stort et publikum. Hans budskab er ikke kristent, og det er heller ikke ikke-kristent – deri ligner det så mange andre budskaber af mystisk karakter, der er for universelle til at kunne rummes i vanlige religiøse kategorier.

I den henseende er der egentlig ikke forskel på Tolles budskab og Jesu budskab. Begge budskaber fremhæver nødvendigheden af at bryde med religionens konventionelle bevidsthed for at opnå frihed fra betingetheden – den tilstand, som Jesus kaldte Gudsriget, og som Tolle kalder Nuet.

Jeg har ikke læst Tolles nyeste bog, "En ny jord". Til gengæld har jeg set videoerne (som kan downloades fra www.oprah.com). Her udvider Tolle ideen om at leve i nuet til at være en helt ny måde at leve på og at opfatte verden på – igen helt parallelt med Jesu forkyndelse om at leve i Gudsrigets bevidsthed. Denne bevidsthed ligger hinsides den religiøse, dualistiske bevidsthed, der erkender i modsætninger og polariteter. Den kender mere end den erkender, den ser mere end den ved. Og det er i denne unitive bevidsthed, at en ny jord bliver til.

Måske jeg kan illustrere dette med følgende historie: Forleden kørte jeg i taxa med en muslimsk chauffør, der argumenterede for, at verden er af lave. "Det hele ender med et ragnarok, hvis vi ikke holder os til Koranens ord," sagde han. "Vi må forsøge at leve efter Guds ord og lære vore børn det samme."

Jeg kunne kun svare: "Ja, verden er bevidstløs, og det ender måske galt. Med Guds ord kan vi lave om på den. Men med en ny bevidsthed kan vi ændre den."

"Hvad mener du?" spurgte han. "At lave om på den er vel det samme som at ændre den?"

"Ikke helt. Vi kan forandre den ved hjælp af ydre midler og autoriteter. Men vi kan ikke ændre den, med mindre vi laver om på os selv."

Jeg fortalte ham en historie, jeg engang hørte i USA: Der var en far, som kom træt hjem fra arbejde og havde behov for at sidde i fred og ro og læse sin avis. Hans lille søn mødte ham i døren og sagde: "Far, skal vi lege?" Faderen greb ærgerligt avisen og rev et tilfældigt billede ud af den – et satellitfoto af jorden set ude fra rummet. Han rev billedet i småstykker, lagde stumperne i drengens hånd og sagde: "Gå op på dit værelse og saml billedet med tape og kom så ned med det. Så kan vi lege." På den måde regnede han med at få en halv times fred.

Men efter fem minutter kom drengen tilbage og viste ham billedet – perfekt samlet med tape og det hele.

"Hvordan kunne du gøre det så hurtigt?" spurgte faderen forbløffet.
"Jo, det var meget let," svarede drengen. "Først prøvede jeg at samle jorden, men det var for svært. Så vendte jeg en af stumperne om og opdagede, at der var en hånd på bagsiden. Så vendte jeg en anden stump om – og dér var en fod. Til sidst vendte jeg alle stumperne om og samlede manden. Og da jeg samlede manden, samlede jorden sig selv."

Kærlig hilsen

Benny Alex
Grafiker og forfatter