Japan lærte mig fordybelse

I Japan er hverdagen præget af en ekstrem hård skolegang, lange arbejdsdage og en kultur i høj grad baseret på overlevelse. Alligevel byder hverdagen på oaser af fordybelse, skriver Lone Skov Al Awssi.

- Foto: Scanpix

Læs også

flexblock

Eksterne links

Læs de publicerede bidrag til religion.dk's skrivekonkurrence

flexblock

Seneste billedserier

BILLEDSERIE: Lanternefestival i Asien afslutter nytårsfejring

Træernes nytår: et jødisk forårsritual

flexblock

1 debatindlæg Hold mig opdateret Del

Lone Skov Al Awssi | 10. juli 2008

Jeg er sikker på, at den sporadiske fordybelse, som jeg dyrker flere gange dagligt, har reddet mig fra at gå ned med stress og depression mere end én gang, skriver Lone Skov Al Awssi

For mange år siden arbejdede jeg for det japanske flyselskab Japan Airlines og opholdt mig i den forbindelse en del i Japan. Der var naturligvis mange ting, som gjorde et enormt indtryk på mig. Jeg var 20 år, født i Gudme på Sydfyn og havde på det tidspunkt ikke besøgt andre lande end Tyskland og Italien.

Der var vel nærmest tale om et kulturchok af dimensioner. Det var hårdt arbejde. Som den eneste dansker skulle jeg lære ikke blot om japansk kultur og omgangsform, men også så meget af sprogets høflighedsfraser, som mit hoved kunne rumme. En japansk lærerinde mødte mig hver onsdag morgen kl. 08.00. Onsdag var ellers min fridag, men jeg forstod, at der var tale om en stor gestus fra min arbejdsgivers side og turde derfor ikke gøre nogen indvendinger.

Min status som ung og dansker var ikke overvældende blandt mine japanske kolleger og jeg blev testet grundigt i begyndelsen. Jeg var ofte den første, der mødte kl. 04.00 om morgenen, og arbejdsdagen sluttede ved 20.00 tiden efter den obligatoriske omgang riskager, tang-snack og sake. Ingen vovede at gå, før chefen var ude af døren. Hvor jeg inderligt ønskede, at han skulle rejse sig, samle sine ting sammen, tage sin taske og med et højt ”Konbanwa” få os alle sammen på benene til et buk i de nøjagtige 90 graders vinkel.

Annonce

Ferie var noget man gjorde sig fortjent til, det vil sige man ansøgte om ferie, og hvis alle arbejdsopgaver var løst aftenen før, så kunne man gå på ferie. Jeg ser stadig for mig, mine kollegaer sidde natten før ferien med rødrandede øjne og kæmpe sig igennem opgaverne. Der blev naturligvis taget skjulte hensyn til mig, de vidste jo godt, at sådan en ”Gaijin”, en fremmed, ikke helt havde den samme råstyrke.

Et af de tilfælde hvor ”hensynet” gjorde mig absolut rasende var, da den japanske Kejser Hirohito skulle komme på besøg. Jeg havde deltaget i alle de anstrengende forberedelser, alt var forberedt helt ned på millimeter basis, de hvide handsker var udleveret, men i sidste øjeblik måtte jeg alligevel ikke hilse på Kejseren, som mine japanske kolleger, man troede simpelthen ikke jeg kunne klare etiketten korrekt. Set i bakspejlet, havde de sikkert ret, for det var meget omfattende, men min skuffelse var stor. Heldigvis tudede jeg ikke, mens mine kollegaer så det, så havde ydmygelsen da været total.

Efterhånden fik mine kolleger og jeg gensidig respekt og mange gode samtaler. De spurgte meget om min religion, men var selv utroligt blufærdige med hensyn til deres egen. I Japan tilkender befolkningen sig ofte flere forskellige religioner på samme tid. En blanding af dyrkelse af shinto, buddhisme og kristendom er ikke usædvanligt. Undersøgelser om japanernes religiøse tilhørsforhold giver ofte udslag i ret sjove tal, hvor det faktiske antal indbyggere overgås med flere procent, fordi folk bekender sig til to religioner samtidigt.

Når jeg tænker tilbage på min tid med japanerne, så er det hårde arbejde, ydmygelserne og chokket over ikke at forstå kulturen, menneskene og landet fuldt ud, trængt totalt i baggrunden. Tilbage er erindringen om en stærk kultur, som - hvor moderne den end er med den nyeste teknik, mode og industri - stadig bibeholder sin oprindelse i praksis. Man skal blot kradse en anelse i overfladen, så vælter den oprindelige kultur frem.

Det største indtryk gjorde den fordybelse de forskellige kulturelle elementer fordrer. I Japan er hverdagen præget af en ekstrem hård skolegang, lange arbejdsdage og en kultur i høj grad baseret på overlevelse. Alligevel byder hverdagen på oaser af fordybelse. Lad mig nævne nogle eksempler:

Når vi åbnede vores madpakker på kontoret, så var der lagt et stort arbejde i, at de skulle fremstå ikke bare indbydende, men også æstetiske; ris med en rød sherry tomat symboliserede det elskede japanske flag. Den flere hundrede år gamle teceremoni, hvis formål er at fremme ro, harmoni, renhed og respekt for sig selv og for andre, simpelthen at give sjælen ro. De japanske haver, som er en symbiose mellem mennesker og natur. Dyrkningen af de smukke, små, men næsten uhyggeligt langsomt voksende Bon-sai træer. Det næsten, for en europæer, pinefulde lange forløb før sumobryderne kommer i gang og det i århundrede år uændrede Kabuki-teater, hvor kvinder spilles af mandlige skuespillere.

Mange i Japan dyrker naturligvis rigtig meditation, men i den japanske hverdag er der så mange momenter af sporadisk meditation, at det har en beroligende effekt i en ekstrem hektisk hverdag.

Det har jeg taget med mig fra mit møde med den japanske kultur. Jeg kan ikke meditere, jeg har aldrig prøvet det – sådan rigtigt og ved dybest set ikke, hvad man skal gøre. Men jeg er sikker på, at den sporadiske fordybelse, som jeg dyrker flere gange dagligt, har reddet mig fra at gå ned med stress og depression mere end én gang.

Og hvad er så det – den sporadiske fordybelse eller meditation? Jo, det er f.eks. når jeg har en buket blomster i min stue, så kigger jeg på den, dufter til den og registrerer den dybt i det ene øjeblik, det tager at gå forbi den, fordybe mig i den og nyde den dybt og inderligt.

Der hvor jeg bor lige nu, er der en vidunderlig udsigt over Københavns Havn. Vandet betragter jeg flere gange om dagen, lægger mærke til farveændringer og bevægelser, det tager et split sekund, men kræver fordybelse og opmærksom.

Skyformationerne på himlen, solopgangen over Øresund, det grønne græs i rabatten. På min daglige cykeltur til kontoret holder jeg øje med de ting og fordyber mig i dem.

Når jeg betragter min sovende søn eller ser på ham, mens han selv er engageret i sin musik, sin fægtning eller bare i sin leg, så kommer denne ”japanske” fordybelse over mig. Jeg behøver ikke et bestemt sted for at finde ro og fred, men kan vælge de sporadiske elementer til fordybelse selv, som de opstår i løbet af den travle hverdag.

Jeg griber mig selv i at tænke, at det er i orden at tilbede Gud i alle disse former og for en stund holde teologien helt ude.

Alt det har jeg fået med mig fra Japan, fra mødet med en fremmed, i starten chokerende og engang imellem barsk kultur. Tusind tak for det!

Lone Skov Al Awssi

I de kommende uger publicerer vi flere bidrag til religion.dk's skrivekonkurrence "Hvor finder du fred og fordybelse?"

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk

Del Hold mig opdateret