Karen M. Larsen |
18. juli 2008
Udtrykket Faderen og Sønnen skal ikke forstås i vanlig menneskelig maskulin forstand. Synspunkt af cand.mag. Karen M. Larsen
Lars Sandbeck giver i
denne artikel i Kristeligt Dagblad fra den 15.7.2008 udtryk for en ikke ubetydelig forargelse over, at nogle kristne feminister har anbefalet brugen af kønsneutrale termer om Gud. For godt nok er Gud ikke af hankøn og det maskuline står ikke det guddommelige nærmere end det feminine, men Gud har altså åbenbaret sig selv med maskuline termer og dem har vi derfor at holde os til, hvis vi ikke vil lave den personlige Gud om til vores egen upersonlige gud.
Når jeg læser teologen Lars Sandbecks udfald mod hans feministiske kollegaer, som han vist dog har svært ved at anerkende som sådanne, så må jeg tænke på den katolske teolog Karl Rahners kloge ord om teologernes hang til mangel på ydmyghed, når de taler om Gud. Karl Rahner fastslår, at de ord vi bruger om Gud altid blot er analogier, og at disse analogier uundgåeligt kommer til kort overfor den ufattelige virkelighed, som Gud er. Hver gang vi siger noget om Gud, siger vi faktisk også noget, der er forkert, og det også når vi, som Lars Sandbeck gør det, påberåber os skrift og tradition.
Lars Sandbeck gør meget ud af at fremhæve, at Gud har åbenbaret sig som fader og som søn, og at man derfor de facto falder udenfor kristendommen, hvis man vil omtale Gud som Gud og ikke som Faderen, Sønnen og Helligånden. Nu omtaler jo også Jesus sommetider Gud som Gud, f.eks. når han på korset råber: ”Min Gud hvorfor har du forladt mig?!” og det er da også vanligt at omtale den treenige Gud som lige netop Gud.
Men ikke nok med det - når teologen Lars Sandbeck selvsikkert reciterer Bibelens og traditionens brug af ordene Faderen og Sønnen, så ville det unægtelig klæde ham, hvis han så også forklarede, hvad disse udtryk betyder i den kristne teologi. Når Gud ifølge kristendommen har åbenbaret sig som vores fader, hvad betyder det så? Jeg mener, vores fædre har, typisk i hvert fald, avlet os med vores mor. De kan have ønsket sig et barn, men måske havde de også blot sex for sjov. Under alle omstændigheder har de ikke skabt os og de er på ingen måde eneansvarlig for at vi findes og at vi kan leve.
Gud derimod har skabt os og ikke nok hermed, det er kun pga. Gud at vi og alle andre skabninger i det hele taget eksisterer, nu og i al evighed. Gud ældes heller ikke, ligesom vores fædre gør det. På et tidspunkt bliver fædre lige så afhængige af deres børns hjælp som deres børn engang var afhængige af deres hjælp. Sådan vil det aldrig blive med Gud. Når vi omtaler Gud som vores far, så er det altså blot en antydning af hvem Gud er, nemlig den, som giver os omsorg, kærlighed, beskyttelse og liv på en måde, der går ud over al vores menneskelige forstand. At forveksle Guds faderskab til os med vores egne fædres faderskab til os vil altså være en seriøs misforståelse. Gud åbenbarer sig os som den, der radikalt er anderledes end os, det er det dybe mysterium, som teologen bør bøje sig for i ydmyghed.
Det samme problem opstår, når Lars Sandbeck uden videre refleksion fremhæver, at Jesus er Sønnen, for hvad betyder det nu konkret? ”Gud kan ikke have nogen søn fordi han ikke har nogen hustru” står der i Koranen. Muhammed har tydeligvis misforstået den kristne lære om Jesus, for Gud har ingen hustru i kristendommen. Men misforståelsen er forståelig nok. Den opstår når man forveksler analogien med Sandheden. Jesus er nemlig ikke søn af Faderen på en måde, der ligger indenfor den almenmenneskelige forståelsesramme. Derfor hedder det da også i en af oldkirkens trosbekendelser om Sønnen, at han er ”født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen”. Faderen har altså født Sønnen, og det forud for alle tider. Der har aldrig været en tid, hvor Gud ikke var treenig, og Sønnen, der i sin guddommelighed er fuldt ud lig med Faderen, er født af ham. Fædre føder imidlertid ikke, endnu i hvert fald, deres egne sønner, og hermed viser den kristne teologi, at udtrykket Faderen og Sønnen ikke skal forstås i vanlig menneskelig maskulin forstand.
Jeg vil give Lars Sandbeck ret i, at det er en vanskelig sag at skulle omtale Gud uden kønstermer, for den kristne Gud er jo en personlig gud, et guddommeligt du. Derfor omtaler jeg selv også typisk Gud som ”han”. Men jeg kan ikke se, hvorfor man skulle falde udenfor kristendommen, hvis man omtaler Gud som ”hun” eller forsøger at bruge så kønsneutrale udtryk som mulig. Gud har åbenbaret sig ind i vores menneskelige virkelighed, og det vel og mærke i en konkret kulturel og historisk sammenhæng. Den Gud, der er evig, uforanderlig og grundlæggende set uforståelig for os mennesker, taler til os ind i vores foranderlige menneskelige virkelighed. Gud taler til os, og vi taler om Gud. Denne samtale må foregå på menneskelige vilkår, for Gud forstår alt, og vi forstår så lidt. Derfor skal den kristne teologi også til stadighed læse og genlæse skrift og tradition og tolke den ind i den virkelighed som vi lever i i dag.
Hvis vi ikke skal stivne i fundamentalisme og selvforherligelse, ja så må vi med ydmyghed og af kærlighed til Gud og vores næste vove at kaste os ud i det eventyr det er, at leve med Gud og fortælle andre om de erfaringer, som mennesker i fortid og nutid har haft med den treenige Gud, som vi kender gennem Jesus Kristus. Og her skal vi ikke være bange for at bruge nye ord og nye begreber, hvis disse kan føre mennesker til Gud og åbne deres øjne for hans/hendes ubegribelige kærlighed til os alle.
Karen M. Larsen
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk