Guds velsignelse lyste på mig

En gang for nogle år siden spillede jeg turistguide, da jeg sammen med min kone, svigerinde og svoger tog til Indien. Vi har besøgt mange steder, bla. Benares og Agra, og vi ankom til min landsby, hvor jeg er født og opvokset. Selvom huset er forfaldent, da ingen bor der nu, var det en dejlig ubeskrivelig stolthed, der ramte mig, og jeg viste dem stolt de steder, hvor jeg har leget og gået i skole under primitive forhold. 

Det er imponerende, at folk stadig husker mig og kommer og hilser på mig. Min gamle skolekammerat driver en skole der, han var lige så stolt af at vise sin skole frem og holdt fest for os med taler, med sine elever og "staff" (ansatte). De optrådte for os og sang indiske sange, og vi sang danske julesange midt i sensommeren for dem. Vi kunne ikke komme på noget andet.

Dagen efter om aftenen tog jeg alle med til de templer i landsbyen, hvor jeg som barn havde min gang. Vi stod på den flisebelagte gårdsplads i templet. Med stor begejstring fortalte jeg alle, at min fars navn må stå på en af fliserne, men nu var de lagt om, så jeg ved ikke, hvor den er henne eller om den i det hele taget er der endnu. For at huske den tekst, som skulle stå på flisen kigger jeg ned på den flise, jeg stod på. Hvor ufatteligt det end kan være, stod jeg på flisen med min fars navn på. Det var ligesom Guds velsignelse lyste på mig.

Vi gik ind i templet, hvor Guds statue stod som i min barndom. I mit indre kunne jeg se hele min barndoms gudstjenester, udført af min mor og far, og vi børn, der løb omkring og legede.