For nogen tid siden var der også én, der hævdede, at alt for mange præster prædikede imod det, man kalder "den dobbelte udgang." Denne er nævnt i artikel 17, hvor det hedder: "Ligeledes lærer de, at Kristus skal åbenbare sig ved verdens ende for at holde dom, og han skal opvække alle døde, give de fromme og udvalgte et evigt liv og evindelige glæder, men fordømme de ugudelige mennesker og djævlene til at pines uden ende."

Og det kan der sikkert være noget om: Vi i den danske folkekirke har måske nok en knap så bogstavelig tro på det punkt, som man havde på Luthers tid.

Blot skal måske kritikerne her holde sig artikel 18 for øje. Her skriver
Melanchthon: "Om den frie vilje lærer de, at den menneskelige vilje har en vis frihed til at øve borgerlig retfærdighed og vælge i spørgsmål, der falder ind under fornuften. Men den har ikke kraft til uden Helligånden at øve Guds retfærdighed eller den åndelige retfærdighed."

Mange af dem hævder jo nemlig, at mennesket med sin vilje kan afgøre sig for eller imod Gud. Hvilket altså den augsburgske bekendelse ikke giver dem ret i.

Ikke desto mindre, selv om vi måske ikke har lært at fastholde alle de lutherske læresætninger, så har vi dog overtaget to delvis modsigende livsholdninger fra Luther, bagved og uafhængig af alle læresætninger. Vi har overtaget Luthers resoluthed i gudsforholdet. Luther er grebet i den grad af ordet om Guds tilgivelse, at han formår at glæde sig og være taknemlig på trods af de synder og fejl, han har begået. Den holdning forekommer det mig, at vi har taget til os, måske mere det danske folk end just den danske folkekirke.

Den anden holdning, vi har fået med os fra vor lutherske arv, er af mere tvivlsom karakter, og det er da også muligt, at vi har den i en mere pietistisk end luthersk aftapning. Det er den holdning, der i enhver situation finder sig selv og sine folkefæller skyldige. Jeg har andetsteds analyseret den som den nye farisæisme.

Men disse to holdninger, og sikkert meget mere, viser, at vort folk har taget til sig af Luthers tanker. Det gjorde folket, da det første gang blev præsenteret for de lutherske tanker på reformationstiden, og det gjorde det sidenefter, da disse tanker skulle implementeres.

Så til det næste spørgsmål: "Havde Luther foretrukket at man ikke blev viet i en kirke?"

Luther gav ganske vist en række gode råd og anvisninger på både det ene og det andet. Men alle disse råd var givet med henblik på den situation, han befandt sig i, også de råd, der ligger i hans "Traubüchlein" om vielser. Om jeg husker ret, anbefaler han deri, at vielsen foretages udenfor kirken eller i hvert fald i kirkedøren. Derved skulle det borgerlige i vielsen markeres. Senere går man så ind i kirken og takker Gud.

Vi kan selvfølgelig godt kopiere denne ordning. Blot skal vi ikke tro, at vi bliver mere lutherske af den grund. For på Luthers tid var det nødvendigt at lægge passende afstand til den katolske kirke, der betragtede (og betragter) ægteskabet som et sakramente. Men da vi ikke har det samme behov for en sådan afstandtagen, og da vi ydermere har en borgerlig vielsesmulighed på rådhuset, så ser jeg ikke det store behov for at ændre på den nuværende ordning. Omvendt ser jeg heller ikke den helt store katastrofe lure, hvis vi laver om på denne ordning.

Men sandt nok: havde vi fra gammel tid haft den ordning, som er indført i en del europæiske lande: at al vielse er en sag for de borgerlige myndigheder, kirken må "nøjes med" at velsigne ægteparret senerehen, så ville vi være sluppet for det problem, vi nu har, det, at en del præster nægter at vi fraskilte. På den anden side: Når denne ordning kan administreres så forholdvis skånsomt, som tilfældet er herhjemme, er det vist heller ikke grund nok til at ændre på status quo.

Venlig hilsen

Ricardt Riis
Tidligere sognepræst, redaktør af www.martinluther.dk